Lina Johnson som Lucia på bryllupsnatten (Foto: Mikal Schlosser)
GRUSGRAVENS MAGI
Der er dømt lyn, torden og stor natur over Opera Hedelands ’Lucia di Lammermoor’. Det er afgørende.
Donizetti: ’Lucia di Lammermoor’. Instruktør: Rodula Gaitanou. Scenograf: Simon Corder. Dirigent: Martin Nagashina Toft. Medvirkende: Lina Johnson, Adam Frandsen, Audun Iversen, Rasmus Jupin, Steffen Bruun, Stina Schmidt og Jonathan Koppel. Orkester: Collegium Musicum.
’Lucia di Lammermoor’ spiller på Hedeland Arenaen igen den 10. og 11. august kl. 20. Varighed 2 t 40 min.
****
DA vores helt Edgardo til sidst stikker kniven i sig og dør, suser et flammende lyn over himlen i vest, og tordenen brager fra kulsorte skyer. Sådan bidrager Vorherre til premieren på ’Lucia di Lammermoor’. Vi siger tak til. Selvom vi sidder der og gisper: Hva’ nu? Skybrud om et øjeblik? Hvad har vi gjort? Det ene øjeblik til friluftsopera og være ved at smelte under solen. Det næste øjeblik drukne i styrtregn?
SÅDAN et lyn kommer mageløst timet i scenografien til Donizettis opera. Lyn og torden, der sætter os i panik. Blod og slagsmål på scenen. Sværd og trolddom. En helt, der begår selvmord. En heltinde, der er blevet sindssyg og ligger tilbage med blodet drivende ned ad sin hvide kjole, efter at hun har dræbt sin ægtemand – på bryllupsnatten!
DEN får ikke for lidt på Opera Hedeland. Scenografien, stedet, landskabet, grusgravens svælg af en sø bag orkestret – illusionen af skotsk højland, hvis man bruger fantasien. Den brustne middelalderborg, der er hjemsted for de voldsomme hændelser, en djævelsk trappe op til Lucias og Ashtons brudeseng, placeret på et plateau. Stumper af kirkegård, hvor der bedes, begraves og dyrkes slægters afsjælede legemer, formodentlig myrdet og omkommet ved sværdet under talløse, skotske familiefejder. Hen over scenen et kilometerlangt bord til at fejre bryllup, gravøl, udkæmpe dueller på, og vælte service ned fra under slagsmålene. Alle de syv scener i tre akter, som operaen foreskriver på papiret, samlet i ét vældigt billede. Sceneskiftene tager nogle gange lidt tid, men det gør ikke noget.
ISCENESÆTTEREN Rodula Gaitaneo, der har basis i London, rammer stedets enestående muligheder og skaber et lysdesign sammen med den engelske scenograf Simon Corder og hans danske lysmand Claus Pedersen. En dyster, romantisk farverigdom i kostumer og dekorationer – det kulminerer i blodrøde farver over søen og dens skovklædte baggrund, et slør af uheldsvanger mystik.
DET er så meget dét, vi går efter, når vi tager til opera i Hedeland. Når det lykkes som her, kommer sangerne, orkesterspillet og historien ikke i 2. række, men alt og alle bliver på en måde avancerede statister i oplevelsen. Ikke at de ikke gør fyldest og er livsvigtige for det samlede indtryk. Men bemægtiger sceneriet os ikke, kunne resten lige så godt foregå på et kukkasseteater. Inden døre og i fred for himlenes lunefulde, metrologiske tilskud til begivenhederne, det dramatiske, langsomme skift fra dag til nat under forestillingen, og naturens overvældende tilstedeværelse, som du kan erstatte med video og kulisser – det vil under alle omstændigheder bliver noget andet.
I Hedelands arena udfolder handlingen i ’Lucia di Lammermoor’ sig, som den halvautentiske røverhistorie, den er. Skotsk skæbnedrama af den type som forfatteren Walter Scott gjorde til sit speciale i sine romaner – pendant til Ingemanns romaner, vores barndoms læsning af dansk, men langt mindre blodig, halvdokumentarisk historieskrivning. En engelsk forsker skriver i Hedeland-programmet om de virkelige begivenheder, der ligger til grund for ’Lucia de Lammermoor’. Udmærket læsning, hvis man vil fordybe sig i de komplicerede fejder og modsætninger, men kan høre svirpe også i dag, når Skotterne flår i bardunerne for at finde ud af deres tilhørsforhold til England.
DONIZATTIS behandling af dramaet udløser en musik, der flammer og summer af romantisk bel canto. Lucia-rollen berømt og berygtet for vanvidsscenen, der driver sopraner til kraftpræstationer – og nogle Lucia’er til eget vanvid af mas med at holde styr på de groteske koloraturer, ét sted i konkurrence med orkester solofløjtenist, som Donizetti sætter på særopgave i en duet, der er på mere komisk end alvorligt tænkt kurs. Lina Johnson, der synger Lucia, har vi hørt og set før i Hedeland – det var i Bellinis ’Søvngængersken’ for nogle år siden, da instruktøren Runar Hodne og scenografen Christian Lemmerz hejste hende højt til vejrs i en kran og ned for at for at synge en søvngængerske med lige så absurde krav til stemme-virtuositet som den vanvidsramte Lucia.
NINA Johnson har vokalt og dramatisk næsten lige så godt tag på sin Lucia som hun havde på Amina i ’Søvngængersken’. Ligesom Adam Frandsen, der også var hendes partner i tenorrollen i ’Søvngængersken’, har stemme og karakter til rollen som den uheldsramte elsker Edgardo, der som nævnt ender med at tage sit liv – flot nok til lyn og tordenbrag – og som gennemfører alt med sin varmt glødende tenor, selv i de uhyre vanskelige sidste optrin, hvor de fysiske krav fra instruktøren og de vokale fra komponisten er ganske ekstreme. Audun Iversen, som synger Enrico, den så ilde stedte bror til Edgardo, i centrum for vanskelige loyalitetsvalg – han synger solidt og kraftfuldt, og der er gode folk som Rasmus Jupin, Steffen Bruun og Stina Schmidt i mindre roller, der hver for sig i øjeblikke har afgørende betydning for handlingen.
MEN det er nok så meget de mange masseoptrin med solisterne og koret, der i deres grafisk blokagtige rokeringer på scenen skaber samspil med naturen og visuelt mod- og medspil til musikkens dynamik.
gregersDH.dk
