LAMMENDE DEJLIG

Spiller i København på Operaen tirsdag 8. og onsdag 9. april.  Varer ca. 2½ time.

****

PÅ tirsdag og onsdag kommer Jyske Operas ’Lucia di Lammermoor’ til København efter en måneds turné.
Hvad kan man vente sig? Vi anbefaler, at man ikke går ned med flaget i dårligt humør, når scenen åbner sig.
Alt er gråt i gråt. Tilkastede grave i begge sider. Besat med vakkelvorne kors, mere sølle end det, Jens Vejmand forventer på sin grav ifølge Jeppe Aakjær. Jydernes scenegraf lægger ikke skjul på, at vi går ind til en dyster affære.
Operaen begynder med, at Lucias mor gravlægges.
Den ender med, at Lucia selv bæres bort som lig, efterladende sig en myrdet mand i brudesengen og en elsker, der hænger sig.  
Men hvem venter sig også jubel og latter af Donizettis ’Lucia’, en operaskikkelse, der berømmes for en af operalitteraturens længste vanvidsscener – pigen går i total koma over den mentale mishandling, hun er udsat for. Hun synger og synger, mens alle omkring hende står lammede af forfærdelse – alt i alt er den scene på omkring tyve minutter, alt efter hvilke dramatiske indhug af eksplosive pauser og vejrtrækninger, hun bestemmer sig for undervejs. Og hendes styr på de rablende koloraturer.
Blodet driver, og vi er bevægede, for pigen er blevet snydt, så det – driver. Svigtet af alle – selv ham, der svor hende troskab, men også det er løgn og bedrag, for det gjorde han, men hendes familie bilder hende ind, at han har gang i noget med en anden dame. Og det tror hun på.

FORTRYLLENDE

Lammes vil vi. Af denne vanvidsscene. Og lammes vil vi af sopranvirtuositet i den genre, der kaldes bel canto, tilsat maksimale grad af vokal ekvilibrisme. Den skal beherskes. Store sopraner kan.
Store sopraner som Henriette Bonde-Hansen.
Endda med en fortryllende egenart, der ligger langt fra f.eks. en Maria Callas’ heftige sindssyge i denne scene – Henriette Bonde-Hansen er på tværs af sin statuariske, blonde skønhed og voldsomme reaktioner, når hun står der med blodet drivende og kniv i hånden, også den æteriske, fynske blidhed, stemmen smyger sig alfeagtigt gennem de vilde passager, der er en syngende fortvivlelse, en drømmende fjernhed i blikket, som fører os ad andre veje.
Operaen er skrevet af Donizetti til operascener, der i 18oo-tallet krævede vellyd og vokalt smæk for skillingen, og man hører ekkoet af den ekstatiske jubel, der er blevet primadonnaerne til del over et værk af klingende romantik og gigantiske solopræstationer.
Det er ikke meget anderledes på Metropolitan i N.Y. og Scala i Milano i vore dage. På Fyn er glæden ikke mindre, den udtrykker sig i afmålt elskværdighed. En enkelt sydlænding i uventet ekstase havde vist forvildet sig ind på de bageste rækker denne aften. Tak og velkommen.

STEMMER

Nu er den jyske ’Lucia di Lammermoor’ jo andet end Lucia og Henriette Bonde-Hansen. Det må man minde sig selv om.
Sort i sort er den grumme historie, som Walter Scott skrev som roman, og Donizetti gjorde til en opera så dyster som Verdis ’Macbeth’. Familiefejde i skotsk adel i 1500-tallet – i denne danske opførelse sværtet i scenografisk kulør, men uden at anfægte Donizettis paradoksalt strømmende velklang. I orkestret. Her guidet af dirigenten Martin André. Og i stemmerne. Vi hører i Odense Lars Møller, en kleppert af en dansk baryton mest med karriere i Tyskland, flot og brutalt syngende som Lucias bror Enrico.
Og vi hører den italienske tenor Danilo Formaggio som Edgardo, den elskede, bortdragne, trofaste, men af Lucias familie forhadte. En ægte, fortræffelig tenor, af statur lidt uhomogen som partner til Henriette Bonde-Hansen. Det er tit tenorers lod. Men vi går efter stemmen. Den klinger.
Den Jyske Opera har dobbeltbesat hovedrollerne. Den første af de to aftener på Operaen i København synges Lucia af den irske sopran Claudia Boyle – hun blev godt omtalt efter premieren i Århus for en måned siden.
Men vil man høre vores fynskfødte veninde med den store internationale karriere – Henriette B.-H. er nu bosat i U.S.A. – så må man sikre sig billet til onsdag den 9. 
Vi siger det bare! 

gregersDH.dk