'Looking for Courage' Metropolis Festival i Ørestaden 25.8.2015 Anm.

På cykel og syngende gennem Tietgenkollegiets kælder (foto: Christoffer Askman)

 

DEN

 

LANGE

 

REJSE

 

 

 

Maos 10.000 km-march runger i baghovedet under Metropolis Festivalens kinesiske indslag ’Looking for Courage’. Den egentlige oplevelse er nu Ørestadens Tietgenkollegium udsat for lys, lyd og sære optog.

 

’Looking for Courage’ er OperaNords projekt under årets ’Metropolis-festival’. Opføres også 26.-29. august med udgangspunkt fra DR-metrostationen tæt på DRs koncerthus.

***

 

VI ER langt hen ad vejen på morderisk vandring. Gud Fader har begavet denne aften med voldsomme regnbyger – vi forlader DR- metrostationen i det hellige øjeblik, hvor Herren forbarmer sig over os,  gruppevis snegler vi os guidet af venlige væsener gennem vandpytter i det triste område omkring koncerthuset.
Det er ikke Maos den ti tusinde kilometer lange march, men vi tænker på marchens lidelser og føler os tapre, men også lidt desorienterede, for vi er pålagt at følge guidens rituelle handlinger, vi samler metalstykker eller håndfulde jord op, frembærer dem nogle meter, lægger dem igen, vasker vores hænder i en balje, alt sammen i dyb tavshed, for det er vi pålagt, så vi – stilende mod målet Tietgenkollegiet – kan lytte i de små lydanlæg, vi er blevet udstyret med, til en fortællers historie om en lille pige, der forlod sit hjem, da hun blev større og til sine forældres glæde kunne rejse til et universitet og begynder at studere.
Vandringens uendelighed mildnes af et minikrus te foran kollegiet, hvorefter den fortsætter – både vandringen og uendeligheden – gennem kollegiets enorme cirkelrunde, underjordiske garage.
Tålmodigheden sættes på ekstrem prøve, og det er måske også hensigten, vi vesterlændinge er jo restløse folkefærd, og kinesisk zen handler om meditation og tålmod for at opnå indsigt.
Vi har sikkert godt af at geare ned til nulpunkter og her i garagen bare dvæle ved den ensomme cellist, der i en krog sidder fordybet i tilsyneladende ingen ting, eller den kvindelige cyklist, der ensomt og forsigtigt kører os i møde i et tempo, der ville skabe forvirring og dyb undren hos Par nr. 7, Kai Werner og Palle Lykke, hvis de pludselig erobrede cirkelgaragen til et seksdagesløb – den statiske, uophørlige gentagelse af runder i den slags cykelløb er næsten en europæisk spejling af zen buddhismens fordybelse i livets tålmodige selvbekræftelse.

UNDER FULDMÅNEN

I vores efterhånden tranceagtige vandren transponerer lyde – bl.a. musik! – efterhånden vores overlevelse videre til oplevelse: Elektroniske klange, sang, der flettes af kinesiske vibratoløse glissandoer sammen med pompøse sopranstemmer i magtfuld udfoldelse.
Men noget egentlig overvældende når først vores sanser, da vi med elevator har besteget kollegiets øverste etage og ser denne grandiose studenterbopæl ligge der i al sin magiske vælde, belyst af den næsten-fuldmåne, der nu har åbenbaret sig: Fuldt blus i alle studenter-hyblerne – Kald det dét en gang til! Og du får nok tæsk af arkitekterne Lundgaard og Tranberg: Det er ikke hybler, det er virtuost byggede studiesteder for dette lands intellektuelle elite, nu bosat i det ’tankens slot’, som Hostrup digtede om i ’Genboerne’, men aldrig forestillede sig sådan.
Men kineserne! Kunstnere fra det fjerne land og en hel hærskare af danske åndsbrødre og søstre! De har fået denne ’Looking for Courage’ til at tone ud og op og frem i den sidste fase af, hvad vi måske her beskrevet som noget af en ørkenvandring, men som er en ekspansion af musik, lys og farver i den eventyrlige kollegiegård, storm af cyklister og løbere med hvide faner – er vi til en politisk manifestation af frihed og progressive livsytringer? Fortolker vi ’Looking for Courage’ som en langsom, meget langsom, opvågnen mod en folkelig udfoldelse? Et Kina i fremmarch? Kunsten som tæppebanker for nye tider?
Vi tænker det gerne. Og drikker i den kølige aftenstund den kinesiske bajer, der bliver os tilbudt på falderebet.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *