Helle Fabricius Grarup, Helene Hvass Hansen og Chrstian Damsgaard i ‘Lonely House’ på Hofteatret (tegn.: Claus Seidel)

I KRYDSFELTET

På Hofteatret: Et elegant og sjovt kik ind i næsten ukendt land: Amerikansk opera. I krydsfeltet mellem musical og opera.

’Lonely House’ er iscenesat af Katrin Weisser og Mette Borg. Scenografi: Ida Munk Ørstrøm Andersen. Musik: Weill, Gershwin, Bernstein, Barber, Menotti, Stravinskij, Adés, Previn og Bolcom. Pianist og kapelmester: Rikke Sandberg. Medvirkende: Helene Hvass Hansen (sopran), Helle Fabricius Grarup (mezzosopran) og Christian Damsgaard (tenor).

’Lonely House’ spiller på Hofteatret igen søndag eftermiddag kl. 17.

****

U.S.A. og opera? Jo, jo. Der er Metropolitan i New York. Det ved vi jo. Og andre amerikanske operahuse, hvor man spiller, ja hvad? Selvfølgelig ’La Bohème’, ’Aïda’, ’Mestersangerne’, ’Carmen’ o.s.v. – hele standardrepertoiret af klassiske europæiske mesterværker.
Men operaer, født og skrevet i U.S.A.? Dér skal vi lede. Bernsteins ’West Side Story’ melder sig. Men det er jo mere musical end opera.
Eller hvad? Hvad forskellen netop er, dét kan vi diskutere. At der er talte replikker i musicals og ikke i operaer? Tjah. Holder ikke altid. Eller at musicals som regel er lettere, mere muntre, folkelige, underholdende, overfladiske, hvad ved jeg – end operaer? Det holder heller ikke, når man går repertoiret efter i sømmene.
Forestillingen, der går i disse dag på Hofteatret er interessant, fordi den målbevidst og præcist rammer spørgsmålet.

SONGS

Den hedder ’Lonely House’ og rummer femten numre plukket ud af et rigt amerikansk repertoire af forestillinger, der er defineret som operaer. Titlen ’Lonely House’ er en sang fra Kurt Weills ’Street Scene’, skrevet ved verdenskrigens slutning, uropført i New York i 1046.
Vi skriver ’sang’ og ikke ’arie’. Operaen foregår i en slumgade i N.Y. og den bliver sunget af en fyr, der står på gaden og kikker op ad det hus, han bor i, et hus, hvor han føler sig ensom blandt beboerne, venner eller ikke venner.
Weill kalder ’Lonely House’ en ’song’. Det kaldte han også numrene i ’Mahagonny’, operaen, som han skrev næsten tyve år tidligere i Tyskland kort før nazismens gennembrud.
Dengang selvfølgelig, fordi han og Bertolt Brecht ville beskrive det kapitalistske western-helvede med brug af dette helvedes egne musikalske midler, ’songs’ f.eks. – beskrive den økonomiske slagsbror-mentalitet med de forføreriske rytmiske og melodiøse metoder, de prøvede at ramme – med foragt, men nok selv ganske henførte af. Gå i Det Kgl. og høre dem synge ’Oh moon of Alabama’, så publikum går ud af teatret med den nynnende i hovedet.

HEKSEKEDLEN

Weill er repræsenteret med flere af de operaer, han skrev i 1940’erne under sin emigranttilværelse i U.S.A. Operaer, der suger alt det til sig, han følte sig inspireret af i det amerikansk musik- og kulturliv. Alt det, som pløjer sig ind i hans midteuropæiske kompositions-baggrund og fører ham på bølgelængde med flere af de andre komponister, vi hører numre fra ved koncerten i Hofteatret: Samuel Barber, André Previn, George Gershwin, Leonard Bernstein, Gian Carlo Menotti og såmænd Igor Stravinskij.
Bare navnene siger noget om den heksekedel af kulturelle og nationale ophav, der tegner komponister, der har skrevet operaer på amerikansk jord.
Tilknytningen til amerikansk filmmusik, til musical, jazz og folkemusik har forskellige grader, men Hollywood, Broadway og New Orleans er til stede med Metropolitan, Scala, Wien, Bolshoi, Paris og Bayreuth summende i baggrunden.

PERLER

De mange ’songs’, arier, duetter og trioer er bundet sammen på scenen i Hofteatret i en let dekoration omkring en bar og et flygel, hvor Rikke Sandberg med suveræn sikkerhed guider de tre medvirkende gennem hele repertoiret.
Det er på en måde en koncert, men de enkelte numre er knyttet til hinanden i en art handling, bygget op af instruktørerne Katrin Weisser og Mette Borg. Vi følger i hvert fald noget af vejen en slags jalousidrama omkring en smart og småfordrukken charmør, som tenoren Christian Damsgaard har fornøjelsen af, med Helle Fabricius Grarup som den forulempede, men smukt syngende mezzo som bl.a. Baba i Stravinskijs ’The Rake’s Progress’, og Helen Hvass Hansen som den forførende dulle i opslidset sort og med sopranen på gnistrende ture i Menottis ’’Steel Me, Sweet Thief’ fra ’The Old Maid and the Thief’ eller i Thomas Adés’ ’Life Story’.
Det løfter sig aldrig til et samlet drama, men der er perler af enkeltpræstationer og glimrende sporadiske indblik i musikdramatiske værker, der er mere eller mindre ukendte på danske scener.
Jo, Stravinskijs ’Rakes Progress’ har været spillet, Bernsteins ’Candide’ en sjælden gang, ’Porgy og Bess’ ved et amerikansk gæstespil for et par år siden, Menotti på Copenhagen Opera Festival forrige sommer med ’Gammeljomfruen og tyven’. Men det er alligevel stort set ukendt land. Den populæreste ende af amerikansk musikdramatik er perfekt dækket ind af Det Ny Teaters årlige forestillinger – ’Chicago’ er den næste – og Det Kgl. foretog et dristigt udfald med Adés’ ’Powder her Face’ sidste år.
Men der burde kunne blive plads til at høre og se f.eks. nogle af de Kurt Weill-værker, som ikke er knyttet til samarbejdet med Bertolt Brecht. Prøverne på dem i Hofteatret lover gode oplevelser i crozz over-genren mellem opera og musical.

gregersDH.dk