Tom Jensen, Peter Zandersen, Marie Knudsen Fogh, Ditte Gråbøl og Ole Lemmeke i ‘Livsens Ondskab’ (Tegning: Claus Seidel)
TUMMELUMSKE
UDFOLDELSER
’Livsens ondskab’ som lysten pantomime på Nørrebro Teater.
Manuskript: Mette Wolf på grundlag af Gustav Wieds roman. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Koreografi: Christel Stjernebjerg. Scenografi: Palle Steen Christensen. Medvirkende:
Peter Zandersen, Tom Jensen, Ole Lemmeke, Ditte Gråbøl, Laura Kvist Poulsen, Peder Holm Johansen, Jeanette Lindbæk Birk, Johanne Dal-Lewkovitch og Marie Knudsen Fogh.
’Livsens ondskab’ spiller på Nørrebro Teater indtil 12.april. Varighed 2½ time inkl. pause.
*****
NØGEN scene på Nørrebro. Og så en ranglet fyr, der drøner rundt med kosten og fejer: Tummelumsen i rastløs action i ’Livsens ondskab’. Der skal knokles og skrabes penge sammen. Sparegrisen står henne i hjørnet.
Mange husker Keld Markuslund som Tummelumsen fra tv-serien i 70’erne. En syrlig mandsling, der vimsede forsigtigt rundt og gnækkede sjællandsk som den lille gnier, der skrabede penge sammen, så han og hans gamle mor kunne købe den fædrene Møllegaarden tilbage.
Nu har Peter Zandersen rollen. Han taler rablende københavnerdansk, og der er fysisk knald på ham, som trænede han til de olympiske lege. Falder på halen, springer og falder og kribler og krabler, når det stikker ham. Han frygter ikke for liv og lemmer. Det gør vi andre på hans vegne.
Instruktøren Christoffer Berdal må have øjet ham allerede på elevskolen i Odense, hvor han ved præsentations-forestillingen leverede sportspræstationer.
Han er sjov i denne nye udgave af ’Livsens Ondskab, som i det hele taget er sjov. Som meget andet teater i øjeblikket præget af puritanske scenografier – der skal spares, og her falder det så i tråd med Tummelumsens livsfilosofi.
Den nøgne scene kompenseres på Nørrebro af festlige kostumer og masser af go i rekvisitter, der rumsteres rundt med – den elendige hane f.eks., som Tummelumsen har lovet sin far skal leve, indtil den kan komme hjem til Møllegaarden, og som han derfor i tide og utide giver hjertemassage og kunstig åndedræt efter mund til næb metoden.
Eller rekvisitter, der suser ned fra suffitterne – f.eks. orgierne af serveringer, der kommer sejlende ned til Ædedolkenes Klub, når medlemmerne samles til deres orgier.
Dramatiseringen på Nørrebro kører som en pantomime. Vi er blandt borgerne i en lille, indavlet dansk provinsby. Roskilde var Gustav Wieds model for 100 år siden, ligesom Rosklide var det for Lise Nørgaards Matador mange år senere. Uden sammenligning i øvrigt? Nå, ikke? Roskilde eller hvor som helst. Dengang eller nu. Kom til København og find udkants-Danmark. Det gjorde allerede Holberg.
MIMISKE KNALDPERLER
Figurerne på Nørrebro Teater føres frem som prototyper på høj og lav. Store og små mimiske knaldperler. Borgermadammerne – Johanne Dal-Lewkovitch, Jeanette Lindbæk Birk og Laura Kvist Poulsen – dukker dansende op på rad i deres skrud. Af holdning som var de valkyrier i Wagners ’Ringen. Med deres plapren som skulle de til kone-slabberas i ’Den politiske kandestøber’.
Ditte Gråbøl modellerer størknet fjæs og dukketeaterkrop til Tummelumsens mor. Marie Knudsen Fogh er det mest henrivende fjog af en dansende klumpedumpe i Tummelumsens farvand.
Byens ædedolke er bl.a. Ole Lemmeke som den akademiske hystade. Og Peder Holm Johansen den stiveste præ-afdøde konsul Mørch, holdt i en slags ånde af byens toldkontrøllør Knagsted – Tom Jensen med rødskægget viftende og præcise vurderinger af de minutter og timer, der tager ormene at fortære ligene i de kister, der trilles rundt med på scenen, inklusive Mørchs, når tiden er inde. Kngasted-figurens kynisme har alle dage været den pointe, der har fået ældre damer til at falde i svime i parkettet. Men samtidig bidraget til storm på billetlugerne.
Berdals opsætning og Mette Wolfs dramatisering har lidt svært ved at få spundet en ende i de sidste minutter, men sammenlagt er det et frisk bud på Wieds satire med et lattervækkende galleri af personager og skuespillere i hopla.
Et dristigt udspil på Nørrebro Teater til det gennemgående unge publikum, der er blevet stedets – tonen rammer flot, og der bliver forhåbentlig stadig læst Gustav Wied rundt omkring.
gregersDH.dk
