Özlem Saglanmak i ‘Living Dead’ på Aarhus Teater (Foto: Rumle Skafte)

HAVETS FRUGTER

Der skal ikke meget til, før humanistiske idealer smuldrer, når flygtningestrømme vokser, siger Christian Lollike med sit nye stykke.

Dramatiker og iscenesætter: Christian Lollike. Scenograf: Marie Rosendahl Chemnitz. Musik: Mogens Dahls Kammerkor. Medvirkende: Maria Rich, Özlem Saglanmak og Morten Burian.

’Living dead’ spiller på Aarhus Teaters scene Stiklingen indtil 29. oktober. Forestillingen bliver overført til Teater S/H i København fra 3. november.

*****

SCENEN er et spisekøkken. Det befolkes i løbet af de første ti minutter af en kvinde, så endnu en kvinde, og så en mand.
Nej, det er ikke indledningen til et trekantsdrama. Det er en fortælling om tre danskere, der er bange, lammede af tvivl, frygt, usikkerhed.
Den ene af kvinderne steger fisk. Det er vi umiddelbart lidt optaget af, for det går omhyggeligt for sig. De skal altså spise sammen.
At det er fisk, bliver næsten en time senere en lammende pointe i snakken om flygtninge.
Den ene fyldte båd med flygtninge efter den anden kæntrer jo i Middelhavet i disse tider. På vej mod Europa, flygtninge drukner i tusindvis, ligene flyder i havet, bliver ædt af fisk, der fanges af græske og italienske fiskere. Hvem ved. Fiskene havner på markederne, sælges og ender f.eks. på bordet i et dansk spisekøkken.

Stykket er begyndt med næsten ti minutter uden en replik. De to kvinder og manden bevæger sig som søvngængere, nærmest som robotter. Der er lammende mangel på – ikke kontakt, snarere på lyst til at tage fat på noget, som de kører med i deres tanker.
Indtil den ene kvinde siger: Hvad mon ham EU-formanden tænker?
Det, han kunne tænkes at tænke noget om, er flygtninge-situationen i denne verden.

ANDRE MULIGHEDER

Det er så ikke indledning til en lille rask diskussion af den slags, der kunne optages af DR eller Radio 24-7, en frisk temperaturmåling som bidrag til de løbende programmer om indvandrere og flygtninge og usalighederne.
Det er indledning til, at de tre omkring bordet med fiskefilet’erne og rødvinen kan udvikle holdninger, der – forskelligt udmøntet hos hver af dem – svæver i hurtigere og hurtigere tempo fra at udtrykke almindelig forståelse for, at det jo er slemt for de arme mennesker, der er nødt til at flygte, hen imod, at der vel ikke er nogen, der synes, at de flygtninge skal komme lige akkurat denne vej. Og gør de det alligevel, så må der findes andre muligheder end at proppe dem i flygtningelejre, hvor de så kan blive en belastning for samfundet, ikke mindst med deres unger, der vokser op som potentielt kriminelle og voldtægtsforbrydere.
De må kunne eksporteres andre steder hen, som man har gjort i tidernes morgen med overskud af besværlige folk, f.eks. som englænderne gjorde med kriminelle, der blev sendt til Australien. Ingen af de tre nævner Glistrup, der ville sende flygtninge til Grønland, men den har Christian Lollike, der har skrevet stykket, måske ikke lige tænkt på.
Det med fiskene er så som en lunte, der bliver tændt til total raseri og eksplosion: De tre får korporlig hudkløe, kaster sig rundt i kramper, grebet af rædsel.
Rædslen for fremmede har omsat den venlige danske humanisme til had og trukne revolvere.
Det bliver stærkt og glimrende spillet hele vejen igennem af de tre, Maria Rich, Özlem Saglanmak og Morten Burian.

Lollike lader overraskende den irrationelle og løsslupne, endeløse panik munde ud i, at seks sangere kommer på scenen og synger en flerstemmig, elegisk madrigal af Monteverdi, gudesmukt sunget af sangere fra Mogens Dahls kor.
Et requiem over dansk humanisme, der jo klart nok sættes på overordentlige prøver i disse tider? Sådan må vi opfatte det.
Stærkt i sin virkning al den stund, at Lollike med de mosgroede reminiscenser af humanistiske holdninger, som han lader de tre mennesker udtrykke, med den madrigal-sats løfter europæisk humanisme til et kunstnerisk højdepunkt. 500 år gammelt, men immervæk.
Stykket er i oplagt forlængelse af flere af Lollikes tidligere politisk stykker. F.eks. ’Skakten’, der blev sat op af Aarhus Teater for tre år siden og som handlede om urolige rokeringer i tysk mentalitet på et tidspunkt, hvor man er mere end en generation efter nazismens sammenbrud. Folkelige holdninger kan hurtigt flytte sig, når omstændigheder ændrer sig.

gregersDH.dk