NED FRA HIMLEN

Den 30-årige dramatiker Lene Mørkeby er selv lige så forbavset som andre: Tre premierer på et efterår.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam

——————————

DET mest åbne blik, du kan møde. En pige, der er som dumpet ned fra himlen uantastet af efterårets storm og regn. Dér sidder hun. Undrer sig vist selv over, hvad der sker omkring hende.
Byens teaterplakater flyder over med hendes navn og hendes stykker. Lige pludselig.
’Musical’ på Det Kgl. Teater. ’Core’ på Gasværket. Og nu i aften: ’Den sømand han må lide’ på Teater X. Dramatiker: Line Mørkeby.

FRISUREN har taget et satanisk sving op. Det mørke hår står som en munter hanekam. Som om den vil sige: Jeg er da forbavset. Lige så forbavset som I andre er.
På den pudsigste måde får den kække drengefrisure Line Mørkeby til at ligne kæresten, skuespilleren Anders Juul, der lige nu tumler sig på Det Kgl. Teater i Kim Fupz Åkesons ’Mirakel’ som teenageren, der kan lave mirakler og forvandle al ting omkring sig. 
Skuespilleren og dramatikeren har fundet sammen. Hun er gravid med deres første barn. Alt åbner sig. Karriere. Familieliv.

FAMILIELIV

Et familieliv som dét, hun selv beskriver i ’Musical’?  – den spidse komedie, der er blevet en sikker succes på Det Kgl. En historie om en familie, der er låst fast i småborgerlige, lalleglade rammer. Som synger og synger  – altid pæne sange. Muntre, festlige og politisk korrekte. For at citere en anmeldelse: ”…Kernefamilien, som hejser Dannebrog, synger ’I Østen stiger solen op’, og hvis køleskab er ved at eksplodere af sundhed. Supertolerant over for fremmede, bare de ikke kommer for tæt på.” En familie, der krakelerer for øjnene af os. I tvangsfodring, lykke-hysteri og undertrykt seksualitet.
Et familieliv med mindelser fra hendes egen barndom?
Line slår nogle krøller på sig selv, inden hun svarer.

”Jeg har haft en tryg barndom. Mine forældre havde en meget human og pædagogisk indstilling til mig og min søster. De lærte os at tro på os selv. Vi boede dér langt ude på landet. Et lille sted. Ti huse. Ret afskåret fra omverdenen. Et sted, hvor alle kendte alle. Jeg legede med min storesøster, men jeg var også meget alene… når du spørger, hvor mine tanker og idéer kommer fra, så skaber man jo som barn sine egne små verdener. I naturen. I skovene. Men selvfølgelig også derhjemme. Om mine forældre ikke tilhørte hippie- og kollektiv-generationen? Næh, egentlig ikke. Dét var ikke rigtig dem. Men musik, jo. Min mor var glad for salmer. Ikke fordi vi var særlig kristne. Bare til kristne traditioner. Min far var mere til Dire Straits, Pink Floyd og Frank Zappa. Han kunne godt anbringe mig og min søster i sofaen, sætte en Zappa-plade på, og så sad vi dér i atten minutter og lyttede, mens han forklarede en masse om, hvad det var, der var godt. Om detaljerne i musikken. Joh, det var bestemt en tryg barndom. ”

– Det kunne godt lyde lidt som familien i ‘Musical’. Kernefamilien, hvor korthuset pludselig kan bryde sammen.

”Nej, altså. Ikke på den måde… Men jeg kan da ikke sige mig helt fri af, at der er noget, jeg henter fra baghovedet af mine egne erindringer hjemmefra. Det, der hedder en ’kernefamilie’, kender jeg rigtig godt. Både min egen og mine skolekammeraters. Da jeg gik i skolen i Dalby kom jeg i parcelhusene rundt om hos de andre. Og det er ikke noget med, at jeg er vred på mine forældre, og har skrevet stykket for at komme af med en vrede. De har i øvrigt set ’Musical’. De har også spurgt mig, hvor meget jeg selv mener, der forstiller dem i stykket. De kan jo ikke undgå at synes, at der er noget, der godt kan ligne. For selvfølgelig ligger der stumper i historien af det oprør, jeg gjorde, da jeg var teenager og i puberteten. Jeg var ret genert dengang. Og min søster fyldte meget. Hun førte an. Hun var altid den første, der sagde ’Hej!’ Og altid den, der fik opmærksomheden.”

DRENGE OG SPRUT

– Hvordan reagerede du på det? 

”Vi sloges. Og så reagerede jeg ved altid at gøre det modsatte af, hvad hun gjorde. Og hvad man forventede af mig i det hele taget. Jeg rendte rundt i, hvad der passede mig. Ville ikke gå i Levys. Holdt op med at synge i kirkekor. Jeg gik til fester. Med drenge og sprut. Private fester, men også i ungdomsklubben. Det var i Dalby, hvor jeg også gik i skole.”

– Hash og stoffer?

”Overhovedet ikke. Det var der aldrig dér. Der var bajere og ’Mikado’ – det var vist sådan noget sodavandsagtigt. Stoffer kendte vi ikke.”

– Det er til gengæld det, det handler om i dit stykke ‘Core’ på Gasværket.

”Det dér er problemer og en verden, som jeg senere har været tæt på. Ikke at jeg selv har store erfaringer med stoffer. Men jeg har gået på Haslev Gymnasium, været fire år på Københavns Universitet og studeret teatervidenskab, og oven i tre år på dramatikerskolen ved Aarhus Teater  – såh, det er da klart, at jeg kender det ungdomsmiljø, jeg beskriver i ’Core’.”

FLUE PÅ VÆGGEN

– Du er god til at lytte og afkode, hvad andre siger og gør. Sådan virker din dramatik.

”Det er nok rigtigt. Jeg er på en måde som en flue på væggen. En spion. Jeg lytter og omsætter. Jeg er ikke indadvendt. Det er ikke mig og mine egne sjælelige problemer, jeg skriver om. Den måde at skrive dramatik på må andre om. Jeg er meget forankret i det konkrete. I virkeligheden. Jeg er heller ikke politiker. Så ville jeg handle. Jeg beskriver. Ikke for at løse samfundsproblemer. Jeg prøver bare at ramme de dramatiske situationer, der er mellem mennesker. Sådan er det også med det nye stykke på Teater X, hvor vi forestiller os en teambuilding-dag hos Mærsk, en dag, som dækker over, at en gruppe af mellemledere rent faktisk er i uudtalt konkurrence om adgangen til en toppost i virksomheden. Hvad sker der mellem dem? Det er noget, som alle vil kunne genkende. For mig gælder det om at fange publikum. Jeg er vistnok ret publikumsbevidst.”

– Vistnok?

”Der kan i hvert fald være nogle, der synes, det lyder sådan. At jeg er kommerciel og vil skrive populært. Men det har jeg gjort op med. Jeg vil bare gerne tage afsæt i det genkendelige. I noget, folk kan forholde sig til. Det må så være min måde. På Dramatikerskolen i Århus slog det mig lige fra starten – og til min store undren – at undervisningen fokuserede bevidst på den enkelte elevs særlige muligheder. Vi var seks elever i alt på skolen. Fem drenge og så mig. Det var ikke fordi jeg var ene pige  – vi fik alle sammen en meget målrettet undervisning ud fra, hvordan vi individuelt kunne udvikle os. Jeg er nok sådan én, der ikke laver høj-intellektuelt teater.  Det må gerne være skørt, komisk, fantasifuldt. Men det skal sætte i gang i folk. Være nede-på-jorden. Ligesom stykket om kernefamilien og det tossede hjemmeliv. Sådan håber jeg også det næste stykke, jeg skriver, bliver.”

– Hvad handler det om?   

”Om hjemløshed. Det skal foregår på en restaurant.”