Tuva Semmingsen og Jens Søndergaard i ‘L’Heure espagnole’ (tegn.: Claus Seidel)

SYDLANDSKE

FIDUSER

Fin kombination af Ravels ’L’heure espagnole’ og Puccinis ’Gianni Schicchi’ – professionelt sunget og spillet i skrabet udgave hos Undergrunden i Værløse.

Instruktion: Anders Ahnefelt-Rønne. Scenografi: Rikke Juellund. Pianist: Ulrich Stærk. Medvirkende: Tuva Semmingsen, Thomas Peter Koppel, Jens Søndergaard, Adam Frandsen, Steffen Bruun, Joachim Knop, Sofie Elkjær Jensen, Simone Rønn, Elsebeth Dreisig, Teit Kanstrup, Paul Frederiksen og Bo Horsevad.

Teater Undergrunden spiller i Galaxen på torvet i Værløse

****

HANDLINGEN foregår i Spanien. Operaen synges på fransk. Og det er ikke ’Carmen’, vi snakker om. Det er Ravels ’L’heure espagnole’.
Godt at se og høre denne lille enakter af Ravel, vist ikke hørt her i landet siden 1940, og dog: Ved min side sidder Friedrich Gürtler, den gamle mesterpianist og fortæller, at han ved med til at opføre den i 1960 på Operaskolen.
Så ved vi dét, og kan hengive os til Tuva Semmingsen, som med overdådigt koketteri drejer halsen om på sin mands kunder, den ene efter den anden.
Hun er en fornøjelse i denne komedie, der musikalsk lever på en raffineret blanding af lyrisk parlando og et akkompagnement, som i Galaxen begrænser sig til klaverakkompagnement, men som er i sprudlende hænder hos Ulrich Stærk.
Vi har et vist savn af overtekster, for uanset hvor meget og hvor lidt fransk man kan, er sangernes tekstbehandling ikke til de store medaljer. Til gengæld lægger de fine stemmer til: Adam Frandsen og Thomas Peter Koppel med deres tenorer, der virkelig klinger, Jens Søndergaard med sin fornemme baryton og Steffen Bruun som karakterfuld bas.

Operaen er vittig gemmeleg i scenens to vældige skabsstore standure, mest til ære for Tuva Semmingens manipulationer for at få fingre i de raske herrer.
Ravel runder af med en delikat og morsom kvintet, som de fem aktører synger omkring klaveret. Men det synes instruktør og teaterleder Anders Ahnfelt-Rønne åbenbart ikke er nok, han vil se blod og lader til allersidst den rasende urmager stikke en kniv i Conception til musik hentet fra nogle af Ravels klaverstykker. Sådan. Så får vi alligevel en snert af ’Carmen’-drama.

På flere måder en glimrende operaaften: Efter pausen rykkes der ind i samme dekoration, Rikke Juellunds enkle opbygning er noget, der i ’L’heure espagnole’ ligner sydlandsk, nøgent business-interiør, og som nu i Puccinis ’Gianni Schicchi’ er den gamle mands lige så nøgne sovekammer.

Det gik anderledes stort for sig på Det Kgl., da man dér for tre år siden havde Puccinis komiske mesterværk på plakaten, og scenen var fyldt over alle bredder med det, som er pointen i operaen: Den afdøde herres bjerge af ejendele, som arvingerne har kløerne fremme efter.

Joachim Knop er perfekt i rollen som familiemedlemmet, der tager røven på alle de andre, da han tilbyder at krybe under dynen og agere den endnu ikke afdøde, når notaren kommer for at fordele boet.
Rollen er et herligt komisk nummer. Knop folder sig ud som en værdig konkurrent til både Johan Reuter og Ib Hansen, der har brilleret i rollen ved de tidligere opførelser.
Der bliver i det hele taget sunget og ageret med overbevisende slagkraft af hele det pucciniske familieopløb. Et glimrende hold sangere, hvoriblandt Sofie Elkjær Jensen, der har fornøjelsen af at synge slageren ’O mio babbino caro’, hofnummer på en del danske mobiltelefoner.
Der er mange replikker ligesom i ’L’heure espagnole’. Man kan savne tekstning.
Så hvad gør man? Læser f.eks. lidt på lektien i forvejen.

Adam Frandsen, Tuva Semmingsen og – Joachim Knop!!  i ‘Gianni Schicchi’ .(Tegn. Claus Seidel)

gregersDH.dk