‘Les Miserables’ på Malmø Operaen (Foto: Malin Arnesson)

Historiens vingesus

Malmø Operaens ’Les Miserables’ er en messe værd. Stort episk teater.

*****

ÆRKEENGLEN Gabriel svæver i tågerne over ’Les Miserables’ på Malmø Operaen. Hvad skal han dér? Varsle død og ulykke. Hvad ellers. Han kan jo så meget ifølge myterne. Melde både Jesu og Muhammeds komme og meget andet.
Vi tager det for det ilde varsel. Og det er noget af det interessante ved musicalen ’Les Miserables’. Midt i denne uges rislende kilde af glade, sentimentale og sjove musicals i det københavnske melder Malmø Operaen sig med den revolutionære katastrofeopera, Victor Hugo’s ’De elendige’ sat på musikalske skinner. Malmøs hilsen til Enhedslisten i anledning af valgresultatet?

GENNEMKOMPONERET

Måske. Og dog. Enhedslisten vil vel have nedlagt alt det opera-halløj – alene af den grund at opera for det parti er knyttet til Mærsk og hans milliarder. Og andre kan for deres skyld kalde ’Les Miserables’ for en musical, men den er mindst lige så meget opera.
Det er i hvert fald en af de store kvaliteter ved opsætningen i Malmø – den er sunget, og den er skrevet af franskmænd til at BLIVE sunget, et gennemkomponeret opus, som kan være nok så meget stilmæssig ud af den gængse datostemplede mærkning, som er sendt på banen af hele banden fra Cole Porter til Lloyd Webber, men Malmø-folkene accepterer den i hvert fald uden pardon som det nærmeste man kan bringe fænomenet musical til fænomenet opera.

HISTORIE

Der kan være udmærkede grunde for københavnere til at tage til Malmø og se den forestilling. Malmø spiller den som det, den også er – udover gedigent musikteater: Et stykke fransk historie.
Der er varsel i Gabriel, men der er især historisk sus i englens vinger, et historiens vingesus, en vældig beretning om en periode i fransk – og europæisk – historie fra Napoleonskrigene over revolutionen i 1832, frem gennem industriel samfundsomvæltning, social panik og undertrykkelse, det hele fortalt omkring straffefangen Valjean og hans modstander, politimanden Javert, der jager ham.

TVELYS

Vi kan den selvfølgelig fra 90’ernes gigantopsætning i Gasværket og andre danske afleveringer af historien, f.ek Det Ny Teaters i 2009.
Men malmøernes har en stribe fine vinkler og kvaliteter: De lader den udfolde sig i et sløret tvelys, Gabriel ruger deroppe, den kæmpebrede og dybe scene er hyllet i twilight, i tåger, der pakker en fortælling, der sandelig har sine både sentimentale og komiske sider, ind en kontinuerlig emballage af dommedag.  En ufravendt fortælling om skæbner, om katastrofer, om hjælpeløse handlinger og beslutninger og arketypisk magtkamp. Episk teater – ’Hører du folket synge’ som revolutionssangen lyder i 2. akt og videre i finalen.

ORKESTRET

Det sentimentale får hvad det skal have. Hvem fælder ikke salte tårer med hovedet på skrå over denne Valjean, der tager det fattige, moderløse barn ud af favnen på værtshus-slyngelparret Thénardier og senere med endnu et skvæt salte tårer, ekspederer hende videre som voksen i favnen på den nydelige Marius?
Og hvem ryger ikke med på jublen over dette Thenardier-par, som i Peter Harrison og Marianne Mörcks udgave er grovkomik og det rene shakespearske folkedyb?
Stærkt underholdende.
Igen: Sunget med en saftfuldhed og dokumentation af, at vi befinder os på en opera, hvor der kan synges. Af kor og solister. Det kunne uden problemer lade sig gøre uden mikrofoner, headsets og hele pibetøjet, hvis ikke det var, fordi man har valgt en visuel outsider-løsning: Orkestret sidder i tåbebankerne bag et transparent mellemtæppe. Vi aner musikere og dirigent dybt i bagscenen, de sidder dér som ved H.C. Andersensk tryllekraft i mosebrygget, og vi kan bande nok så meget over, at sangerne bruger mikrofoner, men det er selvfølgelig en del af den specielle situation: De ser ikke dirigenten, de har – så vidt man kan se – ikke monitorer, der kan vejlede dem, men lyden i deres headsets guider.

SANGERE

 GregersDH.dk