BESAT AF LENNON
Vibe Hastrup tegner en forsigtig skizze af en besat dansk John Lennon-fan
***
En skizze. Ikke så meget mere. Et glimt af en tid og en verden, der er blevet historie.
I vinteren 1970 dumpede John Lennon ned i Thy og tilbragte 20 dage på Aage Rosendal Nielsens eksperimenterende højskole. Det var midt i Beatles’ eksplosionsagtige fragmentering. En John Lennon på filosofisk og nyreligiøs vandring ud i livets forunderlige og foruroligende strøm, nu ved Vesterhavet med Yoko Ono i hånden og måske med en slags fred i sjælen for en kort stund blandt gode thyboer og flinke utopister. Det var et halvt års tid, før Thylejren kastede en dansk brand ind i det samme landskab.
Skuespilleren Vibeke Hastrup og instruktøren Frede Gulbrandsen har med ’Lennon i Thy’ indfanget stemningen og bygget en figur, en pige, der var nitten, dengang hun mødte Lennon og nu tredive år efter ikke har glemt ham og hans karismatiske budskab. I den grad, at hun stadig er religiøst grebet, lever i et lille hjem, der er omdannet til tempel for idolet, og er blevet landsbyens original i samme anledning. Hvad hun godt er klar over. Og ind imellem har sine anfægtelser over.
RUTSCHETURE
Det sidste er vel den interessante kerne i monologen. Gammeljomfruens rutscheture fra at dyrke det gamle idol nærmest som den skødehund, hun taler med, skælder ud og pynter på hans fødselsdag, til selvopgivende raseriudbrud og forsøg på at forsvare sin besættelse af sin helgen. Hun har en buste af Lennon stående i gips i et forsøg på at levendegøre orgiet af skilderier, plakater, pladeomslag og alt det øvrige grej, der dekorerer hendes lille stue.
Men kan savne en udvikling i figuren, men Vibeke Hastrup rammer fint den forkvaklede naivitet og komisk-rørende besættelse af idolet, der strejfede en udkant af Danmark i det Herrens år 1970.
En exorcist til at drive djævelskabet ud af det frønnede pigebarn ville måske have sat krudt i stykket.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
