DU ER EN RIGTIG KØBMAND, SIGER REVISOREN
Leif Maibom er dansk revys pudsigste filur. Den autodidakte skuespiller begyndte med lærer-revyer på en landsbyskole – nu er han succesrig direktør for landets trediestørste sommerrevy og ophavsmand til kultfiguren Thorleif, som publikum kræver tilbage år efter år.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Lene Esthave
—————————————————
FINDE vej til Leif Maibom? Sønderborgs revykonge?
Ikke noget problem. Jeg leder efter Ringridervej. Den første, jeg stopper, er en mand, der er ude at gå tur med sin hund. ”Ringridervej? Der bor Leif Maibom. 2. vej til højre og så til venstre første gang…”
Alle i Sønderborg kender Leif Maibom. Selvom han er født i Faaborg og taler et fynsk, der klinger, som det skal: Som en lun gyngetur i hængekøjen.
Maibom er et begreb. Ligesom Thorleif.
Thorleif er Maiboms faste figur i revyen. Den tumpede, men elskelige småborger, der snurrer omkring sig selv i sine funderinger over livets trængsler. Maibom har bygget sin Thorleif op gennem næsten alle de tredive år, Sønderborg Revyen har eksisteret. Og Thorleif er med igen i år. Den første revy havde premiere i 1982, og to år efter blev Thorleif født som en lattervækkende dansk roligan, der havde forvildet sig til fodbold-verdensmesterskaberne i Paris. Iført sandaler, klaphat, håndbajer og dannebrog i panden. Ham vender vi tilbage til.
Nu har vi så fundet frem til Ringridervej.
Maibom og fru Johnna tager imod. Der er et par dage til premieren. Det er frokost, Maibom er hjemme nogle timer mellem prøver, Johnna har tjek på serveringen, sønderjysk spege- og rullepølse. Vi er bænket i haven ud til den grønne Ringriderplads, men så buldrer et tordenvejr ind over det sønderjyske med en sådan regnkraft, at vi i løb trækker indendørs med tallerkener, glas og danskvand.
Et uventet lyn fra en klar himmel.
Ligesom når man laver revy: Midt i vores interview ringer Maiboms mobil. Melding: Vandet styrter ned i teatrets teknikrum! Hurtig action. Maibom ekspederer aben videre til rette vedkommende hos kommunen, der er stand by til den slags.
’Do it yourself’ er ellers Maiboms evangelium. Det bliver hurtigt et tema i samtalen.
Maibom er ganske vist ikke VVS-manden, der griber skruenøglen og tager fat på teatrets tag. Men han er en masse andet, som andre teaterdirektører vælger at outsource – til billetformidlere, annoncebureauer, kommunikationsfirmaer, og hvad der eller er til rådighed af foretagender, der klarer ærterne for travle teaterchefer.
”Det ku’ man da godt, mæææn…” siger Maibom med det lille poliske smil, der bekræfter, hvad revisoren engang har sagt til ham: ’Du er en rigtig købmand’…
”Altså her skal vi jo holde udgifterne på et fornuftigt niveau. Andre revyer skalter og valter nogle gange med pengene. Vi har nok været gode til at holde lidt igen. Selv tage opgaver på os. Vi har da aldrig ansat en pressemand. Den slags gør jeg selv. Det er også sjovere at være den, der har kontakten til jer, der skal skrive. I stedet for at det går gennem en eller anden mellemmand, der skal sidde og tjene sine penge på det.”
– Men det giver meget ekstra arbejde…
”Ja da. Men hva’ så? Det er jo en del af fornøjelsen.”
– Det er vel også for at spare – branchen er risikabel?
”Ja. Men der har ikke været ét år med underskud. Vi har selvfølgelig ikke fået lige meget i løn hvert år, Johnna og jeg. Men vi har aldrig haft penge med på arbejde. Som visse andre revyer. Vi tager et skridt ad gangen. Siger: Dét er der råd til nu, og dét er der ikke råd til nu. Andre siger måske: Vi skal have hele svineriet på én gang. Uden at de har prøvet at lægge tallene sammen og finde ud af, om det overhovedet kan lade sig gøre. Hvis du har 100 pct. udsolgt og har underskud, så er det et dårligt budget, du har lagt. Sådan foregår det nogle steder.”
– Et skridt ad gangen, siger du. Hvad var det første?
”Det var dengang ude i Lysabild, hvor Johnna og jeg begge to var lærere på en lille skole med 250 elever. Det var dér vi mødte hinanden. Indtil jeg kom, var hun den sjove på skolen. Så var der pludselig to. Revyerne derude handlede meget om at lave noget sammen med idrætsforeningerne. De allierer sig jo tit med de lokale skolelærere. Der begyndte jeg at skrive revytekster. Der var ingen planer om at gøre noget – ud over vores små amatørforestillinger. Men så sendte vi for sjov et par tekster til Holstebro Revyen i 1978. De tog en af dem. Vi tænkte: Det var satans! Kan de virkelig bruge det? Og vi fik oven i købet lidt penge for det! Så begyndte jeg simpelt hen at sende rundt til alle de revyer, vi læste om i avisen. Og så havde vi pludselig en hel forretning i gang.”
– Slut med så at være skolelærer?
”Ikke sådan lige. Jeg var ikke træt af at være skolelærer. Men man lurede jo lidt: Er der virkelig noget i dét med revy? Sådan for alvor? Vi havde en ung fyr som medhjælper på skolen. Sådan en ’Ung i arbejde’. Han var kvik. Han var også i lag med at købe en ugevis og lave et reklamebureau. Han sagde: ’Skulle vi ikke rykke den revy ind til Sønderborg? Jeg har så mange kontakter. Så står du for det kunstneriske, så ordner jeg alt det med sponsorer og presse og annoncer.’…”
Johnna: ”Han kunne lidt af hvert. Han var smart.”
Leif: ” Ja, det var han da. Men vi skiltes efter et par år. Han ville være forretningsmand. Han ville nok have lidt mere ud af det i forhold til os, der lavede det hårde arbejde. Så snakkede vi om, hvordan det skulle køre videre. Han ville på sin måde. Vi ville på en anden måde. Så overtog jeg den del, han havde kørt. Økonomien og den slags. Jeg havde ikke en skid forstand på det. Men jeg havde lært hjemmefra, at man bare skal sørge for, at udgifterne ikke bliver større end indtægterne.”
– Nogle mener, at det er Johnna, der styrer dét der…
Johnna: ”Nåårh…”
Leif: ”Det er lidt ping pong. Johnna har regnskaberne og billetsalget. Det er mig, der lægger budgetterne.”
Johnna: ”Jeg har også annoncerne…”
Den ægteskabelige valutabalance er godartet, men hårfin. Man finder hurtigt ud af, at Johnna er, som hun selv udtrykker det:
”Ikke så udadvendt som Leif. Jeg er bedst til at snakke med folk, jeg kender. Leif kan det med at stå og small talke.”
Der har husets frue nok en pointe. Johnna tog en merkonomuddannelse, da revyen kom i skred i 90’erne, hun har benhårdt tjek på bogholderiet, og når det gælder annoncerne, driver hun det på sin måde, siger hun:
”I gamle dage var vi lidt til grin, fordi vi havde de der 70 små annoncer i programmet. Nogle sagde: Det er da pænere, hvis I laver nogle helsider! Men så sagde vi: Hvis nu en af dem med helside hopper fra, så er det dyrere end sådan en lille annonce til 350 kr. Og vores butikker her i Sønderborg synes, det er hyggeligt at være med, og de er stolte af revyen. De kan se, at det genererer en masse penge ud til byen. Hvis vi har 70 annoncer i programmet, så synes de 70 annoncører, at de er med i det…. Skal jeg for resten lave en kop kaffe?”
Hvem siger nej til tordenkaffe? Så ja tak. Mens Leif fortsætter:
”Det med annoncerne…Vi er jo ikke bare er en flok københavnere, der er kommet til Sønderborg for at lave en revy og har ansat et smart reklamebureau til at gå ud og sælge nogle helsidesannoncer. Toms og Carlsberg, som ikke har nogen speciel lokal tilknytning. Det betyder noget. Vi engagerer os virkelig i livet her.”
– Hvordan?
”Nu siger Johnna, at jeg er udadvendt. Det er da sandt. Jeg elsker f.eks. at stå og tage imod publikum ved indgangen. Det er på en måde det der med ’Do it yourself’. I gamle dage stod jeg ved døren for at se billetter. Og vise folk på plads. Jeg er bare fortsat med at stå der. Det ville være mærkeligt andet. Uhøfligt, synes jeg. For mig er det også en herlig opladning, før jeg skal på scenen. Jeg går rundt og bygger min egen stemning op. Snakker med folk. En gruppe fra Nordjylland. Eller fynboer. De kommer alle vegne fra. Da Børsens Lars Wredstrøm engang havde anmeldt revyen og givet den seks stjerner, stod der et ægtepar helt ovre fra Helsingør. De havde læst anmeldelsen. Og sagt til hinanden: ’Den må vi over at se!’”
Johnna: ”Vi har aldrig satset særligt på de unge. Vores publikum er meget folk, som er på efterløn. Dem er der altså rigtig mange af. Og de har penge nok. De vil gerne bruge dem på en tur til Sønderborg. Bo og spise på hotellet. Måske tage en ekstra overnatning. Folk omkring de 60. En kortklub og den slags. De er 10-12 stykker, der tager af sted.”
– Finanskrisen gav vel et dyk?
Leif: ”Der var en enkelt sponsor, der hoppede fra. Det var et bilfirma. Direktøren sagde: ’Det betyder ikke noget med de 5.000 kr. Men jeg har lige fyret fjorten medarbejdere. Så kan jeg ikke tillade mig at bruge penge på revy. Det hænger jo ikke sammen…’ I det første kriseår solgte vi også noget mindre til virksomheds-grupper. Men så er der så mange andre grupper.”
– Hvilke?
”Jeg er medlem af mange foreninger og klubber i byen og går til mange møder, hvor der også kommer en del af vores sponsorer. Hvis man er sammen med en, der ikke er sponsor, siger man til sig selv: Mon ikke han der er ved at være moden? Så kan jeg prikke ham på skulderen og sige: Er det ikke noget for dig?… Det er et godt netværk. Erhvervsklubber, Rotary, madklubber. Jeg er også medlem af en ølklub. Nogle gange er det lidt formelt – altså ikke i ølklubben! Der drikker vi et par øl og ordner hele verdenssituationen.”
– Du får det hele til at lyde som en leg. Du er den flittigste revyskribent i landet. Hvornår skriver du dine tekster?
”Fast arbejde fra januar til maj. Nærmest kontoragtigt. I de måneder sidder jeg i min skrivehule ovenpå fra klokken 8.30, og der bliver jeg siddende til kl. 13. Det har jeg lært efterhånden. Man må holde en vis disciplin med den slags. Det nytter ikke at gå rundt og vente på, at den hellige inspiration kommer dalende ned fra oven. Det er håndværk. Jeg læste engang om Bjarne Reuter, at han havde lejet et kontor ude i byen, og sad der otte timer hver dag som en anden kontormand og skrev sine romaner. Jeg sidder med min mappe med alt det materiale, jeg samler gennem året, udklip fra aviser, brokker jeg har skrevet ned, billeder jeg har gemt. Man kan ikke starte fra scratch og digte ud af den blå luft. Men pludselig kan man da gå i baglås. Sidde og bide i papiret. Så går man ned i kælderen og hugger brænde, men smider selvfølgelig det hele og render op igen til computeren, hvis man får en lys ide.”
– F.eks. til din Thorleif?
”Ja da. Han er altid i farvandet. Jeg kan ikke slippe ham. Det kan publikum åbenbart heller ikke. Når folk ringer om billetter, spørger de tit, om Thorleif er med i år. For ellers sååh…ja, så skal de lige tænke sig om en gang. Jeg skriver som regel Thorleif-monologen som noget af det sidste. Han ligger også altid næsten til sidst i forestillingen.”
– Hvem er han egentlig? Dig selv?
”Han er i hvert fald en lille flink dansker. Eller ok – som en eller anden skrev for nylig: ’Et lettere kikset spejlbillede af eksil-fynboen Leif Maibom’. Lidt naiv, lidt brokkehoved, men go’ nok. På scenen er han altid alene. I begyndelsen talte han meget om sin mor, men for ti år siden dukkede Ragnhild Margrethe op i hans liv, et skrummel af et kvindemenneske, hvis voksende overvægt man må nøjes med at fantasere sig til. Men nej – ingen tilsigtet lighed med nulevende personer. På Sønderborg bibliotek har de en bibliotekar, der hedder Thormod, en stilfærdig mand, som kollegerne påstår, er Thorleif. Han hilser pænt, når jeg møder ham på gaden. Og han er i hvert fald ikke model til Thorleif. Den eneste, der kan føle sig ramt, det er mig selv. Og jeg trøster mig med, hvad Jørgen Langsted, teaterprofessoren i Århus, siger om revyen og danskerne: ’Vi er et selvironisk folkefærd. Selv ofrene er glade’.
ALLE INTERVIEW ML. 1.5 2011 OG BAGUD TIL 1.5. 2010 ER FJERNET VED ET HACKERANGREB.
DET GÆLDER BL.A. INTERVIEWENE MED BO SKOVHUS, BODIL JØRGENSEN, CECILIE STENSPIL, DITTE HANSEN, TAMMI ØST, GISELA STILLE, JES KØLPIN, KURT RAVN, MILLE LEHFELDT, OLAF JOHANNESEN OG ØRKENENS SØNNER.
GREGERS
