Den svenske baryton Karl Magnus Frederiksson og dirigenten Ralf Kircher
(foto: Mathias Bojesen)EN ITALIANO!
Italiensk operaduft på det gamle Grønttorv – en god, lige-ud-ad-landevejen overraskelse med Puccinis debut-opera ’Le villi’ og stærke svenske sangere.
*****
“SEI mio!…”Du er MIN!” synger pigen til sin kæreste. Og så dratter han død om. Selv forsvinder hun i tågerne, for hun er selv allerede død, d. v. s. blevet til et åndeagtigt medlem af en heksebande, der forfører mænd i de mørke skove.
Sådan slutter den historie, og sådan skal det være. Opera er ikke en kunstart for logikere eller kristne i den danske folkekirke.
Fænomenet kunne opleves i går på Israels Plads, det gamle grønttorv ved Nørreport, i en italiano-stemning af marked, sommervarme, dalende blid regn et øjeblik til afkøling, med operaorkester fra Malmø på den overdækkede scene, tre glimrende sangere i front, og Copenhagen Summer Opera Festivals entusiastiske chef, Michael Bojesen, som fortæller af den sære handling i pluk mellem scenerne, præcis som Puccini – for han er komponisten – foreskriver det.
Puccinis allerførste opera. Normalt proppet godt ned på bageste arkivhylde og anset for uinteressant.
DRØM OG DØD
Nådada. Bare kom til et operasultent, sprængfyldt grønttorv! Puccini går rent ind – 26 år gammel skriver han i 1884 noder til sine sangere og musikere, noder, der smyger sig som olivenolje, kønt, enkelt, lige ud af landevejen, flammende af hjerte og smerte.
Vi kan sidde der med vores små analyser i baghovedet og sige: Ok, dér har han sandelig slugt sin Verdi råt, dér det ene, dér det andet, og vi kan spotte hans kommende gerninger i svøb – en 1.aktfinale i Tosca, en duet i ’La Bohème o.s.v – Der er bare sang i luften, elementær bel canto i fri luft og dressur. Og historien? Tårnhøjt, jublende nonsense.
Ikke mere eller mindre. Det absurde eventyr om pigen, der bliver svigtet af sin fyr, og hvordan både hun og han straffes af trolddomsmagter – sandelig med skrappere midler end hvor vi i vores hjemlige holder os til elverkonge og elverpiger… dette vandreeventyr kender vi fra balletten ’Giselle’.
Romantisk gys, drøm, skønhed, djævelskab og død i samlet anmarch.
FREJDIGHED
På grønttorvet i går halvanden times svir af små musikalske slagnumre, formuleret med puccinisk lige-på-og-hårdt frejdighed, det rene vand selvfølgelig i sammenligning med, hvad han senere udvikler af dramatisk raffinement og virtuositet. Men det fænger på den facon, som han – den slyngel – også senere i sine værker kan slynge uforskammede grand prix hits op i luften som ’O mio babbino caro’ i ’Gianni Schicchi’.
Så tak for den ’Le Villi’ – sådan hedder den, hans debutopera: ’Feerne’… Ja, tak skæbne. Ikke de gode.
Den hævnende Anna – sopranen Maria Fontosh med udladninger, der må være nået omkring Nørreport Station. Annas far Guglielmo – Karl Magnus Frederiksson – en baryton med vrede og blankt stål i stemmen. Den svigefulde elsker – tenoren Roy Cornelius Smith med et underfundigt smil på læben.
Et vældigt Malmøkor af ånder, bønder på druk og ånder endnu engang – alle holdt på plads af dirigenten Ralf Kircher.
Vi er til opera i disse dage. Og til Vorherres frie luft og himmel. Og til Puccini. I Opera Hedeland har man i aften premiere på ’Madama Butterfly’.
’Københavner-festvalen har gjort os nogle tjenester med det valgte repertoire. Sjældent opførte værker. Outsidere. ’Le Villi’ var på sin egen facon en brillant, folkelig oplevelse.
gregersDH.dk
