HELVEDETS FORGÅRD – IGEN

Et grotesk mesterværk vender tilbage til Det Kgl. – Kasper Holtens iscenesættelse af Ligeti-operaen ’Le Grand Macabre’

‘Le Grand Macabre’ spiller endnu fem gange på Operaen indtil 28. marts

*****

HELT vildt! Det begynder med en ansamling af båthorn – tolv i alt – der bræger løs som en flok køer, der trænger til at blive malket. Der truttes fra den kongelige orkestergrav, som var det varsel om det årlige Hjallerup Marked.
Men vi er altså til opera, og operaen hedder ’Le Grand Macabre’, skrevet af den ungarske komponist György Ligeti engang i 1970’erne
Det Kgl. har spillet den for tretten år siden på Gamle Scene – dengang anmeldte jeg den under overskriften ’Helvedets forgård’, og det var ikke nogen hentydning til Hjallerup Marked.
Premieren fandt sted 13 dage efter Nine/Eleven, 11.september 2001, så alle havde sind og sjæl fyldt af Twin Tower-katastrofen, i den grad at Kasper Holten måtte gå på scenen, inden båthornene lød, og gøre opmærksom på, at hvis man nu skulle opleve noget, der lignede helvedes forgård, så var der ikke tale om hentydninger til Al Caida-aktionen i New York.
 

SKRALDE, VÆKKEUR ETC

Det, det handler om, er en opera, som med vild spillelyst, vild ironi, vild djævelskab og vilde påfund er skrevet som et eventyr om gale væsener, der leger, som om verdens undergang lå lige for næsen af dem.
Ligeti har hentet den splittergale historie fra en belgisk forfatter ved navn Ghelderode, der kastede en flodbølge af dramatiske værker fra sig i 1920’erne og 1930’erne, de fleste præget af tidens dadaistiske og absurde tone, jo værre jo bedre, og – i ’Le Grand Macabre’ – mærkbart med inspiration fra middelalderlig gøglertradition og den senere commedia del’arte.     
Det starter altså med trut fra orkestergraven, og det holder ved med – for nu at blive ved graven – en herlig og uhyrlig sprutten af alskens lyde, som, hvis orkestergravens vægge kunne tale, ville de rystet fortælle, at noget lignende har man ellers aldrig budt dem, opdraget som de er med Mozart, Rossini, Wagner.
Der er ikke det, der ikke er gang i til ære for vores øren: Bækkener, maracas, marimba, klokkespil plus endnu flere – programmet lister i alt 56 slagstøjsinstrumenter i brug. Deriblandt: skralde, vækkeur, vindmaskine, papirpose, pistol, 4 spilledåser og 6 elektriske dørklokker. Da de sidste lød, så vi os omkring efter den idiot, der havde glemt at slukke sin mobiltelefon.

    
FARVERIGT

Vi kunne mageligt have hengivet os til at høre på dette orkestrale orgie, dirigeret af Michael Boder, hvis ikke der på scenen foregik opsigtsvækkende og utrolige hændelser – i en Steffen Aarfing-dekoration, der må være en af de største og mest fantasifulde fra denne scenografs hånd.
Et farverigt alting og ingenting, huler, bygningsskeletter, en vældig grøn rytterstatue på størrelse med Absalons ved Højbro Plads, skilte med bobletekster pludselig ned fra loftet for at forklare de tungnemme hvad og hvorfor – og det kan nok tiltrænges, for det er egentlig ikke nogen rigtig handling i operaen.
Bengt-Ola Morgny med den diamantglinsende tenor er en fordrukken værtshusholder ved navn Piet von Pils. Denise Beck og Elisabeth Jansson slynger sig som kærlighedsfuldt par i starten og dukker kønt syngende op igen af ingenting til allersidst. Nordmanden Ketil Hugaas er Døden selv. Hanne Fischer en velsyngende prins ved navn Go-Go.
Sten Byriel lader bassen runge som stjernetyder. Og det mest groteske spillerpar af en ’hvid minister’ og en ’sort minister’ udgøres af Gert Henning-Jensen og Morten Staugaard – et helt selvstændigt show i showet, et sæt marionetter, der vil kunne videreudvikle deres nummer til enten at lade sig hyre som overtjenere på Noma eller køre natklubservering i Las Vegas. Ubegribeligt svære sangpartier. Som så mange andre i ’Le Grand Macabre’, vi noterer os ikke mindst sopranen Eir Inderhaug i rollen som bl.a. Venus. Nogen glemt? Ja, Randi Stene selvfølgelig, for fuldt udtræk med pisken over Byriels astrolog.
 

GODT
 
Verdens undergang varsles. Men bliver aldrig til noget. Det hele er en vanvittig tegneserie-leg, hvor man som på – og det henvises der til flere gange – Breughel-billeder fra den hollandske renæssance ser hverdagsliv og djævelskab udfolde sig grotesk og makabert.
Godt at få denne ’Gran Macabre’ genoplivet på Det Kgl.
Godt at dekorationerne er bevaret. Noget så grandiost overvældende ligger ikke for teatret i disse tider.

gregersDH.dk