EN TENOR!

100-året for tenoren Lauritz Melchiors debut har fået udgiverselskabet af Hegermann-Lindencrones Kgl. Teater-optagelser til at grave videre i arkiverne. Resultatet er en perlerække af centrale Melchior-indsyngninger med bl.a. restaureringer af hidtil ukendte 78-plader.

*******

For meget af det gode? Tre fulde cd’er med Lauritz Melchior!
Overhovedet ikke!
Erik Harbo, tidl. operasanger på Det Kgl. er hovedmand for udgivelserne. Vi kan kalde ham en nørd. Men vi bøjer os for hans og hans partneres stædige masen videre med at grave optagelser fra Det Kgl. frem fra mørket. Især de gamle Hegermann-Lindenkrone-registreringer af teatrets forestillinger efter 2. verdenskrig.
Med det elegante Melchior-sæt er vi videre ud over kloden. Og længere tilbage i historien.
Det er hundrede års fortælling om en tenor, der gjorde verdenskarriere i Wagner-repertoiret – som Maria Callas gjorde det i det dramatiske belcanto sopranrepertoire og Pavarotti kom til at gøre det med Verdis og Puccinis lyrisk-dramatiske tenorpartier. Enere, hvis stemmer er uforvekslelige, bundet til disse sangeres mentale udtryksskala, temperament og enorme gennemslagkraft. Udfoldet på scener, men hurtigt også på plader i takt med grammofonindustriens udvikling.
 

PÅ DANSK

For Melchior begynder det her med en optagelse af fatter Germonts grove formaning til Violetta i 2. akt af La Traviata om at slippe hans søn fri af hendes favntag. Melchior altså stadig som baryton. Fem år, inden han debuterer som tenor på Det Kgl. som Tannhäuser. en begivenhed, som i Ekstra Bladet blev modtaget med begejstring af bladets anmelder Frejlif Olsen med tilføjelsen: ”Om nu heldet og fysikken vil være Melchior gunstige. Mulighederne er der.”
Det var de sandelig. Germont-optagelsen er dateret 1913. Den 23-årige Melchior debuterer det år på Det Kgl. i et baryton-parti. Silvio i Bajadser. Som ikke findes optaget. Men måneder efter er han altså i et eller andet københavnsk studie og synger løs på Traviata-hit’et. Ind i en tragt, som man gjorde dengang. Synger på dansk selvfølgelig.
Du er ikke i tvivl. Her er en robust, bred baryton med stor pondus, lyst klingende – akkompagnementet fra det ukendte, skrabede orkester smuldrer som mislykket julebagværk. Men det er vilkårene for tidlige akustiske optagelser til disse gamle vinyler.
Optagelsen fra 1913 putter sig på CD nr. 2 mellem numre med den særlige kvalifikation, at de er sunget på dansk. CD-sættet opererer ikke kronologisk. Rungs ’Hvor Nilen vander Egyptens jord’ er side om side med Lohengrins Gralsfortælling, indsunget i 1920, igen på dansk.
Dansk som operasprog var ufravigeligt på Det kgl. helt frem til slutningen af 1960’erne, hvorefter det stort set blev forladt i det internationale repertoire. Gæsterne blev flere, de sang på originalsproget, og man ville undgå sprogforbistringen. Til gengæld blev publikum påført nikke-operation til overteksterne. Man kan ikke få alt.
Men det høres på en sanger som Melchior, at sprogets solide sammenhæng med det vokale betyder noget. Det er banket ind som en forudsætning fra hans skoling før og under 1. verdenskrig. Hans tyske er f.eks. imponerende klart næsten over alt i det Wagner-repertoire, der blev hans skæbne. Tonedannelsen overskygger ikke det sproglige udtryk, som man oplever det hos mange sangere. Og i USA, som hurtigt slår en klo i ham, især Metropolitan Operaen, er Wagner-sproget det originale.

TOUR DE FORCE

Der er kuriositeter undervejs i sættet – bl.a. Schumanns Kerner-lied ’Er und sie’ som duet med Lotte Lehmann og til fuldt orkesterblæs. Men så også det store erindringsfænomen for det københavnske publikum: 1. akt af ’Valkyrien’ indsunget live i Radiohusets Koncertsal den sidste dag i marts 1960 i anledning af Lauritz Melchiors 70-år. Med Radiosymfoniorkestret, Thomas Jensen på podiet, Dorothy Larsen som Sieglinde og Mogens Wedel som Hunding.
Vi var nogle unge, der oplevede denne forbløffende celebrering af den enestående sanger, en tour de force, som fik jubilæums- og fødselsdags-halløj til at smuldre som påhæftet biprodukt: Melchiors næsten suveræne indlevelse i konfrontationen med Hunding, for ikke at tale om det Le Mans-agtige drive frem mod foreningen med Sieglinde i aktens slutning. Man begreb ved den lejlighed de højdepunkter af wagnersk historie-fortælling, Melchior har været eksponent for gennem sin lange karriere.
Nu med en stemme, der var sporbar ældre, men samtidig havde bevaret sin særegne klang. Og vigtigere: Med en artikulation, der straks bragte os på bølgelængde med situationen: Den unge Siegfried dumpet ind i løvens hule og alle sine antenner kampklare.
Jeg ved ikke, om Melchiors intellektuelle begavelse stod på niveau med hans kunstneriske og sanglige. Når han ved mit interviewmøde med ham dengang hellere ville tale om den kongelige livgarde og Kong Frederik frem for om Wagner, var det selvfølgelig den simple nostalgi, der også fik ham til i de sæsoner at stille op i Tivoli og synge Georg Rygaards ’Flaget’ Så selv en vestenstorm blev blæst den gale vej.
Ikke intellektuelle overvejelser.
 

MED KIRSTEN FLAGSTAD

Optagelserne kaster også lys på, hvad det var, der i 1930’erne gjorde samspillet mellem Melchior og Kirsten Flagstad til noget særligt.
I både duetten fra Lohengrin – den katastrofale afpresningsduet om hans navn, i kærlighedsduetten i ’Tristan’ og i forspillet til ’Götterdämmerung’, hvor Brünnhilde og Siegfried taget afsked med hinanden, er der en birkebarklys klang i stemmerne, der er som om vi er løftet ind i et nordisk univers af uendelig fordybelse, mennesker ladt alene og ’Ringenes Herre’ fra ende til anden. Flagstad kan sætte høje toner an, som om hun henter dem, allerede støbt, ud af intetheden.
Lotte Lehmann, Frida Leider og vores egen sopran Dorothy Larsen synger på et højt niveau, men Flagstad er, som Melchior, i en verden for sig.
Der er meget mere at hente undervejs på de tre cd’er. Sågar også eksempler på, hvordan Melchior har vovet sig ind i det det italiensk repertoire – dér, hvor stemme og væsen passer ham: Otello, Canio i ’Bajadser’, Vasco da Gama i ’Afrikanerinden’ f.eks. Men sunget på tysk – optaget i London med Barbirolli som dirigent i maj 1930. Det italienske sprog tror jeg aldrig, han vovede sig ud i.
Der er masser af highlights på de tre cd’er. Og muligheder for at sammenligne Melchior i forskellige perioder. ’Valkyrien’s 1960-1. akt f.eks.  med den 30 år tidligere Bruno Walther-dirigerede version med Wienerphilharmonikerne, som er med på CD1 i uddrag. Større tempovariation hos Walther end hos Thomas Jensen. Og således fremdeles. Der er uendelige muligheder for at fordybe sig i de plader.

gregersDH.dk