VILD MED SHAKESPEARE

Lars Mikkelsen har lavet en helt ’nørdet’ Shakespeare-forestilling sammen med skuespillerkollegaen Thomas Magnusson. Den er et frækt svar på kravene om underholdende og let forståeligt teater.

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam

Glem alt om Troels Hoffmann og ’Forbrydelsen’ og hele nationens forbryderjagt foran tv-skærmen i efteråret.
Lars Mikkelsens arrogante borgmesterkandidat er ’ude’. Og Mikkelsen for længst på nye veje. Dér hvor han – ifølge egne talrige udsagn – har det allerbedst: På scenen. På de skrå brædder, som i øvrigt ikke er spor skrå dér, hvor han står lige nu: I Kaleidoskops sal i den gamle Kanonhallen på Østerbro.
Han har noget for. Et Shakespeare-spil, som ikke ligner noget andet. Håndplukkede citater i én stor butik, som lyder rodet, men som er gennemtænkt i en sammenhæng, der gerne skal få os til at spidse ører. Og vride velkendte scener i nye vinkler. Få os til at le, græmmes, hulke eller smile, og gerne åbne for ny gennemtræk i vores hjernevindinger.
Stykket hedder ’Flammens muse’ – et citat fra prologen til ’Henrik 5.’ Prologen er en appel til både skuespillere og publikum om at lukke op for fantasi-sluserne, lytte og se det alt sammen for sig: Slag, konger, fyrster, krigsskibe, Frankrigs sletter o.s.v.

”Ja, sådan er Shakespeare. Det er derfor, jeg er så vild med ham. Og derfor, vi har kastet os ud i denne her forestilling. Egentlig startede det hele med, at vi sad i en båd og fiskede. Mig og Thomas Magnusson. Han er uddannet på teaterskole i England. Han begyndte at sidde og blære sig med nogle engelske monologer. ’To be or not to be’ og den slags. Så kunne jeg ikke dy mig. Jeg begyndte også at blære mig. Jeg kunne jo citaterne på dansk. Så sad vi der og rablede videre og lavede ekko på hinanden. Det blev til, at vi vendte og drejede, hvad det var med de oversættelser og betydningen af ordene. I dialoger og monologer. Shakespeare er blevet oversat mange gange. Der kommer hele tiden nye generationer af oversættelser. Tingene flytter sig lidt efter den tid, stykkerne spilles i. Englænderne laver til gengæld ikke om på noget. Det er jo deres sprog. Det var sådan nogle ting, vi flippede over. Og legede med. Det lyder nok ret nørdet, ikke?”

-Jo.

”Det er det også. Men det var sådan noget, vi fik lyst til at undersøge. Vi gik og rodede med det, dengang der lige var trådt en ny regering til, den samme regering som i alle de år har gjort denne her tjans – skuespillerjobbet – en rigtig bjørnetjeneste. Altså gjort det til det væsentligste, hvor mange der nu sidder i teatrene. Det betyder selvfølgelig noget for nogle af de store teatre. Men hele underskoven af andre teatre lever af at lave forsøg. Af at prøve at gå nye veje. Vi fik lyst til at lave noget, der går imod det dér med, at bare teatrene bliver proppet med publikum, så er alt i orden. Det er jo ikke kun dét, det skal handle om. Også om at flytte tingene. Og grave ned i dem. Undersøge, hvad teksterne betyder og kan bruges til. Nu laver vi noget, der er rigtig højrøvet!”

– Og hvad med publikum?

”Når vi lavede de der eksperimenterende forestillinger på Det Kgl. Teater for et par år siden, kunne jeg stå og kikke ud gennem tæppet og se det pænere borgerskab – både unge og gamle – sidde med korslagte arme og ligne en lukket bog, før en forestilling gik i gang. Jeg tænkte: Der er en skævvridning. Vi skal kunne vores. Selvfølgelig. Vi skal have tænkt: Hvordan kan vi formidle dette her? Men publikum må ikke frasige sig sin del af at være til stede i dette her rum. Det er ikke som at gå i biografen. Man er til stede. Og vores forestilling er afhængig af, hvad publikum vil os. Lige så meget som, hvad vi vil dem.”

– Publikum vil vel underholdes. Det er det, også regeringen mener.

”Hvis det er dét…og hvis det kommer oppe fra, at vi dybest set ikke har brug for det egentlige teater, så vil man få en lavere og lavere fællesnævner for, hvad det skal være. Nu kan du se ’Smagsdommerne’ i tv. Der går man også efter den laveste fællesnævner for, hvad teater er. Det flader helt ud. Når nu f.eks. ham Knud Romer bliver spurgt: ”Hvad synes du om dette her teaterstykke?” Så svarer han: ”Jamen, jeg hader teater!”… Studieværten fortsætter: ”Men sig bare, hvad du synes om det!” Og Romer siger: ”Jeg kunne ikke lide det.” Slut og færdig arbejde. Vi kommer så lavt ned, vi overhovedet kan. Jeg kan da også gå ind på det første, det bedste værtshus og sige hvad som helst. For mig er ham Shakespeare hele min årsag til teater. Jeg vil sgu have, man snakker om det på et vist plan. Det gør ikke noget, at det er svært. Det er noget af det, kunsten skal kunne. Flytte folk en lille centimeter. Det gør ikke noget, det ikke altid er helt forståeligt med det samme. Sådan har jeg det selv. Læs det lige igen.”

– Shakespeare-tekater KANvære svære.

”Selvfølgelig. Men det gør ikke noget. Jeg kender da godt det med, at man nogle gange står med passager og siger: Det her er svært at forstå – kunne man ikke rette det lidt ud? Så siger jeg: – Fandeme nej. Det har en poesi. Hvis vi retter det, så flader det ud og mister en dimension. Vores mad-på-bordet ligger jo i det litterære forlæg, ikke? I ’Flammens muse’ får man ikke nogen brugsanvisning. Det er ok, hvis publikum har læst på lektien. Men også ok, hvis de bagefter får lyst til at gå hen og tage fat i det. Jeg har det, som Shakespeare selv siger i prologen til ’Henrik 5.’: Det gør sgu ikke noget, I ikke er klædt på. Men nu I er her. Så kom med! Arbejd med os! Vi lover jer, at vi har gjort vores arbejde til det yderste. Vi har vendt hver brik. Det er ikke det samme som, at I skal kunne lide os. Men leg med! Prøv! Det har vi i vores tid måske svært ved. Det er nemmere at ’baisse’ dét, man ikke kan lide eller ikke lige forstår. Jeg forstår ikke 100 pro cent en monolog som Macbeth’ ’To morrow and to morrow and to morrow’, men jeg begynder forfra næste år og næste år og næste år. Men så er der scener – som mellem Othello og Jago. Replikkerne går ping-pong. Fuldstændig moderne. Næsten som en dialog hos Harold Pinter.” 

– Du og Thomas Magnusson har selv stykket ‘Flammns muse’sammen.

”Ja. Og musikeren Klaus Risager. Vi er alle tre på scenen. Det er sådan et fælles teaterpolitisk udsagn. Vi har ikke penge med fra nogen til at lave det. Kun lige det nødvendigste fra Kaleidoskop. Det er sat op på 15 arbejdsdage.”

– Skal du ikke en dag have dit eget teater?

”Jo. Det vil jeg gerne. Men det er svært at tage den beslutning: At blive arbejdsgiver. Jeg vil også gerne spille. Jeg har svært ved at løsrive mig fra skuespillerfunktionen.”

– Instruere?

”Det skal jeg. På et tidspunkt. Jeg blander mig jo i al ting. Hele tiden. Så jeg kan lige så godt begynde på det.”