VI KAN IKKE STÅ OG VÆRE DE SAMME IDIOTER HVER GANG
Lars Mikkelsen har sensationel succes i øjeblikket med sin rolle som en slags X-faktor-opkomling i ’La Bête’ på Grønnegaards Teatret. Rollen er lært og indstuderet af ham på køkkentrappen til hans Vesterbro-lejlighed.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller
——————————————————————-
”Jeg må lige ha’ en smøg…”
Lars Mikkelsen kanter sin lange krop op fra sofaen. Jeg sætter båndoptageren på pause. Væk er han. Ude på køkkentrappen.
Det er dér, der ryges. Det er jo hensynsfuldt. Lars Mikkelsen har to drenge, han er gift med kollegaen Annette Støvelbæk, og der skal ikke være røg, hverken i køkkenet eller stuerne.
Men trappen er til andet og mere. Den er Mikkelsens domæne. Hans arbejdsværelse. Dér, hvor rollerne bliver til, indstuderet, teksterne lært og tilegnet. En krympet køkkentrappe, model 1900. En af den slags klassiske, københavnske faldgruber, stejl som en søjle, smal som en orgelpibe, trappen, som tjenestepiger og tiggere engang var henvist til, dengang de tårnprydede ejendomme rejste sig og slog sig for brystet, og byen voksede ud ad Vesterbros Sønder Boulevard.
”Man kan se Rådhustårnet fra hjørnevinduet,” siger Lars Mikkelsen, da han er tilbage fra rygepausen..
Ja, man kan. For enden af Sønderboulevard, tværs gennem Halmtorvet og hen over Hovedbanegården og Tivoli.
Et bosted for en københavner!
Men vi er, lige nu, mere interesseret i køkkentrappen som arbejdsværelse.
– Du kan da ikke sidde derude og råbe højt… Beboerne…
”Ingen hører mig. Jeg råber ikke højt. Jeg mumler måske. Hvisker. Det er en slags indre land. Mit kammer. Dér sidder jeg i timevis med teksten. Ryger, når det passer mig. Der kommer aldrig nogen. Jeg ved ikke, om jeg skræmmer folk væk fra trappen. Jeg har den i hvert fald altid for mig selv.”
– Men på et tidspunkt skal du vel sætte stemme på…
”Selvfølgelig. Når jeg nærmer mig et resultat. Så tager jeg fat i Anette. Så er det hende, der er væg. Det har hun indvilget i. Indtil videre. Men man er jo følsom: – Hvorfor griner du ikke? Er det ikke sjovt?… Man vil hele tiden bekræftes.”
Mens Lars Mikkelsen smøger på trappen, har jeg rejst mig og kikket på hans enormt fyldte bogreol. Overskrider jeg en tærskel? Lars Mikkelsen værner jo om det private. Fotografen har fået at vide, at det helst ikke skal være sådan noget ’hjemme hos’-agtigt.
Der er alt muligt på hylderne. Og det er ikke en ’til pynt’-samling. Det er læste bøger. Shakespeare, Moliere, teaterlitteratur, Biografier. Masser af digte. Lars har det godt med vers. Rim og rytme.
Det ved vi fra Det Kgl.s kæmpesucces med ’Misantropen’ sidste år. Og fra ’La Bête’, der nu har skudt ham til vejrs som sommerens sensation på Grønnegaards Teatret.
Vers stormer gennem stykket som Nytårs-fyrværkerier. I pointer, der knitrer som fygende rap. Og som den regn, der har været ved at drukne både Grønnegården og alle andre udendørs teatre i denne sommer.
På trappen har han altså siddet og lært disse kilometer af versificerede replikker. Denne maraton af en monolog, som han indleder med – på scenen. En halv time. Vi taber vejret. Det er åndeløst. Han taber selv vejret. Eller lader som om. Pludselig kulminerer monologen i, at han er totalt stum i det meste af et minut. En effekt, der får publikum til at tabe kæben.
Kritikken og publikum har været nærmest målløs. Som en anmelder skrev: ”Her gløder hele meningen med teatrets kunst.”
Lars Mikkelsen fik stukket manuskriptet til ’La Bête’ ud, mens han stadig spillede ’Misantropen’. Det var ved en julefrokost. ”Bare sig JA!” råbte Steen Stig Lommer og Christopher Berdal i kor, før han havde læst en stavelse. Lommer – teaterchefen. Berdal – instruktøren.
”Jeg sagde ja. Men det var godt nok crazy! En ekstrem mærkelig opgave. Lige fem minutters intro. Og så tredive minutters monolog. På vers! Spille en galning! En klovn! Jeg har godt nok haft nogle år som gøgler, inden jeg blev skuespiller, så jeg kan lægge lidt ind med at jonglere og blæse ild. Men det sted, du snakker om – dér hvor han klapper i – er kulminationen på en tur, hvor denne taber, denne gøgler Valère fra bunden af showbizz i 1700-tallets Frankrig, sætter alt på ét bræt, løber linen helt ud. For at blive anerkendt af ham den fine teatermand Élomire…”
– Som Troels Lyby spiller…
”Ja. Valère prøver alt. Han vil accepteres. Han vil have Élomire til at sige: Kom med i vores teater! Hele monologen er ét langt råb: – Elsk mig! – Elsk mig! – Elsk mig!! Han vil bekræftes. Og mere end det. Han vil fremstå som storartet. Gennemtænkt. Belæst. Vidunderlig. Genial. Som hvad som helst, bare for at få den anden til at sige ja. Det er helt forkvaklet, komisk og forfærdeligt. Enhver kan se det. Publikum kan se. Elomire siger det: – Du er rædselsfuld!”
– Og han er også en svindler, ikke?
”Han vil sælge sin bedstemor for hvad som helst. Jeg har tænkt på mange paralleller: H.C. Andersen f.eks. Underklassedrengen, der ikke kendte grænser. Alt hvad der fandtes af danske mæcener kunne efterhånden ikke holde ud at få ham inden for dørene. Han snakkede jo kun om sig selv. Hele tiden… I London havde Dickens besøg af ham nogle dage. Og da H.C. Andersen vendte tilbage 2. gang, havde Dickens stillet et skilt i vinduet, hvor der stod ’Til salg’. Han lod som om han ikke var hjemme. Han ville ikke have ham ind.”
– At ville bekræftes i, at man dur til noget – det er vel ikke så underligt…
”Nej, for søren. Det kender jeg da godt selv. Det er da også derfor jeg bliver lige så jeg dirrer, hvis ikke Annette synes jeg er sjov. Selvfølgelig kender jeg sådan en som Valère fra mit eget liv som gøgler dengang. Man ville bare optræde. Tjene nogle penge. Være på. Det var dér, jeg startede. Ikke en tanke på, at man skulle være noget for andre mennesker. Valère er som et barn, der er bekræftelsessyg. Det er lige som dem, vi ser i X-faktor. X-faktor er masser af dårlig smag og følelsesporno. Men ind imellem kan det alligevel bevæge mig. Få fat i mig. Der er bare alt for meget af det. X-faktor, Paradise Hotel o s.v. Det fylder for meget. Men ind imellem ser vi de rene originaler. Grimme ællinger, der pludselig folder sig ud. Selvfølgelig er der masser af dårlig smag. Og jeg ved da alt om dårlig smag med meget af det, jeg selv har lavet. Men altså: At få dårlig smag løftet ind i versform – og bruge al den ekspertise, som jeg selv har fået efterhånden – i netop den form…”
– Der er noget stand up over rollen – du taler af og til direkte til publikum…
”Jo, men det er alligevel noget andet. Selvom det er en kæmpe monolog langt hen ad vejen, så er man også i en slags dialog med de andre på scenen. Christoffer Berdal har set ’La bête’ i London. Han fortæller, at fra det øjeblik Valère kom på scenen, stod de andre bare i baggrunden og ventede, til det var deres tur. Det dur ikke. De skal hele tiden være lige ved at sige noget, klar til at afbryde, komme med indvendinger.”
– Men du henvender dig tit til publikum.
”Ja, det er klart. Det er dét, de kan, de tekster! Man er i samme rum som publikum! Shakespeare og Moliere arbejder jo ikke med en ’væg’ mellem skuespillerne og publikum. Den der ’4. væg’, der tales meget om i det nyere, naturalistiske teater. Dér kan det være ok, men nogle gange sidder folk og tænker: Hvad har dét med mig at gøre? – Jeg elsker den henvendelse til publikum! Måske fordi jeg engang har været gøgler. Men jeg kan da have problemer med nogle instruktører. De siger: – Du skal bare kikke hen over hovedet på folk. Men så siger jeg: – Hvorfor det? Folk skal mærke, at vi vil dem noget. Noget godt og ikke noget ondt, når du går lige i øjnene på dem. De skal ikke tro, at du er ved at hale dem op på scenen for at gøre dem til grin. De skal ikke intimideres. Shakespeare og Moliere giver så mange muligheder for at spille direkte til folk. Nogle skuespillere er lidt bornerte omkring det…’jeg kan altså ikke lide at se folk direkte i øjnene,’ siger de. Men jeg siger: Det skal du! Du skal ville dem alt det bedste med det, du gør!
Altså i en forestilling som denne her. Det bliver nok anderledes med den næste, jeg skal med i.”
– Den næste? Du siger ellers, du vil holde fri i et halvt år efter denne her kraftpræstation.
”Det vil jeg også. Men til februar begynder vi prøverne på Lars Noréns ’Dæmoner’, der skal op på Gasværket. Det bliver en helt anden snak. Det kom sig af, at jeg var nede sammen med Annette på Sorte Hest Teatret og se Camilla Bendix og Peter Oliver spille Strindbergs ’Kreditorer’. Det var dér, Oliver sagde: – Sku’ vi ikke lave ’Dæmoner’, os fire?’”
– Et djævelsk parforhold-spil…
”Ja. Og jeg tænkte: Jo – nu er vi blevet så voksne i det, vi laver, at vi begynder at have den erfaring og ekspertise, der skal til for at spille den slags tekster. Det indre land, det indre liv. Både den spillemæssige ekspertise for sådan nogle folk som os i vores generation – de af os, der har fået lov at blive ved. Men også det, at vi har et levet liv, og måske kan tilføre rollerne det, de skal have. At man ikke behøver strække sig ud i overspil for at nå det. At man har lært noget på vejen. Er kommet lidt videre med sig selv. At man f.eks. ikke er så edderspændt hele tiden. Bedre kan klare, hvordan livet nu rammer en. Alt det, det handler om: Livet, børn, der vokser op og bliver til noget. Parforholdet, der forandrer sig. Mennesker, venskaber, der bliver tætte eller opløser sig, bliver til andre venskaber. Og så den tid, man lever i og som påvirker en. Det er jo et sammensurium. Som skuespillere er vi hele tiden ekstremt opmærksomme på os selv som instrument. Ikke kun det, man kan høre og se. Også de erfaringer, man trækker på. Hvordan bruger vi dem? Hvordan kommer vi videre? Nogle gange kan man tænke: Kan man ikke bare gentage det her? Bare slappe lidt af nu og spille det samme igen? Men det holder ikke. Hver eneste opgave er en ny og anderledes udfordring. Generatoren kører hele tiden.”
– Anderledes end i andre brancher?
”Det specielle for vores branche er måske, at vi arbejder i meget fortættede og komprimerede processer over et par måneder ad gangen. Indstuderer…Spiller…Og er allerede i gang med indstudering af næste forestilling, mens vi spiller den forrige. Det samme dobbeltløb fire-fem gange om året. Jeg har snakket det sidste par år med nogle folk, der kører en konsulentvirksomhed. De har også været med til nogle prøver. De oplever, at alt og alle bliver ekstremt synlige i en proces med skuespillere. De, der ikke gider – og de, der godt gider. De, der ikke vil – og de, der gerne vil. De, der ikke kan – og de, der kan. De, der ikke formår at gå i konflikt – og de, der altid søger konflikt. Selvfølgelig er der det samme krukkeri og det samme ’jeg-slår- ikke-til’, som man finder på landets arbejdspladser i øvrigt. Men det er nok mere synligt hos os end i andre brancher.”
– Hvad kan man så lære af det?
Lars Mikkelsen tømmer kaffekoppen, ligner en, der er klar til at tale videre i et par timer, men tager sig i det. Der er en aften forude. Med en verbal slagterbutik af en forestilling, der kræver sin mand. Og der skal lades op og hviles, inden hans Valère med et listigt smil sniger sig ind på scenen bag om Troels Lyby og Paul Hüttel, klar til at jorde dem med kaskader af ord.
”Hvad man kan lære af det? At vi må blive klogere og bedre til det. Hele tiden. Vi kan ikke stå og være de samme idioter hver gang.”
