FORELSKELSERNES FORVIRRENDE MANGFOLDIGHED
CphStage har bragt et nyt kuld af skuespillere fra skolen i Århus til København med forestillingen ‘Lang tid efter’. De gennemspiller deres egen generations usikkerhed med et stykke om flydende parforhold.
***
EN besynderlig affære. Skæv på en særlig måde. Det er skuespilelevernes afgangsforestilling fra teaterskolen ved Aarhus Teater – vi plejer at se den på Aarhus Teater, men her kommer den så til os som gæstespil på Edison Teatret i anledning af CphStage-festivalen.
Den handler om forelskelse. Om at være ung. Om at være forvirret. Og så om at demonstrere skuespiller-færdigheder – ikke mindst det sidste.
En afgangsforestilling er et showroom, som teatrene som arbejdsgivere kan bruge til at se de nye talenter ud: Kan de noget? Er de typer og karakterer, som det er værd at holde øje med og måske allerede nu slå en klo i?
’Lang tid efter’ er skæv af flere grunde. Den sender, så vidt vi kan se, kun fem af afgangsholdets ni unge på banen. Hvad så end grunden er til det.
Den er blevet til på en god idé: Usikkerheden og planløsheden i parforhold i skuespilelevernes egen generation. Scenen er en overdådighed af flyttekasser og fem døre, som spillerne kan bevæge sig ind og ud af, hvilket de gør i en uendelighed, ligesom de agerer evige flyttemænd og flyttekvinde for deres utålmodige rokering. Der er kun en pige på holdet: Den energiske og ganske repliksikre Josephine Park. Hun har krammet på, og krammes af, den ene efter den anden. Ligesom der blandt drengene også er et par stykker, der har noget kørende indbyrdes, som fører direkte til næste gay parade.
HVA’ SÅ?
Stykket, i den udgave vi så på Edison, varede ca. et kvarter længere end skitseret.
Det er på den ene side typisk for et stykke, der er skrevet af flere forfattere (Julie Petrine Glargaard og Thomas Markmann) med bidrag hen ad vejen af skuespillerne selv, også bidrag til instruktionen, som Lene Skytt står for.
Dermed offer for overskud af kokke og overladt til sådan et ’Hvorfor ikke også…?’, som kan være livsfarligt for selv den bedste ide.
Men samtidig får forestillingen også en vis charme, fordi der fortælles om ustandselig henholdende konflikter, valne beslutninger og fortrydelser, når alt på en gang er livsvigtigt og alligevel efter modellen: ’Nå det var bare ærgerligt’. Og den standardterm, der blandt mange unge hedder: ’Hva’ så?’
Alt står i luften som pauser, bratte brud, nye tilnærmelser, afløst af ny ubeslutsomhed. Lidt det som tyskerne under 2. verdenskrig på østfronten kaldte ’elastiske tilbagetrækninger’. Vi befinder os i en stemning som i et klaverstykke af Debussy, der i drømme bare forlænges og forlænges.
Det er sejt – i ordets oprindelige betydning. Men også ganske fascinerende. Udover Josephine Park er de medvirkende Max Raundahl Laursen, Matias Hedegaard Andersen, Michael Slebsager og Zaki Nabil Mehabil.
Stykkets totale titel er ’Lang tid efter kommer det værste’. Det går måske i al sin forfærdende virkelighed på ’ægteskabet’. Forhåbentlig ikke på de unge skuespilleres fremtid.
gregersDH.dk
Jeg vil gøre opmærksom på, at denne forestilling blot er én af i alt fire afgangsforestillinger fra Aarhus Teaters Skuespillerskole. De tre andre var henholdsvis to monologer og en duet.
Ena Spottag Fog opførte monologen “Darth Wendy”, skrevet af Henrik Szklany, Nanna Cecilie Bang og Durita Dahl Andresen opførte deres “devicede” forestilling “Løfter” og jeg selv, Ulrik Nykjær Jeppesen opførte monologen “Medpassager” baseret på “Om natten før skoven” af Bernard Marie Koltes.
Alle fire afgangsforestillinger blev vist på Edison i dagene 17. og 18. juni. Grunden til at vi er delt op i flere projekter, skyldes skolens forsøg på at give os en erfaring i at skabe vores egen forestilling med alt hvad det indebærer. Hver elev fik en pose penge, og så kunne man finde sammen, som man havde lyst. Nogen ville gerne lave noget i en gruppe, andre ville gerne lave noget alene, og heldigvis gik alles ønsker op. Og det har bestemt været lærerigt at lave sit eget helt fra bunden. Og man har fået meget mere teater for pengene, end hvis afgangsforestillingen var blevet lavet som tidligere, hvor hele holdet medvirkede i et teaterstykke.
Men det jeg egentligt gerne vil frem til er, at det er frustrerende for os, der ikke bliver omtalt i ovenstående anmeldelse, at manglende kommunikation enten fra den ene eller den anden part (lad mig understrege at jeg ikke peger fingre af nogen bestemt) skaber den misforståelse, at vi ikke har lavet noget. Intet kunne være mere forkert.
Så derfor vil jeg meget gerne invitere dig, Gregers, til at se min afgangsforestilling “Medpassager” på Københavns Musikteater i slutningen af september, mere info følger. Og jeg giver sgu en kold øl i baren bagefter, hvis du dukker op. Håber på at se dig:-)
Og dejligt at du kunne lide de andres forestilling, jeg synes, at jeg går på verdens fedeste hold! Eller rettere gik…
Kære Ulrich N.J. – tak for din kommentar. Jeg kan sige dig – og en af dine kamerater fra skolen, der ringede til mig – at jeg greb chancen i mylderet af CPH-Stage-muligheder for at se og anmelde ‘Lang tid efter’. Der var nul program og ingen brugbare oplysninger at få på Aarhus Teater bortset fra billedet af samtlige elever – uden navne på dem. Derfor var jeg nødt til at skrive som jeg skrev.
Tak for tilbudet om en bajer, hvis jeg kommer og ser din forestilling på KM i slutningen af september!!
Gregers