Lane Lind i ‘Hvis livet var en sang’ på Café Liva (foto: Brita Fogsgaard)

EN VALS, DER ER VED AT LØBE LØBSK

Skuespilleren Lane Lind fortæller underfundigt på Café Liva om sit liv.   

’Hvis livet var en sang’. En kabaret med Lane Lind. Instruktør: Mads M. Nielsen. Musiker: Lasse Schmidt. Varighed 1 t 45 min. inkl. pause. Spiller indtil 18. august på Café Liva.

****

EN vals, der er ved at løbe løbsk. Bevidst, overstadig og desperat. Sådan slutter Lane Lind sit selvportræt på Café Liva. Jacques Brels ’Karrusellen’ som snurrende slutspurt i hendes forestilling. En boblende, urovækkende bekræftelse på livets tummelumske ubestandighed. Hendes liv, sådan som hun har valgt at fortælle om det i denne kabaret-forestilling. Et flimrende udtog af oplevelser, erindringer, fortællinger om et skuespiller- og et privatliv, der har været næsten så rundtosset som Brels karruseltur.

VI følger hendes beretning næsten som et spejl af den Gertrude Stein-monolog, hun tog kegler med for nogle år siden. Her på Café Liva vendt mod hende selv. Underfundigt. Ironisk, frejdigt, fortællende, anekdotisk. Blufærdig det ene øjeblik, skånselsløst udleverende det næste. Noget, der overfladisk kunne ligne hendes portræt af den intellektuelle starut Gertrude Stein, der i Paris som en igle sugede næring fra berømthederne, der cirklede omkring hende. Hemingway, Picasso etc.

MEN Lane Linds selvportræt er anderledes jordbundet og saftigt. Her svirrer det også med navne, Jens Chr. Schmidt, Olaf Ussing, Preben Uglebjerg, Arnoldi, Odd Wolstad, Kaj Wilton, Dick Kaysø, Ole Møllegaard, Susse Wold, Peter Kupke, Preben Harris, Henrik Lundgren. De er bipersoner, fodnoter og ubehæftet med pral fra Lane Linds side. Olaf Ussing, som kaldte hende et rædselsfuldt kvindemenneske, men flirtede uhæmmet med hendes mandlige kærester. Preben Uglebjerg, som sagde, at det mest musikalske ved hende var, at hun rejste sig, når der blev spillet ‘Kong Christian’.

TAG de navne eller lad dem ligge, hvis de ikke siger netop dig noget. Det vigtigste er Lane Linds modne og rørende glæde ved at fortælle om sig selv som en uvorn, almindelig pige, der drømmer – ikke om berømmelse, mere om bare at udfolde sig – på scenen, i rampelyset, i privatlivet, med sex, med mænd, med alle tænkelige oplevelser, der ikke opsøges målrettet, men kommer dumpende som tilbud. Hun er jæger med slangebøssen for en sikkerheds skyld hævet mod, hvad der kunne vise sig.

HISTORIERNE strømmer fra hende. Og sangene. Dem, hun har sunget på scenen – ’Pige, træd varsomt’, ikke kun ’thi scenen er skrå’, men ’varsomt til skole i dag’, et lille Pingklub-nummer som barn. Og dem, hun ikke har sunget, men gerne ville have sunget, store musicalroller, hvor det nærmeste hun kom var at agere stand by for Eva Rydberg eller Lone Helmer eller hvem det nu var.

LÆRERIGE erfaringer, ikke mindst for de strømme af elever og studerende, hun har haft gennem de femten år hun var leder af skuespilleruddannelsen ved Odense Teater. Hendes utallige roller i alle genrer. Hendes tummelumske private parforhold – vi beriges med en lille kædereaktion af herrer og bl.a. en beretning om hendes livs første orgasme, da hun var tyve. Hendes spring ud i det uvisse, f.eks. med indisk guru-halløj gennem nogle år. Og jo: Oplevelsen af virkelig berømmelse, da hun havde en lille rolle i ’Billy Elliot’ på Det Ny Teater og under en prøve overraskende blev bestormet af en flok børn, der skulle medvirke i forestillingen: ”Det er dig fra ’Matador’!!’

DET var det nemlig: Hun spillede den lille rolle som festoriginalen Jenny, der kører galt i Mads Skjerns bil. Dér havde hun ramt et folkeligt søm, om man så må sige.

LANE LIND har fin afstand til sig selv. Lidt koketteri? Også dét. En rød tråd i hendes fortælling handler om hendes 75 år. Jo, jo da. Det grønne lys ved fodgængerovergangene skifter for hurtigt! Og hun bander og svovler over mas med at få noget elektronik til at fungere. Indtil barnebarnet Carmen lægger en hånd på hendes skulder: ”Du kan godt, farmor…” Næste generation rykker. Fortid og fremtid smelter sammen. Som i Jacques Brels karrusel.

LANE LINDS søn Mads M. Nielsen har iscenesat og instrueret. Og Lasse Schmidt akkompagnerer på sin guitar.

gregersDH.dk