Agnete Munk Rasmussen i ‘La Traviata’ (Foto: Anders Bach)
LA TRAVIATA PÅ LAZARET
Den Jyske Operas ’La Traviata’ har stærke solister i en problematisk iscenesættelse. Gæstespil på Det Kgl.
****
DER er forestillinger, der vinder undervejs. Stille og roligt. Sådan en er Den Jyske Operas ’La Traviata’.
Man starter f.eks. med at tage en dyb indånding under ouverturen. Tæppet er oppe, og dér ligger Violetta i en hvid jernseng belyst af en enlig, skarp pære og får besøg af lægen.
Er det nu smart? Jo, måske netop: Smart. Og ikke helt rart. Den ouverture er til for at samle atomerne for publikum, tænde en musikalsk glød, inden tæppet går op.
Nu skal man måske ikke straks gøre iscenesætteren, den engelske Olivia Fuchs til en manieret hittepå-Maren – bare på grund af den åbning. Vi ser da tanken: Varsel om operaens slutning. Udmærket kneb, set før.
At vi nu skal henvises til et lazaret i et mellemøstligt gys af en øde hospitalskaserne, er besynderligt.
Men pyt så. Det kan til dels skrives på, at scenografien er lavet til turnébrug. Selvom skrabet enkelhed ikke behøver at være ensbetydende med grimhed. Tænk på den berømte Salzburg-udgave af La Traviata’. Hvor lægens faretruende tilstedeværelse gennem operaen i øvrigt fungerer med en anderledes isnende effekt.
TENOREN
Det kommer vi så over. Ligesom vi kommer over så meget andet scenografisk nødtørftighed forestillingen igennem.
For så at samle os om det sanglige og musikalske. Giordano Bellincampi er heldigvis mand for at klare nogle svævende små puf, når især tenoren Sune Hjerrild klart ønsker nedskruning af tempoet – det kan ligefrem være en oplevelse at se og høre, hvor hurtigt og gelinde den slags kan manøvreres på plads af en suveræn dirigent. Hjerrild vil gerne have albuerum til sit meget smukke belcanto, og det får han.
Hjerrild er måske ikke den vævreste Alfredo, vi har set, men han er en ægte, lyrisk tenor, som vi nu kan satellitfølge i hans udenlandske karriere – jeg mindes en eksperimentel og meget smukt sunget Rodolphe i ’La Bohème’ på det lille Rialto Teater, mens han vist endnu gik på Operaskolen. Stemmen er vokset og blevet endnu smukkere. Scenisk har han betydelig troværdighed.
SOPRANEN
Sådan er det også med Agnete Munk Rasmussen, der sang Violetta denne første aften på Det Kgl. En tæt-på pragtpræstation – efterhånden som hun fandt sig selv helt til rette. Hendes store scene i 1.akt manglede den sidste cm i vokal bredde – det er nok grundlæggende en slank stemme, men klangligt kom hun først på niveau med sig selv fra og med 2. aktens scener med Alfredo og gamle Germont.
Det er en sopran, der har udviklet sig i format, hvis man tænker tilbage på hendes Nattens Dronning i ’Tryllefløjten’ på Det Kgl. i 2000 og hendes Christina i ’Phantom’ på Det Ny Teater i 2003.
Germont Père – her kom så tredje vokale slagnummer på banen: Amerikaneren Robert Hyman, der scorer på en bastant, flot klingende baryton og en facon, der perfekt rammer den noble Biedermeier-bedsteborger Germont, manden, som fastslår livsbetingelserne for Violetta: ’Når kærligheden dør, kommer kedsomheden’, formodentlig ud fra personlig erfaring. Sjældent har man set træmanden Germont Père ramt så imponerende. Og pudsigt.
KORET
Koret må slås med en del koreografiske urimeligheder og påfund – stilløsheden synes at være et halvt gennemført princip i forsøget på at påvise parisisk letsind og dekadence i 1800-tallets midte.
Men koret formår i hvert fald sangligt at markere sig både smidigt og flot tværs hen over arrangementer, som man måske ville have været stolte af på salig Zigeunerhallen på Nørrebro eller Røde Kro på Amager.
Den Jyske Opera spiller ’La Traviata’ igen i aften på Det Kgl.s Gamle Scene. Denne gang med Elsebeth Dreisig, David Danholt og Ivan Dimitrov i de centrale roller. Derefter landsturné indtil 23. november.
