MONTEVERDI

SOM

SKOLEKOMEDIE

Monteverdi-portræt i sej model på Operafestivalen.

’La Tragedia di Claudio M – et år i Claudio Monteverdis liv’. Torsdag aften i Koncertkirken på Blaagaards Plads på Nørrebro. Varighed: Knap to timer.

**

HER skal vi så på arbejde. Det er ok. Men det er et spørgsmål, om det er umagen værd.

OPERAFESTIVALEN har entreret med det hollandske foretagende Musica in Scene (fra Haarlem – i Holland!) om at gæstespille med deres ’La Tragedia di Claudio Monteverdi – et år i Claudio Monteverdis liv’. Ideen om at placere forestillingen dagen efter Bakanova-koncerten på Børsen er fin – hun brændte sig fast som oplevelse med sin stærke fortolkning af et ret ukendte værk af Monteverdi, som i dramatisk koncentreret form fortæller en korsridder-historie, musikalsk fuld af mesterlige enkeltheder, samlet omkring fortællingen om en fatal duel mellem ridderen og hans modpart, en kvindelig, muslimsk heltinde.

MONTEVERDI? har hollænderne spurgt sig selv. Ved vi egentlig noget om, hvem han var, hvordan hans liv formede sig, hans karriere? Ikke meget. Så det digter vi en historie om. ’Vi’ er en forfatter plus et komponist-kollektiv på fem mand.

MEGET klogere bliver vi ikke af den historie. Den tager udgangspunkt i komponistens situation, da han i 1607 bakser med det, der blev hans gennembrudsværk, ’Orfeo’, og hertugen af Mantua, hans arbejdsgiver, vil have ham til noget andet. Det er ikke den hertug, vi kender fra ’Rigoletto’, ham som knalder tenorarien ’La donna e mobile’ ud på en Verdi-melodi, som straks blev slagsang og lirekasse-favorit. Men det kunne såmænd være samme hertug. Vi er i 1600-tallets Mantua i begge tilfælde.

FORTÆLLINGEN bliver hurtigt ganske forvirrende i denne ambitiøse og kluntede hollænder-udgave. Ophavsmændene har forspist sig på det allegoriske gudehalløj i ’Orfeus’. De kombinerer det med Monteverdis samtidige planer om at skrive en opera om ’Ariadne’ (hende vi kender fra Richard Strauss’ ’Ariadne på Naxos’). De kombinerer det yderligere med, at hertugen samtidig skulle have et kæmpe karneval i paladset (Strauss spøger igen). Og endnu yderlige med en Monteverdi-datter, der dør, mens han skriver på sit partitur, og en forførende sopran i Ariadne- og et par andre skikkelser. Alt sammen plus at det går helt galt, da opførelsen baseres på, at ikke bare hun, men de fleste af de andre skikkelser på skift agerer mennesker og guder.

VI kommer altså på arbejde, hvis vi vil følge med. Det gør vi gerne og følger den udleverede handlingsbeskrivelse i de tre akter. Uden pause i knap et par timer på de hårde træbænke i denne kirke. Intet skal skræmme os, bortset fra den indviklede og temmelig skolekomedieagtige fremførelse med rimeligt gode sangere, og en skuespiller i Monteverdi-rollen, nydelig, men noget lost som den hovedperson, hvis tanker, ideer og vrede over at være manipuleret af en hertug og hans folk, der ikke fattede hans nyskabende operaideer, er indholdet af det, vi overværer.

MUSIKKEN? Et godt ti mands ensemble af musikere på barokinstrumenter spiller en blanding af Monteverdi, imiteret Monteverdi, og nye kompositoriske tiltag. Ind imellem passager, hvor orkestret tier – situationer, der kom til at virke mest som nødsituationer, hvor de mange komponister i kollektivet har givet op over for udfordringerne.

gregersDH.dk