'La dispute' Odense Teaterskole afgangshold 13.6. 2012 Anm.

Marie Tourell Søderberg og Peter Zandersen i ‘La Dispute’ (Foto: Ellen Egemose)

 

HUN RENDER MED STIKKENE

 

 

Skuespillerskolen i Odense præsenterer afgangsforestillingen ’La dispute’ på Folketeatret i København med en bevidst stjernefokusering på en af spillerne.

Spiller på Folketeatrets Hippodromen også 13. og 14. juni

****

TO ting er bemærkelsesværdige ved Odense Teaterskolens præsentationsforestilling:
Den ene er, at afgangsholdet har valgt en klassiker: Mariveaux’ ’La dispute’.
Der har i de senere år været en vis overvægt til teaterkoncertgenren og nutidsteater i øvrigt, når skolernes 4.års elever har valgt, hvad de skulle vise sig frem med. Tom Waits, Martha Wainright m. m. Hvilket er 100 procent forståeligt. Appellen ligger lige for.
Den anden er, at hvor præsentationsforestillingerne altid gør sig stor umage med at vælge stykker, der viser de 7-8 nyuddannede skuespillere i så ligevægtig udfoldelse som overhovedet muligt, har elevskolen i Odense vel forsøgt det samme, men alligevel ikke kunnet styre det.
Det er der to grunde til. Den ene er, at Mariveaux i denne letløbende komedie, der udforsker kærlighedens og utroskabens væsen i den mest udspekulerede verbalerotiske form har valgt at udstyre en af personerne, pigen Eclé, med et nervesystem, der får hende umiddelbare følelsesmæssige tilbøjeligheder til at slå så hurtigt som en metronom, der er sat op til et tal på 200.
Hun har simpelt hen fået broderparten af spillet. Alle har deres små lege. Men de kommer hurtigt til at kredse omkring denne Eclé.

PIGEN ECLÉ
 
Den anden grund til, at balancen bliver ustyrlig, er, at både instruktøren Alexa Ther og pigen, der spiller Eclé, udnytter situationen til det yderste.
Marie Tourell Søderberg spiller hende koket, uskyldig og selvbevidst på en gang, som en teenager, der har fået adgang til hele slikbutikken og tager for sig, fuldstændig ligeglad med konsekvenserne for sine omgivelser, og aldeles utilbøjelig til at stoppe op noget steds. Mulighederne er legio. Hendes egen tvivl om troskabsvalget melder sig hele tiden på brøkdele af sekunder, hun griber og slipper i ét væk.
Det er stærkt underholdende, umådeholdent i sin ordrige, narcissistiske verbalakrobatik og situationskomik, men sætter selvfølgelig de andre udmærkede unge skuespillere en smule skakmat.
Der er ingen retfærdighed til i denne verden, og Mariveaux har sikkert elsket at lynskrive denne egentlig ganske skematiske, men veldrejede komedie med Eclé i hovedet.

OFRE

De andre spillere er Anne Reumert, Sofia Saaby Mehlum, Christian Bergman, Anders Glud Jensen, Morten Hemsbo og Peter Zandersen. Brillant og morsom kostumeret, fulde af gode påfund – mændene en smule handikappet i sådan en forestilling, at de minder temmelig ret meget i højde, drøjde og fysiognomi om hinanden. Men under alle omstændigheder – når det nu er en præsentationsforestilling – er de lidt ofre for, at de næsten bliver statister i et Eclé-show.
Alle otte skuespillere har faktisk allerede præsenteret sig i samlet flok én gang i denne sæson. Det var med forestillingen ’Peace’ på Nørrebro Teaters Frederiksberg Scene. Så vi vidste i forvejen, hvor meget talent, der er et hente hos hele bundtet.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *