La Bohème Østre Gasværk Teater 16.11. 2019

Puccinis enestående ørepisker 'La Bohème' efterlader ikke et øje tørt i Østre Gasværk Teater

Peter Lodahl og Yana Kleyn i ‘La Bohéme’ (tegn. Claus Seidel)

FORBLØFFENDE

Puccinis enestående ørepisker ’La bohème’ efterlader ikke et øje tørt i Østre Gasværk.

Komponist: Puccini. Orkester-arrangement: Leif Greibe. Libretto: Giacosa og Illica. Oversættelse: Kamilla P. Haderup. Iscenesættelse: Amy Lane. Medvirkende bl.a.: Peter Lodahl, Yana Kleyn, Mark Stone, Yunpeng Wang, Helle Gössler, Nicolai Elsberg, Magnus Gislason. Otte korsangere. Otte musikere fra bl.a. Copenhagen Phil. Kapelmester og pianist: Ulrich Stærk.

’La bohème’ spiller i Østre Gasværk Teater til og med 8. december. I alt 13 opførelser. Varighed: 2½ time inkl. 1 pause.

****

FORBLØFFENDE. Lige så forbløffende som at se de ivrige og begejstrede damer i tv’s ’Kagedysten’ denne lørdag aften efter ‘Bohème-premieren forvandle mel og sirup og mandler til de mærkeligste vidundere. Groteske at skue og lige til at sætte tænderne i – sådan forvandler Puccinis ’La Bohème’ sig endnu engang til en prægtig følelses-bombe af jordisk sentimentalitet lige til at sluge.

DET er, hvad vi oplever i Østre Gasværk. Den enorme salon af monumental industri-mindesmærke nu hjemsted for dét uimodståelige hulk af bedårende og forstyrret, parisisk bohème-amour, som Puccini indfangede til en blanding af tårer og smerte, grin og fest, tøsepjank, socialrealistisk, fanden-i-voldsk tristesse, bedøvende banaliteter som efter et romanblads-koncept. Nedlagt bliver vi endnu engang med eller mod vores vilje, vores snerpede smag og rynkede bryn og savtakkede øregange.

ALT har vi prøvet med ’La Bohème’ – Det Kgl. lufter i disse år historien på toppen af et tag i Paris. Turistudsigt med det hele. En australsk tv-filmatisering gjorde operaen til et rockerdrama i 1980’erne og familiens teenagere slugte hver tone fra a til c og græd, da Mimi døde på sofaen i Rodolphes arme. Opera Hedeland druknede for nogle år siden midt i august ‘La Boheme’ i julesne. Etc.

OG nu er vi så i Gasværket med operaens fire korte akter strøet som stande på årets bogmarked, de fire kunstneres frostkolde slumhygge til 1. og 4. akt, 2. aktens Café Momus midtvejs med bardisk og borde a la den københavnske Pisserendes Café Floss, stedet, der lige nu bliver helliggjort på Betty Nansens Edison Scene i stykket ’Jan Sonnergaard er ikke død’. Og i 3. akten værtshuset ved Porte d’Enfer’, Helvedsporten ved Paris’ gamle udfaldsvej mod Orléans. Det sidste sted er gitterport og toldere ekspederet ud af opsætningen. Der er bare værtshuset tilbage med maler Marcels bestilte, halvfærdige damer på væggene, han selv i højtråbende slagsmål med sin Musetta og Rodolphe slumrende på en bænk drømmende om Mimi.

LIDT – meget lidt – er strøget af iscenesætteren Amy Lane – i 2.akten den marcherende garde, der er udvekslet med donnaer i festligt julehumør – vi lever fint med dét, og musikken er bevaret. Vi forbløffes over, hvor smidigt overgangene fra akt til akt er håndteret. Amy Lane – Copenhagen Summer Operas nye chef, hentet ind fra Londons Covent Garden, endnu en aflægger fra Covent Garden. Nu har vi Kasper Holten som general på Kgs. Nytorv, hans gamle medarbejder John Fulljames som operachef. Og altså Amy Lane som boss på sommeroperaen og afløser for Peter Lodahl, der i Østre Gasværk fejrer sin afsked med at synge Rodolphe med roligt og magtfuldt blus på tenoren og omkring sig en stribe glimrende sangere, der ikke ligefrem er hverdagsbekendtskaber på de danske operascener: den spinkle Yana Kleyn, russisk af fødsel, med en sopran, der ubesværet indfanger alt fra de sky tilnærmelser til bohèmerne på kvisten, caféens overstadige ramasjang og til Mimis henåndende, soprane suk på loft-atelieret, hvor hun får lidt varme på sofaens dødsleje – ikke fra afbrænding af Rodolphes digte i ovnen, men fra den nye muffe, Musette forsyner hende med – opofrelserne af jordisk gods i operaens store øjeblikke er til vores endnu opsparede tårer – Musette har solgt sit allerkæreste: Sine smykker. Den unge mezzo Helle Gössler har fat i dette forstyrrede, uvorne pigebarn med næb og klør og varmt hjerte. Colline, den rungende, filosofiske bassanger Nicolai Elsberg, har været en lyntur på lånekontoret og pantsat sin store appelsinfarvede pels – vi gætter på, at forestillingens rekvisitør har fundet den i et restlager af minderige Tutta Rosenbergs garderobe, hvem ved. Sanger på sanger markerer sig med temperamentsfulde, velsungne præstationer. På bohème-holdet Yunpeng Wang som musiker Schaunard, og englænderen Mark Stone, der brænder en flot baryton af i desperado-rollen som Marcello.

OG lige så forbløffende. Det ledsagende orkester er næsten alle hentet ud af Copenhagen Phil – syv musikere. Syv!! Ja, bare syv musikere plus Ulrik Stærk, glimrende repetitør og akkompagnetør, og nu ved klaveret med hænder og blikke i flugt mod ensemblet og sangerne på scenerne. Barenboim og andre raske drenge in mente. Vi forbløffes og bøjer os, savner selvfølgelig orkestersuset og bruset, men oplever det næsten som et avanceret café-ensemble på Momus. Og stimuleres ubesværet af den fine akustik, Gasværket svarer igen med. Forestillingens lydmæssige glasklarhed må være en operamæssig øjen- og øreåbner for hvem som helst.

VI kommer nok til at høre og se mere ekstravagante ’Bohème’ opførelser her og der i fremtiden. Men ikke mange, der er så overraskende helstøbte i deres beskedenhed. Derfor tæt på fem stjerner.

gregersDH.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *