SEX? FINGRENE VÆK!
’Kvindernes hævn’ er en forrygende morsom forestilling på Nørrebro
*****
Vi er ikke mange øjeblikke inde i ’Kvindernes hævn’, da Ditte Hansen kommer fræsende ind under jubelskrig: – Jeg har fået pik!
Pik er et nøgleord i forestillingen. Brugt ca. 200 gange undervejs, hvilket – til de sartes trøst – er ca. 200 gange færre, end dette fænomen er i tankerne hos folk med et normalt kønsliv. Mænd som kvinder.
Konkretisering og af-tabuisering af, hvad der rykker i underkroppen som ansporing af tilværelsen, er fast praksis i vores moderne tonesprog.
Men udnyttelsen af den magt, der ligger i det, er evig eksisterende. Fælles for mænd og kvinder. Magten og lysten til at bruge pikken. Nægte at bruge den. Afstå fra bruge den. Eller bare lade den symbolisere magten.
STRINDBERG
Det er det, ’Kvindernes hævn’ på Nørrebro Teater sætter på spidsen i en svir af magtkamp formuleret som skæg og ballade.
Hvis Strindberg havde set den forestilling, ville han have gnækket glad og sarkastisk. ’En af os må gå til grunde i denne kamp,’ siger ritmesteren i ’Faderen’ til sin kone Laura. Sex bruges ikke i saftfulde vendinger hos Strindberg som i ’Kvindernes hævn’. Men det er det, det handler om. Sex som magtudøvelse.
Det kommer vi langt med i denne festlige forestilling. Sat op af Kenneth Kreutzmann med en mægtig vitalitet, som i høj grad kan tilskrives et hold af kvindelige skuespillere, der tordner frem, som om bare tanken om at få fyret kanonerne af i fællesskab har været det måske mest stimulerende. Der er en jubel og spillelyst på scenen, som er uimodståelig.
SKAKMAT
Rammehistorien er den urgamle af Aristofanes, der lader kvinderne sætte mændene skakmat ved at nægte dem sex, indtil de standser deres krig mod spartanerne, den peloponesiske krig. Det er kvinder, der er i besiddelse af vekslende stamina til at holde kursen, når det gælder krigsførelsen mod mændene. Safterne koger, og koger over, hos flere af dem.
Den historie kan man uden vanskelighed aktualisere, og sætte i en hvilken som helst ramme i dag. Men vil man stramme den ind, så den – ud over det almene og symbolske – også bliver komisk, gør man som den suveræne dramatiker Vivian Nielsen: Lade det være en krig mellem Danmark og Sverige om øen Hven. Allerede dér runger latteren. Sådan kunne også Holberg have gjort det.
STAND UP
Eksperimentet – og kuppet – er at spille ublufærdigt på flere dramaturgiske tricks.
Et af dem er at indlægge en monolog til hver af de otte spillere.
De kalder det ’stand up’. Så pyt. Pointen er, at de hver har en kommentar til, hvad der foregår om ørerne på dem. Skrevet af Jonathan Spang og Jacob Tingleff. Svarende til de græske kor-kommentarer i originalen. De er stort set gribende makabre og vittige. Hæmningsløst selvironiske. Kulminerende i Louise Mieritz’ ’kvinde er kvinde værst’-monolog, der søsterligt gennemhegler hele flokken af medspillere, så vi indsnuser garderobehørmen bag scenen. Eller Anette Støvelbæks udpinding af hjemmelivet med manden, hun iagttager med et skævt blik til venstre for modesiderne i det ’Femina’, hun selv er ved at gnaske i sig. Stodderen piller tæer og roder sig i skridtet med efterfølgende afprøvning af aromaen.
KØNSSKIFTE
Et andet trick er at lade de otte kvinder også spille otte mænd, statsminister, superkapitalist, general, prof-fodboldspiller o.s.v. En magtelite, der styrer krigen og skal bankes på plads af kvinderne ved at få overladt børnepasning m.m. Det tilfører forestillingen en uafladelig fornøjelse at iagttage de lynhurtige og komiske kønsskifter.
Nogle af dem så udspekulerede, at man lige må ryste atomerne engang for at forvisse sig om, at man gætter rigtigt: Er det nu virkelig Mille Lehfeldt, der er konverteret til en absurd karikatur af Mærsk McKinney Møller? Jo, det er såmænd så.
NYRUP I NÆRKAMP
Andre er helt gennemskuelige, men ikke mindre slagkraftige i deres forvandlinger: Ellen Hillingsø, oprørs-valkyrien, der har fornøjelse af også af være Poul Nyrup-klon, endda i dobbeltforklædning undervejs som ’manden’, der prøver at invadere kvindelejren i kvindeforklædning! Og kun røber sig ved at få stiv pik i nærkampen med Ditte Hansen.
Jo, vi er langt ude i trans-manøvrerne. Heller ikke Malene Schwartz, Birgitte Raaberg og Charlotte Munksgaard er uefne i deres ekspres-forvandlinger.
SLAGKRAFT
Nørrebro har nu med de to første forestillinger under nyt regime markeret sig som et teater, der vil sende kønsproblematik i masken på os med en vis slagkraft. Det er gjort med overskud og humør.
Om man i den anden ende af det københavnske teaterliv kan løse problemerne omkring det nye skuespilhus med samme humør, er et spørgsmål. Michael Christiansen og Klaus Bondam sad i hver sin ende af parkettet i aftes på Nørrebro Teater. Måske kunne de flytte det kgl. skuespilhus til Hven med assistance af de raske kællinger i ’Kvindernes hævn’.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
