Sylvie Valayre, Johnny van Hal og Linda Watson i ‘Kvinden uden skygge’ (Tegning: Claus Seidel)
EVENTYRLIGT
En overdådighed af scenografisk fantasi og elektronisk billedudvikling har løst en uhyre vanskelig opgave på Operaen: Richard Strauss’ ’Kvinden uden skygge’. Det er en pragtopførelse.
******
HVAD skal man stille op? Man kommer ud i sollyset foran Operaen, man har været til Richard Strauss’ Kvinden uden skygge’ – og man nynner et tema fra Wagners ’Siegfried’!
Altså ikke højt, men godt pakket ind i knold og strube, for ingen skal stoppe en og spørge, hvad fanden man bilder sig ind at gå og nynne Wagner, når man lige har hørt på Richard Strauss i næsten fire timer, pragtfuld musik, fantastisk iscenesættelse, hovedet er fuldt af det alt sammen. Men man nynner Wagner. Hvad fanden er meningen?
Men det er altså lige dét tema. Er det, fordi det dukker op som en association et par steder i 2. akt igen i 3. akt hos Strauss, og hver gang lige netop hvor vi er på kurs mod noget med mystiske, højere magter? Og så: Des-dur – genkendelig toneart med den sag. Straks forvilder man sig over i Wotan og Brünnhilde og Siegfried og varsler i sidste akt af ’Siegfried’ om en ny og bedre verden.
GISNINGER
Jeg vover mig ud i to gisninger, her over computeren, mens mørket falder på. Om hvad der kan ligge i dét. Den ene handler om Strauss’ livslange indre slagsmål med Wagners skygge. Han slipper ud af den med sin virtuose og fuldstændige eksplosion af glans og farver, en skønhedsdyrkelse for skønhedens egen skyld. Men aldrig helt. Derfor dukker sådan noget pludselig op. Efterklange.
Det kan også ligge det i det, at vi netop i de situationer, hvor temaet dukker op, bevæger os hen i historiens kerne: En valgsituation. Valget mellem at give fanden i ønsker og krav og renden i hælene på ’das Glück’ – den, der som hos Brecht ’rennt hinterher’. ’Alle render efter lykken. Lykken render bagefter’.
Sådan som farvemesteren Baraks kone render efter et nyt liv med guld og lækre mænd, fordi nogen frister hende, men alligevel vælger sin regulære, ærlige, men fattige mand, farveren, da det kommer til stykket.
Og sådan som kvinden, Kejserinden, hende det hele handler om, ender i sit sindsoprivende dilemma, der minder om f.eks. Brünnhildes i ’Ringen’: Skal jeg tilhøre åndernes og gudernes rige, eller skal jeg vælge at være menneske? Og vælger det sidste. De har forskellige grunde, og konsekvenserne er ikke de samme. Men valget er.
BROGET
Der hører meget mere til den historie. Vi er også i lag med et eventyr, der har rødder i myter om, hvad der sker, hvis man mister sin skygge. Digtere som Hoffmann og Andersen har romantiske historier om den sag, og for nu at tage fat på Strauss-operaen her, så er den en stor og broget fortælling om, hvordan den forvildede kejserinde prøver at købe eller hugge sig til en manglende skygge – nemlig farverkonens.
Historien er så broget, at man render baglæns i den nogle gange, når man læser den. Men det forunderlige sker med den opsætning, Kasper Holten har begået – faktisk den allerførste opsætning overhovedet på Det Kgl. Teater, siden den blev uropført i Wien i 1919 – det forunderlige: Vi er aldrig i tvivl om, hvad der foregår.
Alt er lysende klart. Fortalt som en eventyrlig billedbog. Og det må man have lov at sige: I et lige så lysende – og indlysende – samarbejde med sine gamle makkere, scenografen Steffen Aarfing og lysmesteren Jesper Kongshaug.
FORLØSNING
Opsætningen er samtidig en eminent forløsning af de visualiseringsmuligheder, der nu er udviklet på Operaen i de folks hænder.
En opgave som ’Kvinden uden skygger’ ser nærmest umulig ud på papiret med sine utallige scener og billeder. Og med sin dobbelte fortælling om to verdener, den overjordiske og den jordiske. Og oven i: En fortælling om to ægtepar, kejserparret og farverparret, med vidt forskellige miljøer og vidt forskellige skæbner.
Vi er fanget fra starten. Kejseren og kejserinden præsenteres, som man ville gøre det i et computerspil. De står i deres kubiske felter, og vi får fortalt om, hvem de er, hvordan de har mødt hinanden og om den mystiske baggrund for hendes manglende skygge.
Derefter udvikler operaen sig til en konstant vekslen og koordinering mellem faste billeder, levende videoer, der undertiden får næsten tredimensionale virkninger, hele tiden de lyslevende personer komplementeret med varsler. Falken der fører fra den ene verden til den anden, åndernes stemmer, der lyder, som stod kor og sangere på galleriet i Operaen.
Et kontinuum af skiftende lyd og billedvirkninger, der ikke har været så gennemført velberegnet og kunstnerisk forløsende i nogen tidligere forestilling på Operaen.
OPTIMALT
Magien bringer de medvirkende til optimale præstationer, fordi de er etableret så relevant og logisk i sammenhængen. Johnny van Hal har som kejseren en
imponerende kontrol over sin figur og sin dramatiske tenor. Det er næsten umuligt for Susanne Resmark ikke at få Ammen, den manipulerende drivkraft i plottet, der skal tilvende kejserinden farverkonens skygge – ikke at få hende til at blive nøgleperson i forestillingen: Hendes slagkraftige håndteringen af opgaven og hendes magnificente mezzo og tekstbehandling er på niveau med farveren Baraks. Og det er højt.
Her møder, nej, lad mig sige, oplever vi igen den mesterlige Wotan fra Holtens ’Ringen’, James Johnson, nu igen med en overvældende stemmeføring, ordene mejslet i Riesengebirge-granit af denne amerikaner, en dybt gribende og bevægende Barak, tung, menneskelig, urørlig i sine fundamentale menneskelige egenskaber.
BLODRIG
Måske er Johnson med til at bringe mine lidt forvirrende erindringer om Wagner ind, temaet, jeg fortalte om i starten dukker første gang op i Johnson-Wotans konfrontation med Brünnhilde i ’Siegfried’. Undskyld.
Ved Barak-Johnsons side: Den pompøse, livshungrende, blodrige, skiftevis rappenskralde og usikre Barak-madam – endnu en amerikansk gæst, den dramatiske sopran Linda Watson, pragt- og saftfuld.
Ingen vil afvise, at den franske sopran Sylvie Valayre, formulerer en helt rigtig karakter som den arme kejserinde, der kastes rundt med af sine omgivelser – vi lider med hende, da hun tager arbejde hos farveren og kæmper med at hænge tøj på snor. Og der er format over hendes stolte tag i nakken på sig selv, da hun træffer sit valg til sidst. Hun har triumferet i rollen tidligere, men stemmen har nu tilsyneladende passeret zenith.
MINDEVÆRDIGT
Eventyr, fantastisk fortælling, en blomstrende operaudfoldelse, der dækker enormt dygtigt over, at ’Die Frau ohne Schatten’ er en opera, der er en smule for lang, trods sin uudtømmelig veltalenhed.
Så tilgivet. Og mindeværdigt, fordi det så lykkedes med den. For snart femten år siden var den sat på repertoiret, men måtte opgives. Nu er den der. Nå at se den. Og hør den: Det er en imponerende gennemarbejdet og pragtfuldt klingende udfoldelse af det svære partitur. Styret af Michael Schønwandt – hans afskedsforestilling fra Kapellet.
Som det er Kasper Holtens afskedsforestilling som operachef.
Uden den mere end tiårige udvikling, de to har stået for på Det Kgl., havde sådan en forestilling som den, vi har set i aften, været utænkelig.
