UD- OG INDVIKLING
’Korus’ Kabaret’ på Aarhus Sommer Opera er et tørlagt vildspor af en historie, som er uhåndterlig dramatisk og musikalsk.
**
DET er ikke småting, der er løs med den opera. ’Korus Kabaret’ er titlen.
Den er årets forestilling på Aarhus Sommeropera og spiller på det fine gamle Helsingør Teater, hvis navn man ikke skal lade sig vildlede af, bygningen stammer godt nok fra Helsingør, men den ligger som fin museumsgenstand i Den Gamle By i Aarhus.
Den dufter af Holberg og Heiberg, og det kan skabe forventninger om Händel, Mozart og Rossini. Det har vi heller ikke været snydt for på Aarhus Sommer Opera, som bare og sandelig heller ikke er gået af vejen for at byde på stærke og gode livtag med nutidsopera. John Frandsens og Svend Aage Madsens ’Tugt og utugt i mellemtiden’ og andet ihukommende.
Her kommer så Erik Bach og Adda Djørup med et nyt bud. Komponist og librettist, som ifølge programmet har fundet hinanden i Rom, hvor Erik Bach en del år har været leder af det danske kulturinstitut, og hvor den omkringfarende Adda Djørup har lagt vejen om. Det fælles arbejde har ud- og indviklet sig til denne historie om kunstnerfamilien Korus og dens trængsler.
ORD, ORD, ORD
Erik Bach kalder i programmet historien enkel. Den er fanden er den. Den svinger mellem fortid og nutid, den blander døde og levende, mennesker, der forvandles til dukker, dukker, der forvandles til mennesker, den opererer med overnaturlige væsener, den bruger filmede indslag, væsenerne i forestillingen bevæger sig rundt på scene og balkon, er skiftevis synlige og usynlige, vi er det ene øjeblik i en magisk verden af trylleri, det næste øjeblik er teaterfamilien rodet ind i militærdiktatorisk censur og undertrykkelse, midt i det hele fødes et barn på scenen, barnet havner og glemmes på scenens taknemmelige skrå gulvbrædder, mens familien fejrer fødslen med kager.
Kald den affære enkel.
I munden på dette væld af action i mange retninger er der naturnødvendigt ’Words, words, words!’ som Hamlet siger. Det gør ikke opfattelsen af det springske handlingsforløb nemmere. Det er karakteristisk, at hver gang vi undervejs når frem til noget, der ligner afslutning og konklusion på et forløb og en cæsur i musikken, er publikum afventende, klapper ikke som man normalt ville gøre i den situation, men sidder desorienteret.
Vi vil så gerne på mystisk eventyr, men kæmper med at trænge igennem det kompakte handlingsforløb.
TRÆTTENDE
Musikken er offer for librettoens uigennemtrængelige opmuring. Der er få hvilepunkter, få øjeblikke – bl.a. Korus-steddatteren Lilys død – hvor musikken får lov at tone i ro. Ellers er vi i en næsten maskinel dækning ord for ord, sætning for sætning, i både sanglige udsagn og instrumentale formuleringer. Og der er som sagt nok at dække.
Resultatet er en temmelig trættende, tør udlægning, der ikke giver sangerne mange chancer for at lette det vokale sprog – hverken i lyrisk udtryk eller i sprøde recitativer, hverken i følelsesmarkeringer, der bliver til andet end konstant og energisk fremfærd, eller i vokalt parlando, der kan gøre teksten spændstig (og forståelig!).
Den underfundighed, som Liv Oddveig Midtmageli lægger for dagen i sin introduktion fra orkestergraven, får hun slet ikke lejlighed til at gennemføre i sin centrale rolle som familien Korus’ toneangivende datter – hun har som Magnus Vigilius, Pia Schnack, Jens Bruno Hansen ikke mange chancer for at finde den tone af kabaretagtig distance til den besynderlige handling, som komponist og forfatter muligvis har haft i tankerne. Og som instruktøren Bent Nørgaard tilsyneladende prøver at ramme.
ENERGI
Som dirigent kan den sikre og kompetente David Ridell heller ikke stille meget op for at lette, nuancere og få blodet til at pulsere i sit kammerorkester. Det bliver – som hos sangerne – mere energi end artikulation.
Synd, at Erik Bach har givet sig i kast med den knortekæp af en libretto. Over prosceniet i det gamle teater står mottoet ’Til Phantasiens Moro’. Det kunne være fristende at erstatte ’o’et med et ’d’. Men det er jo ikke fantasi, Bach og Djørup mangler. Fantasien render derudad. Løbsk. Det er evnen til at tøjle og administrere fantasien.