Sophie Zinkernagel, Ulver Skuli Abildgaard og Betina Nydal i ‘Kort over glemte forbindelser’ (Foto: Karoline Lieberkind)

KYS FRØEN

Stedvis munterhed over løssluppen absurdisme i Teater Får302 med crazy komedien ’Kort over glemte forbindelser’.

Dramatiker: Ghita Manowska Rasmussen. Instruktion: Emil Hansen. Medvirkende: Peter Zandersen, Ulver Skuli Abildgaard, Sophie Zinkernagel og Betina Nydal.

’’Kort over glemte forbindelser’ spilles på Teater Får302 i Toldbodgade indtil 10. juni. Varighed: 70 min. .

***

HALLØJSA, her er vi ude på dybt vand, lige så muntert forvirrede som kaptajn Nemo var på sin verdensomsejling under havet, når dybshavsfiskene i deres fulde farveskala svirrede om næsen på hans fartøj og prøvede at få ham til at fatte, at verden er ubegribeligt blomstrende og mangfoldig, og han ikke bare kunne sidde der i ophøjet, civiliceret ro og spille Bach på sit orgel.
Den lære mente Jules Verne, vi har godt af. Og det mener dramatikeren Ghita Makowska Rasmussen vel også, når hun med et blink i øjet kyler en historie som ’’Kort over glemte forbindelser’ i hovedet på os i det lille Teater Får302. En historie, som ikke er nogen historie herfra og dertil af den type, man kan intonere, udvikle, skabe ’points of no return’ i og føre til et endepunkt med koda og slutakkord. Vi er i no mans og alle mans land. En historie om ’glemte forbindelser*, tabte kontakter og nye, der opstår, lys, der slukkes inden det er blevet tændt. Et aleatorisk show, et terningspil, hvor vi konstant spørger os selv, hvor vi er henne og hvorfor, men hurtigt belaver os på at læne os tilbage, kikke med, spekulere på, om vi er til en teaterprøve, hvor skuespilleren Peter Zandersen spiller en rolle, som han aldrig for lov at gå i gang med, fordi forfatteren og instruktøren Ulver Skuli Abildgaard, uafladelig afbryder ham, og det forhåndenværende manuskript snart bliver flæset i stykker i fælles raseri, suppeleret af de to donnaer Sophie Zinkernagel og Betina Nydal, der med liv og lyst spiller alt fra frøen, der gerne vil kysses, og Rødhætte, der er ved at blive ædt af Skuli Abildgaard som ulven – og meget andet i munter forvirring, det hele en parodi på, eller lad os venligt kalde det en videreførelse af dadaistisk eksperimenter fra 1920’rne, klassisk japansk No-teater eller 60’ernes absurde, europæiske teater i munter eksponering af meningsløs menneskelig adfærd og forventning til livet – det hele i et yndefuldt kaos af løse ender, der bibringer os vekslende latterudbrud og breaking news, hver gang vi har været dumme nok til at tro, vi hun har fået fat i en ende og nå, det havde vi så ikke. Alt udført med herlig vitalitet i endeløse manøvreringer på den lille scene, som instruktør og spiller formår at få til at vokse med ekvilibrisme – et forbløffende show, vi kan vælge at opfatte som parodi på fyrværkeriladede dramatiske og uløselige skakspil af den art, vi netop har oplevet dem i iscenesættelserne af Sondmeim’s ’Into the Woods’ i Tivoli eller Offenbachs ’Hoffmans eventyr’ på Operaen. For ikke at tale om Rossinis ’Rejsen til Reims’, også på Operaen.
Vi har ikke noget imod at blive rystet ud af ibsensk og strindbergsk stringens og moralsk konsekvens og deltage i en fascinerende jagt på almindelighedernes uoverskuelighed.
På Får302 fortalt med utrætteligt pokerface.

gregersDH.dk