Troels Malling, Gordon Kennedy, Patricia Schumann og Kristian Holm Joensen i ‘Komedien hvor alt går galt’ (Tegn.: Claus Seidel )

JO GALERE  – JO BEDRE

Alt skal gå galt. Og det gør det i ’Komedien, hvor alt går galt’ på Folketeatret.

Forfattere: Henry Lewis, Henry Shields og Jonathan Sayer: Instruktion. Geir Sveaass. Scenograf: Søren Glad. Medvirkende bl.a.: Troels Malling, Gordon Kennedy, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen, Jesper Riefensthal, Jakob Højlev Jørgensen, Marie Mondrup og Peter Schlie Hansen

’Komedien hvor alt går galt’ spiller på turne fra på torsdag 21. efter premiere i Randers. Varighed: 2 timer inkl. pause.

****

’KOMEDIEN hvor alt går galt’ er komedien, hvor intet må gå galt.
Alt skal gå galt.
Gå galt præcis i det rigtige øjeblik. Ikke en detalje må kikse, når det skal kikse. Når et billede eller et gardin skal dratte ned på tælling. Når nøglerne er i lommen på den forkerte i det øjeblik, en dør skal låses op. Når en skuespiller ramler ind i en bærende søjle, så etagen ovenpå braser sammen. Når en skuespiller siger en replik på det forkerte tidspunkt. Og vi ved, det er med vilje.
Timingen af misforståelser, fejl og uheld er det afgørende. Bevidst idiotiske fejl er grundlaget for en farce som Folketeatrets ’Komedien, hvor alt går galt’. Den er nu sendt ud på en flere måneder lang turné.
I Aalborg vil man nikke genkendende til genren, for dér spiller man i øjeblikket Michael Frayns ’Larm i kulissen’, der kører i samme spor. Skuespillere spiller en komedie, hvor handlingen er underordnet. Pointen er: Hvor amatøragtigt kan man få det til at se ud, hvor mange vanvittige katastrofer kan man stable oven på hinanden, så de sidder lige øjet hver brøkdel af et sekund i de to timer, stykket varer.

MAN kan være sikker på, at når publikum går hjem fra forestillingen og har grinet færdig, så spørger de sig selv: Hvordan kan de få det hele til at fungere? Står der halvtreds teknikere bag scenen og trykker på knapper og trækker i snore – nogle ser vi ganske vist på scenen – en lysmand fiser ind over gulvet og sætter en pære i og snupper så lige et par replikker for skuespilleren, der er dejset omkuld under en sofa. Og publikum må træde til, når Marie Mondrup beder en mand på 1. række lige komme op og holde en hylde på plads, mens hun forsøger sig med boremaskinen.
Vi er topmålt ligeglade med historien om ’Det mystiske mord på Haversham Gods’, om hvem der blev myrdet af hvem, og hvorfor. Vi venter kun og hele tiden på det næste grin over noget, der går galt. Hvem, der kommer ind ad vinduet. Hvem, der bliver smidt ud af vinduet. Hvem, der siger det værste sludder, og hvem der siger det næstværste. Det kan ikke gå hurtigt nok, og det går heldigvis – især efter pausen – så rapt som i ’Halløj på badehotellet’.

GEIR Sveaas har godt fat i stilen i sin instruktion, og skuespillerne sætter både livet og talegaverne på spil i en tornado af pjank og galskab. Ind imellem bliver det mildt trættende på grund af gentagelser af nogle jokes. Men vi har også brug for at hvile kæberne af og til. Jeg mindes et foto, en cykelhandler på Nørrevold ved Folketeatret havde sat i sit vindue. Det forestillede en mand med kæben totalt af led. Billedteksten hævdede, det var sket af latter under en forestilling på Folketeatret.
Forestillingens dekoration er så tæt broderet med rekvisitter og kulisse-elementer, at den må være sin sag at banke på plads aften efter aften under turné på små og store provinsscener. Søren Glad er designeren. Scene-, lys- og lydfolk kommer på hårdt arbejde. De og spillerne kan se frem til blå mærker. God tur.

gregersDH.dk