SAMMENREND I KOLLEKTIVET

 
Vinterberg og Rukov mindes glade, forvirrede 70’er-tider med ’Kollektivet’ på Skuespilhusets Store Scene. En hyggelig montage med et stænk af vemod.

***

DEN er sandelig længe om at komme i gang, den historie. En lille historie om kollektiv-livet i de kaotiske 70’ere, spinkel som et halmstrå, men ret rørende.
Langt hen ad vejen er det som at blade i et billedugeblad, hvis redaktion har fået lov at slippe sin fotograf indenfor og skyde løs i Maos Lyst eller Nordkrog eller en af de andre klassikervillaer i Hellerup, der i de glade dage blev til kollektiver. Med grundstamme af et lidt tilfældigt sammenrend af studerende, yngre journalister og arkitekter, gerne en enkelt musiker eller forfatter.
På hæderspladsen en arbejder som alibi for det sociale engagement. Og godt med lunkne HOF på bordet.

RØDE ØREN

Vi stirrer lystfyldt og genkendende på typerne, på rodet, på halløjet med at deles om alt, holde stormøder, træffe beslutninger, og vi stirrer på arkitekt Mikael Birkkjær og hans flotte kone Benedikte Hansen, parret, der med lidt røde øren og lettere rysten på hånden, men næsten faste i mælet, har besluttet at omdanne det store, arvede hjem til tidens bud på oprør mod alt og alle: Et kollektiv.
Og forsøge at tage konsekvenserne, f.eks. for deres teenagedatter, der bliver spillet af Lærke Scharff Engelbrecht. Og som har fået rollen som kastebolden, der med sit klare blik på ubehjælpsomheden omkring sig snupper bolden selv til sidst og sætter alt på plads.
Alt og alle – d.v.s. moren, som sammenbidt er gået ned med flaget, da arkitekten sluser en yngre model ind i kollektivet, mens alle bukker, moren med. Og mens arkitekt-faren pendler hjælpeløst mellem lyst og gusten samvittighed.
Det er i den ende, tingene samler sig til et lille drama, der kunne være uddybet til et større og interessant drama, hvis en Ingmar Bergman havde haft fat i figurerne. Men hvor Thomas Vinterberg og Mogens Rukov, der har skrevet historien, nøjes med at strejfe miljøet og konflikten med blidt vemod og nostalgiske kærtegn.

GALLERIET

Tilbage bliver en stribe portrætter af typer fra de minderige kollektiv-tider. Lars Ranthe, som hyggebøvet forvalter af ølregnskabet og med skygger af erindrede rengøringsforpligtelser fra sit forrige liv. Mads Wille og Mette Horn som fodformede, måske evighedsstudenter.
Julie Agnete Vang, der griner sig forbi enhver tænkelig udfordring. Sofie Nolsøe, der som en fremmed satellit svæver gennem kollektiv-landskabet, mens hun holder sig for næsen og af ufattelige grunde alligevel bliver hængende.
Endelig Asbjørn Krogh Nissen, en ranglet yngling, der er rendt afsted fra sit franske hjemland mod det syndefulde Norden, en pudsig fætter, som vi i begyndelsen tiltror aggressioner over for selskabet som et farligt fremmedelement, men som hurtigt falder til ro ved damer og stegepander.
Emmet Feigenberg har iscenesat affæren som en hyggelig humoreske. Partituret levner heller ikke stof til meget mere. Vi får aldrig nogen dybere interesse for personerne på scenen, men ler da en del af og med dem. Som komedie kunne den videreudvikles til den farcetype, f.eks. Privatteatret i sin tid dyrkede med stor slagfærdighed.
Scenografisk understreger Kim Witzel kontrasten mellem fortids nouveau riche-bolig og 70’er-selvvalgt slum – som ikke rigtig signalerer hippie-tid, slet ikke narkoafgrund. Bare dovent laissez-aller.

GregersDH.dk