PÅ SLAP LINE
Flemming Jensens og Jacob Morilds ’Knud den Hellige’ er i munter dansk knæhøjde
***
Hvad bilder de sig ind, de søde drenge? Her slæber man selv rundt med hele sin bagage af Ingemanns romaner og flere kilo OTA-bøger, barndommens lysende erindringer om heltegerninger i nord. Sværdene klinger endnu, grædt har man ved Knud Lavards grav, sukket og fortalt børn og børnebørn om, hvorfor Fjenneslev Kirke har to tårne, og man har taget Bertel Haarder ømt om skuldrene i tankerne – og takket ham, fordi han nu vil genoplive de harniskklædte kæmper og bøgelyse øer.
Og så kommer de her og laver fis med det hele! Flemming Jensen og Jacob Morild, der har digtet og Lars Knutzon, der har instrueret.
Oven i købet på Folketeatrets 150 års dag, den gamle Hippodrom, som tilmed skal hænges op på grinets tørresnor – tapre ridderes ædle gangere neddroslet og reduceret til galopkringlende klang af træbrik mod træbrik i hænderne på papmache-riddere!
FESTTALEN
Men sådan skulle dét altså være. Og hvis man vil pille naglerne ud af min barndoms fasttømrede og lyksalige drøm om Danmarks glorværdige fortid, tager jeg dét med åbent sind. Og er klar til at lade latteren rulle, akkompagneret af erindringen om Riddersalens ’Svend, Knud og Valdemar’, der med tungen i kinden engang gravlagde al den øhlenschlægerske hjertebanken over det historiske guld, og den lige så rullende latter over det britiske monty python-vanvid anført af John Cleese.
Sjovt nok, så tror jeg latteren tårnede sig allermest op, da Flemming Jensen foran tæppet startede med en festtale til Folketeatret, der i finurlig og absurd årstals-hækkeløb fortalte teatrets historie. Et skoleridt, der kunne have indbragt et 13-tal ved studentereksamen. Siden er der da adskillige muntre øjeblikke i den rablende historie om kong Knud, der ikke vil være noget særligt, og sandelig heller ikke er det – bortset fra, at Sten Springborg fremstiller ham med storladen applomb som den mest fortumlede konge i den samlede kongerække – et Jensensk/Morildsk håndkantslag til hele stammen af Oldenburgere, Glücksborgere og hvad de ellers er. Eller var.
BR-BUTIK
Festspillet til Folketeatrets ære er som en stor BR-butik – man kan vælge enkeltheder ud, der er små fund, og man kan vantrives i ørkenvandringer, hvor selv den største velvilje og længste line over for vanvids ukontrollerede grænseløshed melder pas. Lad mig holde mig til et par steder, hvor Jensen/Morilds grundprincip om, at alt er tilladt uanset pointe, fungerer: I historien om, hvordan Kong Knud og hans raske riddere drager mod Jerusalem ad snørklede veje gennem Europa, når de frem til et bjergpas og standses af en valkyrie, Mette Marckmann, som leverer en lige venstre til mandsherrdømmet, indtil hun flipper ud og beder om at blive elskværdigt voldtaget. Overordentlig morsomt. Ligesom de ubeskrivelige, musikalske øjeblikke, hvor de tapre korsriddere venter på kajen i Genua og synger vokalkvartet i bedste ’Ørkenens Sønner’-stil. Komponist Lars Fjeldmose i hopla.
I det hele taget er musikken et hidsigt aktiv i Kong Knud-affæren. Den fynske sopran Kiki Brandt daler f.eks. uforfærdet ned fra himlen som Vølven med alle spådommene og synger bukserne af dem alle sammen.
Den fælles ’Kosher-Halal’-dans, da Knud og vennerne når Jerusalem, ender i jødisk-palæstinensisk slagsmål – Jensen/Morilds tolerance-plante slår ikke rødder, komikken har sine grænser.
JOKES I LØS VÆGT
Enhver vil kunne hente et eller andet i den forestilling. Nina Schiøtz scenografi levere alt fra drager til solopgange, børn vil elske de overdådige sceneskift, vi andre grynter over kaoset af jokes i løs vægt, og folk, der har set ’Chicago’ på Det Ny Teater, vil sige: Der er rappe og flotte dansepiger på visit hos Kong Knud, og de er renskurede i sammenligning med de blodtørstige strigler på Det Ny.
Hovedsigtet med ’Knud den Kedelige’? Næppe andet end en hyggelig, tilbagelænet konstatering af, at danskere gement er nogle pudsige sjaske-daskere, der ikke mener noget med ret meget. Og det er måske den uforgribelige sandhed.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
