Lars Mølsted som Quasimodo i ‘Klokkeren fra Nôtre Dame’ (Foto: Fredericia Teater)

FRA

KATEDRAL-

HØJDERNE

Den overvældende scenografi tager stærke stik hjem i Fredericia Teaters udgave af ’Klokkeren fra Nôtre Dame’.

Musik og Tekst: Alan Menken, Stephen Schwartz og Peter Parnell på basis af Victor Hugos roman. Iscenesættelse: Thomas Agerholm. Scenografi: Benjamin La Cour. Kapelmester: Martin Bergmann Konge. Medvirkende:
Lars Mølsted, Mads M. Nielsen, Vanessa Rodriguez Ibarra, Christian Lund, Diluckshan Jeyaratnam, Oliver Lundqvist, Martin Skriver, Linea Stenbeck, Thomas Jensen, Mads Æbeløe Nielsen, Maria Wickmann, Christina Elisabeth Mørkøre og mange flere.  

’Klokkeren fra Nôtre Dame’ spiller frem til jul på Fredericia Teater. Overføres til Gamle Scene på Det Kgl. Teater fra 23. juni 2017.

******

– DET er til at blive helt katolsk i hovedet af!! gisper Jesper Ridefoged i ’Erasmus Montanus’.
Ja. Og nu igen!!
Hvad går de af os? I disse tider, hvor danskerne i små og store skvulp melder sig ud af den rationelle, stilfærdige, danske folkekirke? Så stiller dansk teater med forestilling efter forestilling med grandiose fortællinger om katolsk storhed i det gamle Europa!
I ’Jordens Søjler’ på Østre Gasværk Teatret kredser historien omkring opførelsen af en katolsk katedral i England engang i middelalderen. De behøver ikke slå et søm i derude på Østerbro for at skabe katolsk sus – gasværket hvælver sin enorme kuppel over handlingen. Den leverer gratis katedral.
I ’Klokkeren fra Nôtre Dame’ på Fredericia Teater er vi i Nôtre Dame-kirken i Paris. Dér må der til gengæld være banket søm i til den store håndværkermedalje – teatersalen er ombygget helt ud over hovedet på os med vældige bjælkekonstruktioner, loft, pulpiturer i gallerihøjde langs siderne, munke og kutter overalt, vinduer med farvede glasmosaikker, skulpturer i flokkevis – de bliver endda levende, når det stikker dem – for vi er til katolsk mystik og drama, ikke mindre død, ulykke og overtro end i Østre Gasværk, men rykket nogle hundrede år frem i kalenderen, vi er i heksejagternes 1500-tal.
Sådan indfanges vi nu på ondt og godt af katolske arme i storladne teatralske livtag. I aftes helt overvældende af de scenebilleder, Fredericia Teater blænder op for.

SUSET FRA TOPPEN
 
Med den blanding af konkret, fysisk slagfærdighed og videoteknisk virtuositet, som det utæmmelige piratteater i Fredericia har udviklet, ser vi Nôtre Dame Katedralen rejse sig for vores øjne, i sus fra tårn ned til alterhøjde i enorme styrtdyk. Og storme mod toppen igen i et eksprestempo som var det lyn-elevatorerne i Manhattans twin towers før 9-11.
Det er ikke 3.verdenskrig-bombardementer, der rammer, det er moderne videoteknik. Det overrumpler, og gør os nærmest svimle under operationerne. Den arme Quasimodo – klokkeren – flyver som en Skt. Hans-heks i sit tov gennem etagerne.
Billederne overvælder i det hele taget i denne Walt Disney-inspirerede opsætning af Victor Hugos roman – forestillingens serie af levende billeder, et Paris med brand i gaderne, scener i hurtige skift mellem byens gader og torve, hvor den stumme, pukkelryggede Quasimodo bliver pisket, hvor hans Esmeralda skal hænges, hvor hendes unge løjtnant Frolla får en kniv i ryggen, hvor sigøjnerne jager skræk i livet på borgerne. Og så tilbage til kirkens vældige loft og tårn, hvor Quasimodo kan bringe de kæmpemæssige klokker i svingninger, så deres bimlen sætter vores ørers membraner i en bølgegang, næsten så voldsom som de jubelhyl, dele af publikum i salen modtager deres scenehelte med.
Den visuelle kulmination er den enorme tønde med glødende klokkestøber-bly, der hænger truende i tårnet til udløsning, da handlingen kulminerer i død og oprør og flammer i natten.

KLOKKERENS VERDEN

Fanges vi af den menneskelige historie i dette væld af billedindtryk?
Ja, vel gør vi så. Den arme, handicappede Quasimodo har vi i tidens løb set mange grumme udgaver af, Charles Laughton i filmen fra 1939, der i øvrigt fik sig en lykkelig slutning, og på teatret f.eks. Peter Langdal-udgaven på Betty Nansen Teatret i 1994, der havde Jens Okking som Quasimodo.
I Fredericia er det teatrets egen Lars Mølsted, ung og karismatisk, rørende i sin ulykkelige forelskelse, stærk til de hårdeste ture og vokalt sikker til at svinge fra kampen med den delvise døvstumhed, der er Quasimodos, til flot sungne udbrud.
I anmeldelsen i går af ’Jordens Søjler’ beskæftigede vi os lidt med den musical-sangstil, der dyrkes med flid i noget, vi godt kan kalde ’Fredericia-skolen’, de fleste medvirkende i ’Klokkeren’ er sikre eksponenter for genren. Men det giver samtidig stærke virkninger, at enkelte hovedroller synges anderledes. Det gælder f.eks. Mads M. Nielsens pompøse, tvetydige Frolle, diakonen, der har et skæbnebelastet beskytterforhold til Klokkeren, og – som en Scarpia i ’Tosca’ – udnytter sin magt over for en pige, der sættes i et dilemma. Sangerinden Tosca dér. Her sigøjnerpigen Esmeralda. Mads M. Nielsen er ikke sanger som de andre. Han er en skuespiller, der kan synge, og han bruger det, han har, med prægtig kraft og artikulation, perfekt i rollen.
På samme måde afviger forestillingens Esmeralda i sin syngemåde lidt fra de andres. Hendes mezzosopran er mildere, blidere, og harmonerer smukt med den lyriske karakter, hun giver som Esmeralda, der danser forførende i et afdæmpet kropssprog, en sigøjneren med latinamerikansk undertoner. Navnet er Vanessa Rodriguez Ibarre.
På den lange rolleliste noterer vi os ellers især Christian Lund som den unge løjtnant med det ædle sind og Dilukshan Jeyaratnam som den ildsprudende sigøjneranfører. Skrappe fyre med stemmer, der når gennem en musikalsk total af kor og orkester, klingende helt hollywoodsk, mikrofonforstærket til den store guldmedalje i en sal, der måske kunne nøjes med mindre.

Der er skrevet afhandlinger om de idéer, Victor Hugo havde med ’Nôtre Dame de Paris’, hans egentlige titel til romanen. Han skrev den omkring 1830, og det var delvis i vrede over voldsomme nedrivninger og ombygninger af gamle, gotiske bygninger i byen, bl.a. Nôtre Dame-kirken, der i forvejen var godt smadret under revolutionen 30-40 år før.
I ’Klokkeren fra Notre Dame’ på Fredericia Teater er Klokker Quasimodo bedste ven med de skulpturer, der led døden under revolution og saneringer – de er levende, brillante medspillere i mange af scenerne.
Det er en pudsig, direkte association til de skulpturer, som den unge billedhugger-lærling, Laus Høybye bakser med i ’Jordens Søjler’ på Østre Gasværk-scenen.
Vi er som sagt i en verden af katolsk katedral-byggeri på begge teatre. Historisk arkitektur-drama, så det forslår. Vi ser skoleklasserne flokkes med notesblok i hånden.

gregersDH.dk