SLÅ ØRERNE UD

OG LYT,

JOY MOGENSEN

Dånende smuk sang i indspilningen af August Ennas Ennas uimodståelige opera ’Kleopatra’.

August Enna: ’Kleopatra’ CD-indspilning af opera i 3 akter. Libretto: Einar Christiansen. Dirigent: Joachim Gustafsson. Odense Symfoniorkester og Den Jyske Operas Kor. Solister: Elsebeth Dreisig, Magnus Vigilius, Lars Møller, Ruslana Koval, Jens Bové og Kirsten Grønfeldt. Dacapo-records. Dobbelt-CD.

*****

SÅDAN. Operaen ’Kleopatra’ er kommet i rillerne, og det er en god ting. Lige noget, den musical-hungrende kulturminister Joy Mogensen bør tvangsindlægges til.

AUGUST ENNAS opera var et af de sjældne værker, Den Jyske Operas nye chef Philipp Kochheim fik sat op i forrige sæson. Det gav et rusk i repertoiret. ’Kleopatra’ blev spillet på turné, kom også til Gl. Scene, hvor den gik et par gange i træk, og nu er det sangerholdet fra 2. aftenen, der kan høres på en CD-udgave.

SEKUNDA-udgave altså? Overhovedet ikke. Næsten tværtimod. Det alternative hold havde sopranen Elsebeth Dreisig i titelrollen som Kleopatra og Magnus Vigilius i rollen som den unge farao Harmaki. For ikke at glemme den ukrainske sopran Rusland Koval, der er urovækkeren i trekantsdramaet, ypperstepræstens datter Charmion, der lægger lige så mange snarer ud som Kleopatra, vokalt en sopran, der ikke er langt fra Elsebeth Dreisigs, uden at det i øvrigt gør det vanskeligt at skelne mellem deres stemmer. I operaens handling tørner deres figurer og deres spil så markant op mod hinanden, at deres sopraners kvaliteter er med til at intensivere spænding og oplevelse. ’Kleopatra’ er elementært drama – en fortælling om den egyptiske dronning med de fatale forfører-egenskaber. Kvinden, som drejede hovedet af led på romerske hærførere, og her i operaen udser sig denne Harmaki til sit offer, genskuer hans og Charmions maskepi med oprørere og lader helvede bryde løs. Et fængende operadrama med luft under vingerne og snert af både Verdis ’Aïda’ og ’Otello’ i librettoen, der skrevet af Einar Christiansen, som i en årrække var chef for Det Kgl. Teater. Både magtfulde præster og tabte dametørklæder melder sig i handlingen – det sidste i den prægtige og prægtigt sungne scene i 2. akt, der foregår under stjernehimlen i Harmakis borgtårn. Et fatalt duftende tørklæde bringer os i mindelser om Desdemonas i ’Otello’.

OPSÆTNINGEN af ’Kleopatra’ havde en alt for kort levetid hos Den Jyske Opera i 2019. Så CD-indspilningen, der blev foretaget i foråret dét år, kan måske bringe Ennas opera videre mod fornyet liv. Den blev spillet flittigt i nogle år lige efter premieren på Det Kgl. Teater i 1894, også i udlandet, men så forsvandt den. Så meget andet trængte sig på. I Danmark f.eks. Carl Nielsens ’Maskerade’ og ’Saul og David’. Og alle vegne skyllede bølgerne af Wagner, Puccini og Richard Strauss ind over operahusene. August Ennas opera gled til side, og dér har den befundet sig, indtil Phillipp Kochheim så en pointe i at bringe glemte danske operaer til live i Århus. Et af de andre resultater af Kochheims initiativ var Paul von Klenaus ’Michael Kohlhaas’, det blodige drama fra reformationstiden skrevet af en dansk komponist med rødder tæt plantet i tysk musikliv i mellemkrigsårene, musikalsk lidt sværere tilgængelig end ’Kleopatra’ og i øvrigt emnemæssigt tæt på Bo Holtens store og lige så blodige reformations-opera ’Schlag sie tot’, der fik premiere for et par år siden på Malmø Operaen.

DE senere år har virkelig ført nye eller sjældent hørte danske operaer på banen, og tak for det. Om takken så skal gå til Den Jyske Opera eller Malmø Operaen eller for den sags skyld Det Kgl. Teater – Hans Abrahamsens H.C. Andersen-opera ’Snedronningen’ i efteråret 2019 nævner vi med fornøjelse i samme åndedræt. Om ikke andet for at minde kulturminister Joy Mogensen om, at disse operaer eksisterer og bliver spillet som lyslevende bekræftelser på, at der er kraft i en dansk operakultur, som man som kulturminister må kende og interessere sig for i stedet for bare at sukke efter flere smertefrie musicals.

DET være sagt som kommentar til denne ’Kleopatra’-CD, der er et flot gennemført projekt, velspillet med Odense Symfoniorkester med dirigenten Joachim Gustafsson i spidsen. En indspilning af netop en opera, der i en kulturministers ører bør ramme hendes forestillinger om musikalsk teaterkunst, der kan nå et dansk publikum med et attraktivt og tilgængeligt tonesprog af stor kvalitet og som fængende scenedrama.

DET er det, du oplever med ’Kleopatra’. August Enna skriver højt kvalificeret operamusik i en romantisk stil, velklingende, i kølvandet på både Verdi og andre italienere som Mascagni og Puccini, også Wagner har sat spor hos ham med operaer som ’Tannhäuser’ og ’Lohengrin’. Der er franske komponister som Massenet i det oprørte farvand – Enna har suget til sig med stor flid under sin delvis autodidakte udvikling, studeret partiturer, udviklet instrumentering med ikke bare behændighed, også eminent evne til at skabe dramatisk saft og kraft i handlingsforløbene. Enna var en skræddersøn fra det indre København – familienavnet Enna stammer såmænd fra en forfar, der kom fra en lille siciliansk by, der hedder Enna. Hans historie og musik er beskrevet i en biografi, Steen Chr. Steensen skrev for et par år siden – læs anmeldelsen her på bloggen; den findes 17.9. 2018 og bærer overskriften ’Hidsig som en italiener – uartig som en skomagerdreng!’

DET hidsige kan man i øvrigt få uddybet i CD’ens teksthefte, hvor Henrik Engelbrecht har fat i et slagsmål mellem Enna og flere musikforlag om rettighederne til ’Kleopatra’-partituret. Det ligger der i dag i al sin tilnærmelighed og til fredsommelig anvendelse hos forlaget Breitkopf und Härtel, der altså trak det længste strå dengang.

LYT, Joy Mogensen. Hvis den opera en dag dukker op igen.

gregersDH.dk