Charlotte Fich i ‘Kirsebærhaven’ på Aarhus Teater  (foto: Jan Jul)

EN SVIPSER

Aarhus Teater har problemer med Tjekhovs ’Kirsebærhaven’ – man lades uberørt, desorienteringen forplanter sig fra scene til sal.   
Spiller på Aarhus Teaters Scala Scene indtil 6. marts

**

EN kedelig konstatering: ’Kirsebærhaven’ fungerer ikke på Aarhus Teater. Et gæt er, at den ungarske instruktør Gábor Számbéki ikke har haft en samlende idé – ud over de almindeligheder, han fortæller i teatrets program.
I hvert fald ikke har haft en idé, han har kunnet kommunikere til skuespillerne – en flok skuespillere, der hver for sig har deres kvaliteter, men som ser ud til rådløst at agerer på deres egne præmisser og indskydelser.
Forestillingen opleves ved premieren som noget i retning af en tidlig arrangementsprøve på stykket. I en dekoration, som er tilsigtet luvslidt, men det gør i sig selv ikke noget:
’Kirsebærhaven’ handler om livet på et gods, der er ved at smuldre, og om mennesker, der enten klamrer sig til hinanden uden at få fat eller konkurrerer mere eller mindre skjult, spiller ud mod hinanden, men med gnidningsløs aggressivitet – man gider dårligt nok udvise vrede, indsvøber vreden i overfladisk laissez passer. Gnækker, men lader stå til. Handlingslammet.
Tonen skal minde om den, vi kender ikke bare fra Tjekhov, men også fra vores egen Herman Bang: Den undertrykte spænding, den uudtalte, mentale spjætten imod nederlaget. Lystighed og initiativ, der kvæler sig selv. 

DESORIENTERING

På Aarhus Teater rammes den tone aldrig, rytmen bliver forceret, skuespillere virrer eller lister sig frem med de karakterer, som de håber vil slå til – Kim Veisgaard med vanlig vokal applomb som den pengebesatte nabo-godsejer, Theresa Sølvsteen, der fanger noget af steddatteren Varjas kompleksede, frustrerede snusfornuft og pebermø-angst, Marie Louise Wille som forsøger sit eget lille show som cirkusartist, Preben Harris, der viser os et rørende brudstykke af sin Gamle Levin som sidste manden inden for murene. Bue Wandahl, der har haft alle dagens Stein Baggere at tage bestik efter som smart guy Lopákhin. O. s. v.
Alle gør sig desorienteret umage for at skabe stykkets figurer, ikke mindst Charlotte Fich, der er betroet hovedrollen som den afglansende godsejerinde med smuldrede aristokratiske vaner og et overlegent forhold til livets realiteter. 
Ekstravagancens sindsforvirrede nådegave er ikke Charlotte Fichs, det excentriske ligger ikke for hende, hun er det mest gennemsunde, en moderne kvinde, som i en tv-serie målløs kunne se sig lempet ud af sit konkursramte parcelhus i Birkerød, hvor der stod Nielsen på dørskiltet, ikke Ljubov Andréjevna Ranéwskaja. 

SVIPSER

Mere stemnings- og atmosfæreforladt kan man dårligt forestille sig en ’Kirsebærhaven’. Selv musikken virker helt forkert – en Schubert strygekvartet, endda en af de milde. Som varsler lun borgerlighed.
En ærgerlig svipser. ’Kirsebærhaven’ lykkes anderledes helstøbt på Aalborg Teater i disse uger.
Hvis man vil se ’Kirsebærhaven’ og bor midtvejs mellem Aarhus og Aalborg, skal vi sige i Sønder Onsild, må man ikke være i tvivl: Kurs mod nord. Og hvis man partout vil i teatret i Aarhus, så få en målrettet en på sinkadusen med ’Skakten’ på teatrets Studio Scene. 

gregersDH.dk