Ena Øster Bendtsen og Jesper Dupont som Karoline og Kasimir (foto: Rasmus Baaner)
WILLKOMMEN! BIENVENU! WELLCOME!
Århus-uge, Oktoberfest, bajere og Bierstube, tordenbulder i syd og fra oven – Horvath’s ’Kasimir og Karoline’ fra 30’rnes Tyskland rammer som et sving fra en ballongynge ind i valgkampen.
*****
PÅ dagen, hvor valget udskrives, har Aarhus Teater premiere på Horvaths ’Kasimir og Karoline’. En gyser.
Titlen klinger af en hyggeromance. Det er stykket ikke. Man kan få knopper og strithår i nakken over dets uhyggelige indhold.
Det bliver ikke mindre af, at musikken uden for mit hotelværelse, hvor jeg sidder og skriver min anmeldelse, ekkoer af ramasjang fra Århus Festuge, hvor teltene er rejst på bispetorvet. Den glade fest er i gang, løssluppenheden kører, og der er ingen problemer med at få gyseraftegning af en vals på kanten af økonomisk afgrund og ’efter os syndfloden’, hvis man vil svinge sig op til det.
Præcis den stemning, der er ’Kasimir og Karoline’s, og som det lykkes den norske instruktør Runar Hodne at mane frem på teatrets Scala-scene: Et Tyskland, der i begyndelsen af trediverne intetanende, i hvert fald med dødsforagt og iført skyklapper, kører mod nazisternes magtovertagelse i 1933. Syngende og med nationen i en vaklende gangart, som – lige så intetanende – afløses af overstadig strækmarch midt i oktoberfestens markedshalløj. Mindelserne om scenen i ’Cabaret’, hvor Hitler Jugend-knægten sætter gang i fællessang, melder sig.
’Willkommen, Bienvenu! Som konferencieren synger i ’Cabaret’.
SPEJLKABINET
Scala-scenen er et vældigt spejlkabinet, hvor vi som tilskuere ser os selv som på et kæmpe familiefoto, og hvor de medvirkende har udgangspunkt mellem os. De sidder på første række, klar til at rykke ind i den muntre, makabre arena og udspille deres næsten marionetagtige roller, dværgen, der er cirkusdirektør, negerdanserinden, sprechstallmeisteren, og vores hovedpersoner på stribe: Borgerskabets sumpede mellemklasse, fortabt i sig selv og sin forvirrede målløshed – bogstavelig mål-løshed: ’Det bliver aldrig anderledes’ siger lægen (Inge Sofie Skovbo) med en kynisk latter.
Et replikskifte: ’Død i morgen? Svar: Ikke en skid vil folk sige!
Ingen er vindere, alle har sluppet fortøjningen til almindelig anstændighed, Den arbejdsløse Kasimir prøver, han skrider selv i svinget – Thomas Bang skaber en sørgmunter desperado.
Hans Karoline pinder Ene Øster Bendtsen knivskarpt ud som pragmatisk kyniker – man skal vel have det bedste ud af enhver situation, og der er ikke plads til en arbejdsløs samfundskikser.
Og fra dem og velhaver-sjaskerne, Lars Høj og Jens Zacho Böye, de fordrukne samfundsstøtter Speer og Rauch, til det fra al sund sans og fornuft afhoppede galleri af menneskeligt sammenskrab: Den mentalt retarderede unge dandy, hr. Schürzinger i Jesper Duponts krop, og Jacob Madsen Kvols, det leddeløse væsen, halvt dyr, halvt menneske, på evig vandring mellem sine ofre, kvinder, venner, kolleger i fordrukken, morderisk chikane, især mod Mette Døssings Erna, som er inkarnationen af bayrisk jomfruelighed som søsterlig modstykke til den ølsvingende og syngende tyksak Henriette Dinesen.
I BIERSTUBEN
Jo vi bliver ikke forskånet for ret meget i Horvaths sørgmuntre lynsnit gennem den makabre, menneskelige grobund for nazismen i de tidlige tredivere. En menneskehed, der tumler ud i ulykkerne med bind for øjnene.
Musikken føjer sig til som håndfast kulisse og medspiller: Operette og Bierstube-toner, ind imellem forvaltet som flerstemmig skønsang – den kunst, som tyskerne kan, og som kan bruges som smertefuldt ekko af en højkultur, der kan forvandles til kitsch og dyrkes som kulturel porno.
Alt dette skabt i denne sceniske totalfavnen af publikum – de medvirkende er undertiden højt bag os, men spejlet i bagscenens blanke rundhorisont.
Vi er medofre og medskyldige, og det er der, man et øjeblik fornemmer denne pinefulde association til en valgkamp, der kæmper for at handle om noget, men kører for næsen af os som en tv-serie, hvor man får præmie for at sige mest muligt uden anden substans end bedøvende gentagelser og appel om offentlighedens deltagelse i dansen om en guldkalv med dødningefjæs.
UHYGGEN
Det Kgl. spillede for nogle år siden ’Kasimir og Karoline’ i en fortænkt udgave af den svenske instruktør Anders Paulin.
Hodne og hans scenograf Serge von Arx rammer uhyggen uden at vride hjernevindingerne af led.
Ude på Bispetorvet er et tordenvejr ved at rasere luften. Musikken spiller videre. På tv retter Lars Lykke på slipset, og alle siger i kor det samme om økonomien, som de sagde i går og siger i morgen. Satte de toner på, ville det lyde som barcarolen fra ’Hoffmanns eventyr’, de på Scala-scenen indleder 2. akt med. Men næppe så kønt.
