LATTERVÆKKENDE

Lifligt, frækt, komisk, lattervækkende – Wessels ’Kærlighed uden strømper’ genopvakt i ægte Riddersalen-stil på…Riddersalen.

 Spiller indtil 28. april

*****

1772. Sikke et år!
Ude på Østre Fælled – i slutningen af april – hugger bødlen hovedet af Struensee, mens 30.000 københavnere ser på.
Hjemme på Gråbrødretorv sidder Johan Herman Wessel i samme april og skriver ’Kærlighed uden strømper’. Formodentlig ved at gå til i latter over sine påfund.
Et godt år for dansk teater. 1772 leverer stof til en hel stribe af skuespil, opera og film om Struensee-sagen. Og samtidig bliver en af dansk teaters mest grinagtige komedier til.
Denne Wessel-parodi på seriøs dramatik og opera. Skabt af en nordmand. Norsk har det vel klinget, når han læste stumper af dialogen op for vennerne i klubben henne om hjørnet i Sværtegade. Alexandrinere på norsk. Parodi på fransk tragedie. Latterliggørelse af det, der blev spillet på det hofteater, hvor Struensee i øvigt dansede og pjankede den aften, han blev arresteret.
Hvor vild kan verden være?

HELTE OG HELTINDER

Så vild og absurd som den er, når Mette K. Madsen på Riddersalen vågner op af sit mareridt og hyler som stykkets første replik: ”Du aldrig bliver gift, hvis det ej sker i dag!”
Hvorefter de næste timer handler om hendes forsøg på at blive gift med den ene eller den anden, med Mads eller Johan, to starutter, der ligesom Grethe, som hun hedder, befinder sig på lower middle class-hold i det københavnske, som Wessel og vennerne omgikkes. Men altså taler og tér sig som helte og heltinder hos Corneille og Racine og hvem der ellers blev spillet på Hofteatret, når Holberg ikke kunne få lov at komme til. Mette K. Madsens makkerveninde i stykket, spillet af Rebecca Owe, udfolder sig i perlende rap parodi på de italienske operaensembler, der også hærgede i det københavnske på den tid.

DIRRENDE BALANCE

Opsætningen på Riddersalen er et henrivende nummer i den stil, som teatret har rendyrket helt tilbage fra ’Svend Knud og Valdemar’ i begyndelsen af 70’erne. Så altså også dét ’historisk’. Hvad der ellers er det sidste, opsætningen appellerer til komplimenter for.
Den er nemlig så raffineret, at den formår at holde en dirrende balance mellem den løbende alexandriner-versform, de spidse og lattervækkende rim og den totale down to earth, københavnske grovhed.
Benjamin Boe Rasmussen og Kristian Holm Joensen er et sjældent velvalgt par som bejlerne, lige betuttede og fornærmede, Rasmussen en tumling, der kan føre stilen helt ud til Dyrhavesbakken, som var vi til Mester Jakel Teater, og Holm Joensen, som fører en holbergsk Jean de France ud i parodien. Der er heller ikke mange sekunders tvivl om, at Mette K. Madsen med sin anløbne rejekællingestemme kunne have fået publikum på galleriet i et københavnsk teater anno 1772 til at huje af genkendelse. Rejer? Nå. ”Røget flæsk hjælper,” siger hun. Så pyt. Vi er i hvert fald ikke på Michelin-planet.

BEGAVET TOLKNING

Kamilla Bach Mortensens instruktion sætter hver eneste knappenål på plads, det er på en gang groft og raffineret, det er højtråbende deklameret, som var vi til fransk barokteater, men det saftige københavnske grin lurer konstant, holdt stramt, for latteren skal ligge hos publikum.
En begavet tolkning, der lykkeligvis bevarer teksten intakt, men til gengæld tillader en øredøvende musikalsk frækhed hos ensemblet, styret og komponeret af Kalle Mathiesen, der hele tiden er stand by i kongesiden af scenen med sit arsenal af taste- og slagtøj – suppleret afslutningsvis af Mette K. Madsen, der kaster sig over percussion-mulighederne i damesiden med en hånd- og slagkraft, der er helt i stil med hendes dask til bejlerne, når det går løs.
Kamilla Bach Mortensens dansante instruktion af spillerne bliver støttet af lige så dansant jongleren med dekorationerne i Dorte Holbeks lette og flyvende scenografi. Det er en sand fornøjelse at følge dette sceniske partitur gennem de to timer.
Sjovt som de københavnske teatre lige nu har fat i letheden, musikaliteten i en række forestillinger, replikkernes flugt over plankeværket – Grobs ’Peter og elgen’, Mungo Parks ’Dette burde skrives i nutid’, Det Kgl.s ’Shakespeare-sonetter’ etc.
Stimulerende.           
 
GregersDH.dk