KAN MAN LØBE FRA DET
Dramatisk præstation af Anders Juul som faren, der har mistet sit barn.
Dramatiker: Line Mørkeby på basis af en tekst af Anders Legarth Schmidt. Instruktør: Thomas Bendixen. Scenograf: Sir Grand Lear. Medvirkende: Anders Juul.
’Jeg løber’ spiller på Skuespilhusets Lille Scene indtil 4. 11. På turné 26.2.-11.3. 2018. Varighed: 1 t 20 min. uden pause.
****
Mærkeligt teater. Heldigvis. Teater skal være mærkeligt, hvis der skal være mening i at bruge tid på det. Spille det og se på det.
På Skuespilhusets Lille Scene står Anders Juul på et rullende løbebræt. Han løber på det næsten uafbrudt i den lille halvanden time, forestillingen varer. Og taler hele tiden. En tekst, som dramatikeren Line Mørkeby har skrevet til ham. Teksten er baseret på nogle artikler, der har stået i Politiken, og som er journalisten Legarth Schmidts beretning om sin måde at komme igennem en kritisk periode i sit liv på efter hans datters død. Han løber.
Som drama er det en monolog, hvor skuespilleren gennemspiller denne periode. Et års kamp for at forstå, hvad der er sket. Fortvivlelse, skyld, oprør med gud og mennesker. Meningsløsheden.
Det ene øjeblik lindring af sorgen og fortvivlelsen gennem den fysiske udfordring i bare at løbe og løbe, bruge maraton-løberiets vanvittige krav til elementær kraftanstrengelse og overvindelse – for ikke at sige overskridelse, den nødvendige overskridelse af de bristepunkter, hvor krop og hjerne kortslutter og ikke vil mere, men alligevel gør det.
Det næste øjeblik raseriet, vreden, den knyttede næve rejst mod skæbnen, hospitalet, lægerne, løberens egen uformåenhed.
Maratonløbet som metafor kan udløse det alt sammen. Vi følger Anders Juuls løb med på én gang forbløffelse over hans sportslige præstation – han må være i fantastisk træning for at kunne gennemføre løbet! – samtidig med at han fortæller detaljeret om oplevelserne under pigens sidste forfærdende, men også hjertegribende øjeblikke i ugerne før hun dør. Erindringerne kommer i splitsekunder under hans løb, springer til surrealistiske oplevelser af et barn, der stadig er til stede, en mor til pigen og en lillesøster, der flakker rundt i hans hvileløse hoved. Desperationen i hans udbrud, der gør os tilskuere til ikke bare medvidere, men nærmest medskyldige i det, der har ramt ham.
Mærkeligt teater? Bestemt. En temmelig rystende monolog. Nærgående og modig. For Anders Juul en monumental kraftpræstation. For Line Mørkeby et dyk ned i hendes dramatiske variations-kapacitet, skarpt formuleret i et forløb, der af hende og instruktøren Thomas Bendixen måske kunne være en anelse kortere. Ikke for at gøre opgaven nemmere for Anders Juul. Men for at holde essensen af den tragedie, det er at miste en pårørende, endnu tættere fast.
gregersDH.dk