(Foto: Büro Jantzen)

Se også Claus Seidels tegninger nedenfor

HUN ER SGU STADIG SIN EGEN

På Nørrebro Teater hedder hun bare Mathilde Passer og ikke Daimi.

Manuskript: Jeanne Munzert på basis af Rifbjerg-filmen ’Jeg er sgu min egen’ fra 1967. Instruktion: Niclas Bendixen. Scenografer: Torden og Lynild. Komponist: Bent Fabricius-Bjerre. Kapelmester: Søren Graversen. Medvirkende: Mathilde Passer, Marie Askehave, Anne Sofie Espersen, Tom Jensen, Morten Hemmingsen og Nicolai Jandorf.

 ’Jeg er sgu min egen’ spiller på Nørrebro Teater indtil ????. Varighed: 2 t inkl pause.

****

HVAD skal der mon ske her, tænker vi… er det oplæg til en gigantisk champagnefest? Den store scene er kapslet ind i en rundhorisont af bobler i bangfarver, mest lyserøde – har forrige generations arkitekt-yndling Verner Panton fået lov at eksplodere med farveladen? Men så kom der fuldt lys på, hul på boblerne, og dér sad og stod musikere rundt med slagtøj og guitarer, og øverst Mathilde Passer i faretruende faldhøjde fra øverste stok og sang med en stemme, der var så frisk og råhøvlet som Daimis, når Daimi var frækkest.

IKKE for ingenting. For musicalen ’Jeg er sgu min egen’ bygger på den gamle Rifbjerg-film om pigen, der ikke vil som samfundet vil – vi var i ungdomsoprørets første fase med den film, tæt på nøgleåret 68. Dengang Rifbjerg fløj med oprøret på sin egen eksklusive facon og Bent Fabricius-Bjerre skrev de kønneste sange til hans tekster.

DET er den historie, som dramatikeren Jeanne Munzert og instruktøren Niclas Bendixen nu har vendt lidt op og ned på. Den handler stadig om pigen med saft i sig til at ville selv. Men de begynder her med den herligste ekskursion rundt i den forbløffende dekoration, trapper op og trapper ned bliver hun pisket fra boblehul til boblehul, ikke for at bliver druknet i champagne, men for at blive konfronteret med hele samfundsmaskineriet af klausuler, forordninger, spilleregler og blokeringer for frie udfoldelsesmuligheder. En rundtur, der dengang var møntet på 60’ernes vokseværk i kontrolsamfundet, og som i dag mageligt kan opdateres til Danmark, verdens lykkeligste land.

DET er en sprælsk rundtur, der havner hos den sociale værge, som skal holde styr på den arme pige, og lykkeligvis gør det uden held. Marie Askehave har værgerollen, sort i dresset og streng i mælet, men klar til at danse, når det er kravet. Lige som alle i denne forfløjne version af filmen, som har musikken og en næsten koreografisk anlagt bevægelighed i anslaget, ind og ud af hullerne, op og ned ad trapperne, ikke mange rolige øjeblikke. Den uvorne pige bliver varm på forskellige personager, forelsket i rockmusiker, formælet med bageren, men skidt går det hen ad vejen med hendes bestræbelser på tilpasning til normalitet.

I begyndelsen af 2. akten er hun havnet på en anstalt af galninge, der dagen igennem gennemhegles med moralske diktater af en pædagogisk røst fra oven – det er de scener, der i filmen var starten. Og det er i opsætningen på Nørrebros Teater en af den type passager, der har mest dramatisk schwung og vittigt musikalsk forløb. Ligesom de rapt forløbende indledningssekvenser i første akt.

DET forhindrer ikke, at vi i mange enkeltepisoder musicalen igennem kan forlyste os med skuespillerpræstationer, der i små og større hug holder forestillingen på det niveau, der er sangenes – ’Duerne flyver’, ’Stilleleg for voksne’ og ’Jeg sætter min hat som jeg vil’. Det er en speciel fascination at se en skuespiller som Tom Jensen det ene øjeblik være bagersvenden, der spankes på plads af Mathilde Passer, det næste være dommeren i byretten, der med stentorrøst banker hende til 54 års indespærring. Og der er en lille vrimmel af sjove roller til de fleste, også til Anne Sofie Espersen, Nicolai Jandorf og Morten Hemmingsen.

ALLIGEVEL går prisen nok især til de musikalsk-koreografiske ensembleoptrin og til det imponerende champagnebrus af en dekoration, hvis mestre er Sigurd Bennike og Sebastian Tingkær, sammenbragt under kunstnernavnet Torden og Lynild. Godt udtænkt.

gregersDH.dk

Claus Seidels tegning: Marie Askehave, Nicolaj Jandorf, Tom Jensen og Mathilde Passer