Anne Vester Høyer, Özlem Saglanmak og Rosa Sand Michelsen i ‘Jeg er ikke mine egne snørebånd værd’ på Det Flydende Teater (Tegning: Claus Seidel)

MED BLØDGØRINGSMIDLER

En Henrik Nordbrandt-kabaret fuld af  over- eller underspillet hadkærlighed til denne verden. Titel: ‘Jeg er ikke mine egne snørebånd værd’
 

Spiller indtil 9. august på Det Flydende Teaters båd, der afgår fra broen ved Frederiksdal. Se tider på www.detflydendeteater.dk 

***

BÅDEN tøffer. Blide skvulp. Søen spejler aftensol. Næsseslottet titter frem bag grønne skov. Båden er dekoreret med dannebrog. 
Hvad har de for, de tre piger og deres accordeonspiller?
Der er dansk sommerromantik i luften. En omgang ’Flyv, fugl, flyv over Furesøens vande’.
Næh. Snyd! Chr. Winthers tekst er dyster: Han vil hellere væk. I hælene på den fugl. Til den skønne. Til det skønne. I det fjerne.
Ligesom Henrik Nordbrandt. Eller måske alligevel ikke. Pigerne render rundt med et nummer af ’Alt for Damerne’ – digter Nordbrandt har engang skrevet en barndomserindring. Han troede, bladet hed ’Alf for damerne’. Om, at det var trist for den ensomme Alf mellem alle bladets damer.
Lidt dansk småtteri. Dansk tøf. Af den type, som Nordbrandt kan blive rørstrømsk over, savner, men har det svært med. Ligesom med hans personlige regndråpræludium ’November, november, november’, som får et år til at vokse til seksten umulige danske måneder.
Pigerne synger den og andre Nordbrandt-tekst i de påpasseligste vokal-terzetter – de er Anne Vester Høyer, Özlem Saglanmak og Rosa Sand Michelsen.  Ind imellem soloer, Anne Vester Høyer bedst, men alle tre kan.
Fint. 
KONGLOMERAT

Ind imellem et konglomerat af Nordbrandt-tekster, venlige, triste, aggressive, forblommede, absurde og ømme.
Alf fra Damerne er glemt, når vi til sidst forlader den demonstrative besættelse af en Harley Davidson og ender i længslen efter den elskede – ’at du kan komme. At noget så vidunderligt kunne ske’… Beethovens ’An die ferne Geliebte’ fortrænger et øjeblik Henriette Groths nydelige kompositioner. I mit hoved. 
Kaotiske konstellationer. Fra en kaotisk tekstsamling. Kønsidentiske krydsninger, da de tre midtvejs forlader deres kvindelige antræk og bliver til fyre i habit. Men hele tiden frem og tilbage i overskæringerne mellem had og kærlighed, frækhed og blidhed, uroskabende tvivl. Pjank og ømhed. Røde pøler, pis i Furesøen, pludselig gregoriansk messe over temaet ’Hvorfor skulle en dumhed blive sandhed ved at blive gentaget?’ 2000 års ortodoks religion f.eks.?
 

SKEPTISK DIRREN

Hvis tanken med denne Nordbrandt-kabaret er at vise de sider af dansk livsmønster, der sætter Nordbrandts antenner i skeptisk dirren, rammer forestillingen egentlig godt.
Den har en næsten studentikos spillestil, vreden og utilpassetheden ved letløbende danske kompromisser og generaliseringer berøres, men bliver aldrig sprøjtet ud for fuldt alvor.
Forestillingen er fyldt af blødgøringsmidler.
Instruktørerne Anders Lundorph og Emil Hansen må have tænkt den sådan. Det rammer i hvert fald en side af Nordbrandts digtning.

GregersDH.dk