Morten Suurballe, Claus Flygare og Anne Vester Høyer (tegn. Claus Seidel)

JAN SONNERGAARD –

ET DOBBELTMENNESKE?

Stykket om Jan Sonnergaard ligner mest et litterært mausoleum for digteren, skrevet med hieroglyffer

Manuskript: Claus Flygare. Iscenesættere: Nicolai Faber, Sargan Oshana og Jens Jørn Spottag. Scenograf: Maja Ravn. Medvirkende: Morten Suurballe, Josephine Park, Laura Kvist Poulsen, Anne Vester Høyer, Mads Riisom, Claus Flygare og Helle Dolleris.

’’Jan Sonnergaard er ikke død’ spiller på Betty Nansen Teatrets Edison Scene indtil 30. 11. Varighed: 1 time 45 min.

**

’JAN SONNERGAARD er ikke død’ hedder stykket.

VEL er han så. Forfatteren Jan Sonnergaard døde i november 2016 i Budapest af et hjerteslag.

MEN her har vi ham altså i levende live på Betty Nansens Edison Scene. Lige så levende som Shakespeare, når vi ser ’Shakespeare in love’ på Østre Gasværk. Selvom Sonnergaard kun huserer i kulisserne på Edison Teatret. En, vi ikke ser. Kun taler om. Det er ok.

CLAUS FLYGARE, der har skrevet stykket, mener med titlen, at Sonnergaard, hans gamle ven, lever i bedste velgående i kraft af de bøger, han har skrevet, men også i kraft af mange menneskers erindring om ham, bl.a. Flygares egen. Selv har jeg en svag erindring om den runde, gemytlige Sonnergaard, set nogle gange, når jeg i 90’erne kikkede fra mit vindue i Larsbjørnsstræde over på værtshuset Floss, hvor han var en del af det livsglade selskab, der entrede eller forlod Floss. Læse ham nåede jeg aldrig til – af ulyksalige grunde grebet af andre læselyster. Det skulle der måske rådes bod på.

DET er ellers nok en forudsætning for rigtig at forstå, hvad der foregår i Flygares stykke. Det opererer, så vidt jeg kan se, efter en metaplan, der skal ramme Sonnergaards egen angiveligt dobbelttydige attak på verden. Vi starter ved baren hos Floss, hvor vennerne hænger og opfrisker minder. Og så går det derfra løs med dels en genetablering af fiktive prøver på et stykke dramatik med titlen ’NarkoMan’, som Sonnergaard aldrig fik skrevet færdigt. Her spiller Flygare selv med som iscenesætteren. Og dels med en fiktiv politiundersøgelse af fire mord. To mord på anmeldere, der har jordet Sonnergaard, to på litterater, der også har gjort deres bedste med samme formål. De to kvindelige opdagere – spillet af Josephine Park og Laura Kvist Poulsen – kredser omkring en mystisk hr. Erich Erichsen, som spiller dem skakmat med forførende udenomssnak – vi ser Morten Suurballe i sin glansfunktion som kryptisk manipulator med en sjælden evne til psykologisk gyserkreativitet. Få kan som Suurballe få hårene til at rejse sig.

DER svæver et ganske bevidst, mystisk og komisk skær af dobbeltgænger til Sonnergaard over Erichsen-figuren, og den fortolkning hænger vi godt med på i kraft af sjovt tænkte afhørings-situationer. Bedre end vi gør på den kunstige affære med prøverne på Sonnergaards drama-kiks ’NarkoMan’.

MEN hvor er vi i egentlig henne med dette ’portræt’ – for ikke at sige denne ’hyldest’ til digteren Jan Sonnergaard? På en ødemark af god vilje? Og kringlet virkeliggørelse? Hvor meget nærmere kommer man manden – jo måske lidt i fornemmelsen af en digter, der legede skjul med virkeligheden – men var han altså sådan? Det, jeg læser om ham i denne nattetime, er, at han skrev råt, kontant og kritisk om socialrealistiske emner. Men måske et dobbeltmenneske? Halvt Sonnergaard? Halvt Erichsen? I så fald er noget lykkedes med dette forvirrende stykke, som Nicolai Faber og Sargan Oshana og Jens Jørn Spottag i fællesskab har ansvaret for iscenesættelsen af. Og som Maja Ravn har limet på plads med det nødvendige tredobbelte scene-billede: Bar, politikontor og dramatisk prøverum.

DET hele ligner mest, som Claus Flygare har tænkt det, et velment litterært mausoleum for en digter. Tegnet med hieroglyffer.

gregersDH.dk