TEATERMILJØET FÅR MIG TIL AT GABE
Jørgen Reenberg er tilbage med glans på Det Kgl. Teater efter mere end et års pause. Det er scenen og rollerne, der optager ham. Ikke ’kulissetonen’, som han kalder ’trivialitetens helvede’.
”Jeg har altid troet, at du var noget af en kold skid…”
Rene ord for pengene. Udleveret ved kasse 1. Af Jørgen Reenberg til intervieweren efter to timers intens samtale. Med denne beroligende konklusion:
”Men det er du jo ikke.”
Dansk skuespillerstands mandlige fyrtårn – og 79-årige enfant terrible – siger, hvad han mener. Når det passer ham. Og hvor. Selvsikkert. Lykkeligvis også selvironisk. Og – hvad ikke alle er opmærksom på: Med en fundamental ydmyghed. Den ydmyghed, der fortolkes af mange som det modsatte: Arrogance.
Reenbergs ry for arrogance huserer. Det har det gjort i det meste af hans lange skuespillerkarriere.
”Også du har vel altid syntes, at jeg er en irriterende snegl”, siger han, da vi har sat os og begynder interviewet og har tændt mikrofonen. ”Og besværlig, ikke? Det er jeg bare ikke på den måde, du tror. Slet ikke. Jeg er bare…et barn. Det kan virke lidt pinligt. Men min barnlighed har også været en del af min succes som skuespiller… Til gengæld: Min barnagtighed – den kan jeg ikke fordrage. Og slet ikke min utålmodighed…”
Vi møder Jørgen Reenberg i det hjemlige…lejligheden ved Rude Skov, trygt omgivet af fortællingen om et langt liv med kultur, kunst…naturen, som næsten er på vej ind i stuen fra den store terrassehave, jagtmennesket Reenberg…den fanatiske musikdyrker… Stan Getz sender tenorsax-balsam gennem stuen fra anlægget – ikke fra en cd, men selvfølgelig fra ægte vinyl – en enorm samling af lp’er fylder reolen…”På cd’er kan man dårligt høre forskel på en violin og en obo. Lp’erne har langt mere autentisk lyd,” siger han hvislende af foragt for de cd-gnallinger, der gemmer sig på øverste hylde.
DEN DÉR KULISSETONE
”…Utålmodig over for andre?”
”Ja. Man kan tillade sig at være utålmodig over for sig selv. Men ikke over for andre. Det er jeg bare ofte. Nok fordi jeg er drevet af min lidenskab for skuespilkunsten. Og når jeg siger skuespilkunsten, så mener jeg IKKE teatret. Den dér kulissetone! Hele teatermiljøet. Det har jeg aldrig været tæt inde på. Jeg har ikke noget imod det. Men jeg kommer til at gabe. Fordi man hele tiden siger det samme og det samme. Man er enormt forarget over noget. Eller enormt begejstret. Det er det samme, der kører og kører. Jeg bliver søvnig af det! Jeg elsker at arbejde med mine kolleger på scenen. Men uden for scenen…altså dét, jeg kalder kulissetonen – dér er det for mig, som om jeg er i trivialitetens helvede.”
”Du sidder ikke i kantinen og hygger dig med de andre.”
”Aldrig. Jeg bliver forstemt af miljøet. Det er ikke, fordi jeg har noget imod at gå til fest. Dér er jeg tit den, der går sidst. Så danser jeg og pjatter. Og mine kolleger siger: ”Nejj, Jørgen, hvor havde vi det skægt og hyggeligt, og du var ordentlig i topform!” Men ellers…det er prøverne og scenen, jeg elsker. Jeg har det som kammermusikere, når de mødes for at begynde prøver. Så kan de deres noder. De ved, hvad det er for et stof, de skal i gang med. De er inde i det. Når de så begynder at prøve, så handler det om opfattelsen, tolkningen, fraseringen. Det er dér arbejdet er. Men med skuespilkunsten kan man starte med…ikke så meget i dag…men tidligere…med folk, der knap kunne læse indenad til læseprøven. Jeg har heller aldrig kunnet begribe, at to skuespillere kan stå i mørket på scenen og snakke om barnebleer eller middagsmad eller whiskymærker, et sekund før de skal ind. De kan stå og snakke fuldstændig privat! Når man går på scenen, skal man komme ind og være til stede med en bagage af levet liv. Et stykke begynder jo ikke, når der begynder. Det er foregået i årevis inden, og alt det må du digte.”
DE PAUSER!
Vi taler om den overståede premiere på Harold Pinters ’Hjemkomsten’ på Det Kgl. Teater. Stykket om den uhyggelige mafioso af en far og hans sønner, et stykke, som svinger mellem modbydelighed, rå mandehørm, et kvindesyn, der stinker helt ud over rampen – og dyb sort komik. Lunkent modtaget af anmeldere, der bøjer sig i støvet for Reenbergs eminente spil, men ellers grynter over opsætningens slow motion. ”Dræbende kedsommelig,” skrev Børsens Lars Wredstrøm om forestillingen.
”Det er allerede bedre nu!” udbryder Reenberg. ”Jeg frygtede sådan den første aften efter anmeldelserne! Det gjorde de andre også. Vi havde haft det så vidunderligt sammen, og så bliver der bare sagt: Reenberg her og Reenberg dér, og ’Guuud!’ Og ’Iihh!’ – og resten er noget kedeligt noget! Vi er helt klar over, hvor problemet ligger. Det er det med pauserne i replikkerne. Både Emmet [Feigenberg, instruktøren] og jeg siger det. Men ingen af de andre har spillet Pinter før. Det er et problem. Vi frygtede, det ville blive alle tiders dumpeår at komme igennem – men pludselig var det der! Udsolgt hus, og to fremkaldelser mere end til premieren! Folk, der piftede og trampede! Det har vi ikke oplevet før. Det kan også have været sådan nogle snærende nervebånd, der har gjort, at det blev så stift ved premieren – og så disse pauser.”
”Hvad er det med de pauser?”
”Pauserne er som REPLIKKER i Pinters stykker. De skal være fyldt med indhold! Man skal i det hele taget ikke være angst for pauser. Aldrig. Altså som Ritt Bjerregaard, der taler med alle sine ’ouuuøh…’…’atøøø…’, fordi hun aldrig har fundet ud af, at der ikke behøver være lyd hele tiden. Hun er jo så velbegavet, at hun ikke har brug for de dér lange ’øh…øh…’ Hos Pinter skal skuespillerne fatte, at pauserne er nogle af de mest ladede replikker i stykket – man hører dem bare ikke. De er DIALOG. Skuespilleren skal digte sin pauses replik. Hvis man holder en pause, og publikum tror, at suffløren er gået i stå – så er det jo lort! Nå, undskyld jeg bliver ophidset!”
”Og utålmodig!”
”Det handler om liv. Konstant fornyelse. Det gælder al scenekunst. Ikke bare Pinter. Jeg har sagt til nogle af mine kolleger – jeg vil ikke nævne navne – at ”den dag I går på en scene, og man kan mærke på jer, at I ved, hvad jeres næste replik er, og I ved, hvad stykket ender med, så skal I ikke spille teater mere. I skal ikke ane, hvad jeres næste replik er! Det må overrumple jer…ved at lytte opstår den. I må ikke have den parat, så får I nemlig den der skinnebuskomedie, hvor I demonstrerer, hvor godt I kan rollen, og hvor suveræne I er.” Tomt! Kedsommeligt! Hver aften, man spiller, skal være den første og den sidste!”
ISCENESÆTTEREN
”Du taler, som om du var instruktør. Hvorfor sætter du aldrig selv i scene?”
”Jeg har faktisk instrueret et par gange. ’La Traviata’ på Den Jyske Opera. Og for mange år siden netop ’Hjemkomsten’. Det var på CaféTeatret. Ellers, nej. Men hvis du spørger mig, om der er noget, jeg fortryder i mit liv, så er det, at jeg ikke tog fem eller ti år…nej, bare fem…ud af mit liv for at sætte i scene. Mange af mine kolleger har sagt: ’Jørgen! Du skal sætte i scene.’ Men da jeg var ung, sagde folk, når jeg kom med mine gode råd: ’Jah…ham Reenberg…nu skal han også til dét. Og det er sikkert kun for hans egen skyld…’ I dag oplever jeg, at de kommer til mig. Når en skuespiller f.eks. i et stykke ikke kan komme videre. Så har jeg mange gange med få ord og en metafor kunnet formulere det, der manglede – også komme med idéer til instruktørerne. Allerede ved 2. gennemlæsning af et stof er jeg i den grad gravid med millioner af intentioner…jeg kan ikke lade være at spille ud på læseprøverne…”
”Så hvorfor ikke selv?”
”For træt…”
”Du virker som et energibundt.”
”Jeg kan spille på en scene. Men ved prøverne er instruktøren den eneste, som skal være der hver dag. Tale med scenograf, tale med lysmand. Alt. Og så må du huske: jeg er ikke 75 mere. Og jeg har været syg og væk fra scenen i mere end et år. Det er hårdt nok at lægge ud med en hovedrolle nu.”
GERNE EN BIROLLE
”Og hovedroller kommer der vel flere af. Hvilke, tror du?”
”Jeg har ikke flere ønsker. Jeg har jo været så privilegeret. Gerne en god birolle engang imellem. Nej, ikke en H.C. Andersen igen! Den forestilling – ’Fra regnormenes liv’ var en eksempelløs succes. Salig og vidunderlig. Den var ekstrem, den rolle, fordi du oplever en mand, der er så selvoptaget, forfængelig, grotesk utålelig i begyndelsen af stykket, men som så i en bue gennem stykket viser en så dyb, varm, åben og selvafslørende menneskelighed, og så enorme mængder af ubrugt kærlighed inden i sig. Ubrugt forelskelse. Den bue skal du inden for 2½ time gøre til ét menneske. Det er en meget, meget vanskelig rolle. Vi rejste med den, spillede den i tre sæsoner, og på et tidspunkt måtte jeg skrive til teatret: – Jeg kan ikke mere. Jeg har mistet min uskyld. Jeg føler mig som et fibret gespenst, der giver lyde fra sig.’ Jeg kunne ikke lide mig selv efterhånden. Selvom det var en pragtfuld rolle. Jeg fortryder den da ikke. Selvom det burde forbydes at spille den forestilling i evigheder. Jeg kunne have klaget til Menneskerettighedsdomstolen!”
”Kunne dit liv have været et andet end skuespillerens?”
”Det ved man jo ikke. Men som sagt: Jeg fortryder intet – bortset fra det med at iscenesætte… Privat: Masser! Ok, jo. Altså personlige, menneskelige ting. Ikke mit skuespillerliv. Dér kan jeg kun være så taknemmelig.”
”Store opgaver hele tiden. Intenst arbejde. Også ensomhed?”
”Jeg elsker jeg at være alene. Høre musik…og jeg har lavet fajance, malet. Se de dér rædsomme gouacher på væggen…det er lort…forelsket lort! Men jeg er ikke ensom. Jeg har levet sammen med Marianne i tyve år. Elsker hende meget højt. Vi har bare ikke boet sammen. Og det, tror jeg, er en god idé. Vi mødte hinanden, da jeg var næsten 60. Da kom vi med hver vores bagage af liv. Forliste ting. Hvis man har en vis bagage, og der ligger en masse, både smerte og sorg og bitterhed…hvor man har været dybt nede og troet, man aldrig kom op igen. Så skal man ikke udsætte sin forelskelse og kærlighed og erotiske lykke for hverdagens små gniderier.”
Af
Gregers Dirckinck-Holmfeld
