EN MORDERISK KANON

Musikforskeren Thomas Milholt har skrevet en glimrende, men meget omstændelig analyse af en epoke i italiensk opera, som er blevet offer for glemsel på grund af en morderisk kanon.

****

EN bog på 262 tæt trykte sider, hvoraf de sidste 68 er lige så tæt pakkede noter og kommentarer.
Vi tager en dyb indånding og læser. Med en blanding af dyb interesse og stedvis irritation.
Interesse, fordi emnet er godt og forfatterens engagement glødende.
Irritation, fordi han gentager sine pointer til hudløshed.
Bogen handler – som titlen siger – om ’Italiensk opera i guldalderen 1800 – 1850’. Dér kan enhver, som forholder sig nysgerrigt til opera, være med. Perioden er den tid, hvor Rossini, Bellini, Donizetti og Verdi er stjernerne – Verdi som den seneste og yngste, halvvejs gennem livet. Deres operaer er en del af rygraden i det lyslevende, populære repertoire i alverdens operahuse i vore dage.
Men hvad er nu det? I første kapitel præsenteres vi udførligt og begejstret for en komponist ved navn Saverio Mercadente.
Thomas Milholt beskriver Mercadentes debut med en opera om Herkules ved en festforestilling med fuldt hus og kongelig tilstedeværelse på San Carlo Operaen i Napoli.

GLEMT

Saverio Mercadente viser sig at være en nøgleperson i Thomas Milholts bog. Gennem flere hundrede sider. Milholt slipper ham ikke som eksempel på en stor, men glemt komponist.
Og han slipper slet ikke en musikskribent ved navn Francesco Florimo, som først skriver en flammende kanon over århundredets bedste operaer i Italien og derpå – ti år efter, i begyndelsen af 1880’erne – reviderer værket og vender op og ned på indholdet. Godt og grundigt. I første omgang skrev han om italiensk operas ’to kolossale granitsøjler, Saverio Mercadente og Guiseppe Verdi’. I anden omgang var næsten alt positivt om Mercadente strøget, inklusive den euforiske passus om de ’to kolossale granitsøjler’.
Færdig med Mercadente. Eller hvad?
Næh, For det interessante er, hvad Milholt bruger Mercadente til.
Nemlig til at fortælle, hvordan musikhistorien ofte kører skævt. I dette tilfælde, at forsker Florimos sidste kanon-konklusioner ser ud til at være en tilfældig, subjektiv forvrængning af opfattelsen af, hvad der var skidt og kanel i italiensk opera. Måske skulle han tækkes Verdi. Og så skulle Mercadente have et gok i nødden.

STJERNER OG VANDBÆRERE

Florimo har mere i bøssen end det. Han løfter ikke bare Verdi, men også Rossini, Bellini og Donizetti op i eksklusiv særklasse og gør generelt andre italienske komponister til andenrangs komponister.
Milholt kan påvise, hvordan Florimos bog frem til i dag er blevet nærmest normgivende for holdningen til et utal af italienske operakomponister. En hel stak af folk, der var toneangivende i Italien i et halvt århundrede og sprøjtede operaer fra sig, Mercadente f.eks. i alt 57 operer.
Glemt. Nogle måske ufortjent. Mange endda? En blomstrende operakultur siet fra i musikhistorien. Der var stjerner og vandbærere.
Men Florimo er også et offer for strømninger i 1800-tallets opera- og kulturudvikling i det hele taget. Og det bruger Milholt nogle udmærkede og velskrevne kapitler på at gøre rede for. De fire stjernekomponister, der er blevet hængende med deres værker, er f.eks. blevet dyrket som genier i romantikkens ånd. Og genidyrkelse gør automatisk de ikke-kanoniserede til andenrangs.
Når noget bliver udråbt til det bedste, hvorfor skal man så beskæftige sig med det næstbedste?

KANON-KÅRINGER

Spørgsmålet svæver over alle kanon-kåringer, også Brian Mikkelsens berømte fra hans tid som kulturminister. Definitionen af bedst og næstbedst svæver i tågerne. Smag og umiddelbare indskydelser rammer i en syndig forvirring sammen med kulturpolitiske, økonomiske og personlige vinkler på afgørelser om godt og skidt. For ikke at tale om den markedsføring, værker og komponister udsættes for, vandrende fra ingenting til millioninvesteringer.
I dansk musikliv er nedgørelsen af Rued Langgaard et typisk eksempel – han forsvandt gennem to generationer i skyggen af Carl Nielsen.
Taler vi om italiensk opera, oplevede vi under Copenhagen Opera Festival en fuldstændig ukendt Vivaldi-opera slå benene væk under os. Havde den mand da lavet andet end ’De fire årstider’? Ja, han havde. Bl.a. 39 operaer. Nu fik vi hørt en enkelt af dem. Og måbede.
Vivaldi er ikke denne bogs ærinde. Han levede hundrede år før den tid, Thomas Milholt beskriver.
Men Milholt gør os den tjeneste at bruge 1800-tallets italienske opera til at analysere årsagerne til, at hele epoker i musikkens udvikling visner og glemmes. Og hvorfor de gør det.
Han bruger mange ord til det. Men mener et godt.

gregersDH.dk