KORT, MUNTERT OG GROTESK

– VICTOR BENDIX PÅ HJEMMEBANE

Pianisten Isabel Carlander indspillede alle den legendariske pianists solo-stykker. Nu er de udkommet. Næsten tyve år efter.

Victor Bendix. Klavermusik for piano. Pianist: Isabel Carlander. DANACORD 2 cd 901-902.

****

DET ligner besættelse af en komponist. Pianisten Isabel Carlander har indspillet samtlige solo-klaverværker af Victor Bendix på et dobbelt cd-sæt. 23 små og store værker. I sandhedens interesse, hvis det store antal forskrækker nogle. Flere af stykkerne er meget små og korte. Det dækker over den omstændighed, at Victor Bendix’s kompositoriske tyngde falder i enkle, koncentrerede former, i dryp så at sige. Det er disse vittige og groteske dryp fra en begavet, kunstnerisk personlighed, der tæller og som bliver hængende, efter man har lyttet til metervis af hans musik. Som det fremgik af min anmeldelse af de to bøger, der er skrevet om Victor Bendix (anmeldt 21.2.), har mit personlige forhold til denne komponist været drevet af nysgerrighed, fordi Victor Bendix’ åsyn hang i glas og ramme over flyglet hos min klaverlærer i mine hektiske, unge år. Hvem var den mand, der stirrede mig i øjnene og siden har huseret i mit hoved og styret mit syn på musikalsk stil og kultur via sin pædagogiske forlænger, min karismatiske klaverlærer? Jeg spillede aldrig en tone af Bendix. Jeg spillede masser af Schumann. Bendix var et eller andet åndemanerisk i luften.

HER hos Isabel Carlander kommer ham Bendix så ned på jorden. Om hun er drevet af en besættelse? Næh. Ikke sådan som hun i noterne forklarer sit engagement i det store indspilningsprojekt, nogle år efter at hun i 1995 var debuteret fra Musikkonservatoriets solistklasse og havde spillet løs i syd og nord, øst og vest, solokoncerter og som akkompagnetør. Men så har tænkt: Her i denne verden af pianister, må jeg finde på noget særligt. Jeg vil indspille noget dansk, noget romantisk, noget, som ingen andre rører ved: Victor Bendix. Indspilningerne, vi sidder med, blev til i 2002-2003. De har sandelig simret længe og grundigt hos Danacord Records.

MEN hvorfor det blev Bendix? Et gæt: Carlanders lærer på konservatoriet var Tove Lønskov, der engang gjorde noget lignende: Indspillede samtlige klaver-soloværker af Poul Schierbeck – komponisten, der er mest kendt for operaen ’Fête galante’, den, som Den Jyske Opera har sat på repertoiret i nuværende sæson som led i disse sæsoners galleri af kvalificerede danske operaer. Tove Lønskov altså som et nærliggende klaverpædagogisk forbillede. Schierbeck som eksempel.

Victor Bendix tegnet i 1919 (Musikmuseet, Nationalmuseet)

CARLANDER valgte Bendix. Og leverer et klart billede af Bendix’ kvaliteter og særpræg. Han er på en måde miniaturernes mester. Vi ved, at han også udfoldede sig i de store former – skrev symfonier og klaverkoncerter – og Isabel Carlander har hans vældige sonate i g-mol med, et værk på næsten 40 minutter, tummelumsk i et mylder af idéer og forsøg på at omfatte symfoniske sammenhænge, blokke af kontraster, men også satsforløb, der taber pusten, vikler sig ind i pretentiøse udbrud, men aldrig rigtig når iøjnespringende konsekvenser. En 2. sats, der kort bryder ud i et scherzo-løft, som minder os om noget af det, som er charmen ved så mange af hans korte stykker, hans burleske og originale humor. Sonaten er et værk, som er sporet frem af en vilje til at nærme sig de kræfter, Bendix hentede hos Franz Liszt mange år tidligere, de udfoldelser, som bragte ham i ubalance med så mange af hans kolleger og hans publikum i det danske musikliv: Hans provokerende musikalske enegang mellem dansk tradition og fornyelse, hans udfordringer af borgerlig seksualmoral og i øvrigt tilknytningen til det intellektuelle og jødiske miljø omkring Brandes-brødrene.

ISABEL Carlander har sikker hånd om den store sonate, men vi skal til de små stykker for at høre, hvor hun er på hold med det mest fascinerende hos Bendix: Hans frækhed, hans charme, hans uberegnelige indskydelser over for hans velberegnede tag på indskydelserne. På plade nr 1 de ’Fünf Clavierstücke’, som er en meget ung pianists uskyldige forelæggelser af tematisk kønne, små perler af indskydelser. Og på plade 2 hans meget senere ’Album’ af små musikalske fortællinger: en krøllet og charmerende ’Menuet’, en skævøjet ’Vals’, der må være lige til et nummer på Pantomimeteatret, en lige så dansant ’Scherzino’, en tankefuld ’Elegie’, en sørgmodig stump ’Folkevise’, som ingen behøver prøve at synge med på, den lyder bare uforskammet besnærende. Ligesom ’Intermezzo’ som leger med sit tema. Det rastløse, de pludselige indskydelser, øjeblikkene, hvor Bendix går amok i små eksplosioner, er stærkt stimulerende udfordringer, der lyder som om de kommer bag på pianisten, men selvfølgelig ikke gør det, de sidder som små smæld i hendes fortolkninger. Det samme sker i det separate nummer ’Serenade-Scherzo’. For ikke at tale om i slut-salutten ’Capriccio’, der ikke har noget opus-nummer, som er kort, men slet ikke enkel, har en flyvende start med et fuga-tema, så vi tror vi er på barok-udflugt, men straks udvikler sig til i festlige, legende svirp.

DET er musik til godt humør og glad vederkvægelse – også f.eks. de ultrakorte ’In kleinerem Style’ (det hedder de!!). Her er vi et øjeblik til en glad hopsa, så i det vemodige, så fremme i noget yndefuldt og eftertænksomt. Eller som i en anden version af ’5 klaverstykker’: Til en graciøs ’Gammel Dans’ eller et eksperimenterende ’Præludium’, med fake-glimt i det ene øje. Short stories behersket med sort humor og dramatisk sans.

PLADESÆTTET er udgivet af det selvstændige DANACORD, der i tidens løb har gjort så meget dansk musik til et speciale, kunstnere som organisten Finn Viderø, dirigenten Mogens Wöldike, pianisten France Ellegaard, dirigenten Launy Grøndahl, cellisten Erling Bløndal Bengtson, for ikke at nævne Victor Schiøler, søn i en absurd forbifart af Victor Bendix og en af hans elever, og i mellemkrigsårene vokset til en stor pianist, berømmet i sin tid for samtidig at uddanne sig til læge. Også på det punkt har Isabel Carlander valgt livsbane: Næppe havde hun fuldført sine Bendix-indspilninger i 2003, før hun strøg til en cand.jur.-eksamen på Københavns Universitet. Man ved jo aldrig… Men vi ved nu, hvor glimrende en pianist hun er.

gregersDH.dk