‘Intet’ Oden Teater Værkstedscenen 3.2. 2018

Kommentar til opførelsen af 'Intet' på Odense Teater

FILOSOFI FOR 7.a

Kommentar til opførelsen af ’Intet’ på Odense Teater.

Manuskript: Andreas Erdmann efter roman af Janne Teller. Iscenesættelse: Maria Kjærgaard Sunesen. Scenografi: Katrine Gjerding. Medvirkende: Malene Melsen, Benjamin Kitter, Peter Høgsbro, Githa Lehrman, Nicolai Jandorf, Benjamin Boe Rasmussen og Sophie Bredal Zinckernagel.

’Intet’ spiller på Odense Teaters scene Værkstedet indtil 22. marts. Varighed: 1 t 20 min.

****

DET kan man kalde teater til tiden. Janne Tellers ’Intet’ er sat op på Odense Teater som et perfekt a propos. Der snakkes i øjeblikket om filosofi som skoleemne i undervisningen. Ikke som et isoleret fag med lærdom på fingrene om hele banden fra Sokrates og Platon til Spinoza og Emmanuel Kant. Men som almen og praktisk forståelse for tankegang og beslutninger.

STYKKET i Odense handler om drengen Per Anton, der proklamerer, at ’Intet betyder noget. Alt er uden mening’. Næppe fordi han har læst Sokrates. Snarere fordi han er i teenagealderen, hvor man siger drastiske og kategoriske ting og lukker sig inde på sit værelse – eller kravler op i et træ og bliver siddende som en anden søjlehelgen.

SKULLE Per Anton have læst Sokrates, så kan det selvfølgelig være den græske filosofs bemærkning ’Det eneste jeg ved er, at jeg intet ved’, han har kørende i sit hoved. I hvert fald har han besluttet, at verden er syg og meningsløs, intet betyder noget, så hvorfor komme ned og deltage i den verden?

SÅ kan kammeraterne tigge og be’ ham nok så meget. Og gøre, som de gør i Jane Tellers roman, da de er blevet trætte af bare at være enige om nogle kammeratlige opfordringer Per Anton i træet. De siger: Nu skal vi søreme vise dig, at der er noget, der betyder noget i denne verden. I hvert fald for os.

HVER eneste af dem kommer så med bud på, hvad der er vigtigt for dem. Men for at gøre det ekstra snedigt, byder de på, hvad der betyder noget for de andre – for hver enkelt af dem. En ondskabsfuld udfordring. Som afdækker det, der er det stærkeste i stykket: Den nedrige og ustyrlige rethaveriskhed, der hurtigt bliver til vold. Gruppehysteri, som griber om sig i handlinger mod andre, og solidaritet og fællesskab, der erstattes af blindt og tankeløst hærværk.

I den galopperende konkurrence om, hvem der kan finde på de ondeste greb, bliver én tvunget til at få hugget en finger af, fordi den finger er det vigtigste, han har – han spiller guitar. En anden får under rusagtigt delirium gravet sin afdøde, højtelskede lillebror op af graven på kirkegården. Ekstreme, lynudviklede medmenneskelige reaktioner af den art som f.eks. Zygmunt Bauman – den polske sociolog – har forklaret som årsager til forfølgelse af andre, KZ-lejr-psykologi m.m.

VI følger uhyrlighederne i al deres makabre udfoldelse på Odense Teater. Som vi fulgte dem i operaudgaven i Den Jyske Opera for et par sæsoner siden. Og sådan som de udspillede sig i fortættet version senere på Teater V i København. Dér med kun to spillere på scenen. I Odense med syv skuespillere, godt voksne spillere i 7.a-klasse-kluns, der ligner en blanding af Odense-nutid og anno-dazumal, som var vi way back i min egen skoletid under 2. verdenskrig. Jeg skal ikke gå i detaljer i øvrigt – jeg overværede forestillingen under heftige problemer med den skade, jeg pådrog mig ved fald på parkeringspladsen ved Operaen i København nogle dage tidligere, og skal ikke uddybe mit indtryk af en opsætning, som ikke fik min fulde opmærksomhed. Kun hæfte mig ved, at Odense Teater melder kraftigt salg af forestillingen til skoler. Oplagt.

gregersDH.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *