Pia Rosenbaum og Finn Nielsen i ‘Til (ingen verdens) nytte’ på Folketeatret (tegn.: Claus Seidel)

FYRET?

DU ER BARE

OM-

STRUK-

TURERET

Et fint lille drama hentet ud af dansk hverdag på Folketeatret.

Dramatiker: Thomas Markmann. Instruktion: Madeleine Rønn Juul. Scenografi: Manfred Blaimauer. Medvirkende: Pia Rosenbaum, Finn Nielsen, Lisbeth Wulff og Jacob Lohmann.

’Til (ingen verdens) nytte’ spiller på Folketeatrets Hippodromen indtil 21. oktober. Derefter på turné fra 24. oktober til 5. december. Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause.

****

HER sidder en lille dame i DSB-billetlugen og gør med stor omhu rede for, at det tog, kunden kan tage til Helsingør, går kl. 14.42, men at der går et andet 15.14, og det er hurtigere fremme, selvom det går senere, men man kan også tage et tredje, så skal man bare skifte i… o. s. v.
Damen er venlig. Og fuldstændig hjemme i togtiderne. Hun er glad for sit job, men bliver pludselig fyret. Lisbeth Wulff spiller den elskværdige HR-dame Karina, der meddeler hende fyringen med de trøstens ord: ”Jamen, du skal ikke være ked af det, det er ikke dig, der er fyret, det er bare din jobfunktion, der er nedlagt.”
Der foregår nogle omstruktureringer, fortæller hun videre, og det skal vi da alle være glade for. Også Pia Rosenbaum, der er den ulykkelige og uforstående billetdame Berit, som så prøver at finde melodien som serveringsdame, men opgiver, fordi hun ikke kan finde ud af at håndtere hotdogs. Karina har prøvet at finde noget, der ’matcher’ Berits kompetence. Berit synes ikke pølserne ’matcher’ hendes kompetencer. Hun savner sine billetter.
Dramatikeren Thomas Markmann er stærk i at skrive hurtige, mundrette og menneskenære replikker. Og han tager, hvad der også er nært i hans egen og vores hverdag. I dette tilfælde det omsiggribende halløj af rationaliseringer i det offentlige og private. Han løfter en personlig oplevelse ind i manuskriptet, fortæller han i teatrets program: Hans egen, nu afdøde far fik i sine ensomme pensionist-år en underbo, en dame, der var sød og hjælpsom over for ham.
På scenen er det blevet Finn Nielsen, der som Svend sidder og brokker sig i sin lænestol, og den fyrede Berit, der er rykket ind nedenunder, og stadig ikke har fundet andet arbejde, skønt HR-Karina fylder hende med behjertet snak om muligheder, om genoptræning, støtteordninger, kurser og så et eller andet job, hun siger, hun ved noget om, og som vistnok og måske… o. s. v. .

VI aner hurtigt, hvor det bærer hen. Pensionist Svend og arbejdsløse Berit finder hinanden i et uskyldigt og godt nabofællesskab, Kun forstyrret af Svends søn Lars, der er steget til chef i et supermarked og på sine få besøg hos sin far er så fortravlet, at han kun har utålmodigt skæld-ud til den gamle og irritation over den formodentlig påtrængende Berit, der bare skal holde nallerne fra fars støvsuger, og heller ikke komme med småkager. Jacob Lohmann spiller ham stresset som en speedbåd.
Stykket ender mildest talt uden forsoning, uden arbejde, en ensom syg mand i sin lænestol, surhed hos HR-damen, der synes hun nærmest har ofret sin egen arbejdsplads i forsøget på at hjælpe Berit. Og Berit, der bukker under i sit forsøg på at få en mening i tilværelsen.
Det lyder trist, men er også morsomt ind imellem, f.eks. når Berit og Svend umager sig på stuegulvet og fitnesser til tv-instruktionen. I fællesskab danser alle fire også en omstrukturerings-vals. Ingen tilskuer vil være blind for satiren over omstruktureringerne og ulyksalighederne i den situation, der rammer omstruktureringernes ofre.
Det er en forestilling, splittet op i mange korte scener, i en helt enkel scenografi og rørende spillet af de to hovedpersoner, suppleret af en firkantet HR-dame, der ikke skal have noget i klemme, og en neurotisk supermarkedchef, der heller ikke skal.
Spotlight på et misligt hjørne af det danske samfund.

gregersDH.dk