Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer i ‘Ingen møder nogen’ (Tegning: Claus Seidel)
MED LUKKEDE ØJNE
På Husets Teater skærer Peter Asmussen igen parforholdet i skiver og lunser.
****
Kvinden spørger manden, hvorfor han lukker øjnene i sengen.
”Jeg forestiller mig, du er en anden,” siger han.
Efter at have sundet sig på dette opmuntrende svar, siger kvinden: ”Jeg lukker dem også.”
Han spørger: ’Hvorfor?”
”For ikke at glemme dig. Jeg husker dig kun med lukkede øjne,” svarer hun.
TALEBOBLER
Peter Asmussen bruger ikke mange ord i sit nye skuespil med den afkølede og nedslående titel ’Ingen møder nogen’. Men de sidder, ordene. Lige i masken. Replikkerne er sjældent længere end de vil kunne rummes i en taleboble i en tegneserie.
Og som det fremgår, er der ikke tale om en forsinket julekomedie med et glad budskab. Asmussen er, hvor vi kender ham: På egen banehalvdel, skarp som en ragekniv, øjne og øren stift rettet mod menneskers katastrofale forhold til hinanden. Især i parforholdet. Og som det fremgår af titlen: Ethvert parforhold. Der er ikke brug for at kalde kvinden og manden i stykket ved navne. De er genkendt under alle omstændigheder.
KOLDE PÆRER
På Husets Teater har instruktør og scenograf derfor heller ikke brug for at skabe et dukkehjem omkring Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer, der spiller kvinden og manden.
Vi er i et nøgent sort rum med to løse stole, så staklerne ind imellem kan have noget at sidde på. Ud over vindueskarmen. Edward L. Pearce anbringer dem som fisk i et akvarium.
Til gengæld er der et bombardement af kolde pærer i loft og vægge, som kan bruges til lidt af hvert: Danse som ildfluer i takt til Søren Siegumfeldts skæve tangorytmer. Eller blive anledning til parrets mentale sammenbrud.
Som det går allerede i den første af de mange små scener, stykket er skruet sammen af: Kvinden står på en stige for at få en pære til at lyse, manden kommanderer fra kontakten, indtil skidtet brænder sammen, og han tumler om, dræbt af et stød.
Kortslutning. Indtil næste scene. Hvor de to mødes. Han insisterer på, at de har mødtes før. Hun benægter. Han siger: ’Du forlod mig efter tre år til fordel for en anden.’ ’Var det dig, jeg mødte?’, spørger hun. ’Det var mig, du forlod’, svarer han og tilføjer:
’Hvad siger du så?’
’Farvel.’
SLAGKRAFT
Vores latter og forbløffelse syder over de spartanske reaktioner og konklusioner, scene for scene, i alt seksten.
Kulde, afstand og nedrighed mellem manden og kvinden er konstant, men hele tiden i nye vinkler.
Benedikte Hansens sensuelle slagkraft styres med en ufravendt blanding af charme, ironi, sarkasme og indolence, pludselige verbale håndkantslag eller indsmigrende lokketoner. Over for en Steen Stig Lommer med den farlige ro, der er et af hans stærke våben, sammen med en mimisk kontrol, som i glimt forløser den komiker, der også er i ham. I en af scenerne sidder han totalt stum med nedtrukne mundvige, mens kvinden opfører en accelererende krigsdans omkring ham for at lokke ham ud af den selvretfærdige mandeattitude. Ikke et øje er tørt.
Det er en fornøjelse, at se to så glimrende skuespillere udnytte de mindste muligheder i teksten for detaljerede, beherskede reaktioner og udspil. Simon K. Borberg har instrueret, og han er fortrolig med Asmussen-tonen – det var også ham, der sidste forår iscenesatte ’Bums’, som var en tilsvarende tur gennem håbløshedens vridemaskine.
GROVE POINTER
Hård kost. Men også morsom. Asmussen går ikke af vejen for de groveste pointer. I en af scenerne dør manden. Panik. Kvinden griber mobiltelefonen. Til hospitalet? Næh. Til elskeren: ’Kan vi ses i eftermiddag?’
Som i Asmussen-stykket ’Ekstrem’ på Betty Nansen for et par år siden, hvor Lars Lunøe længe holder os hen med snak om, hvordan han har taget livet af sin kone – tror vi. Indtil han siger… ’Min irriterende mor’.
Billige tricks midt i ulyksalighederne? Vi tager dem med.
