'Gesualdo – Skygger' Operaens Takkelloftet 9.11.2014 Anm.

Christian Damsgaard som Gesualdo og Tor Lind som hans skygge i ‘Gesualdo – Shadows’ (Foto: Christoffer Askman)
*
*
*
*

SKØNHED OG GALSKAB

 

Hustrumord, sindssyge og eventyrlig vokal skønhed er hovedingredienserne i Bo Holtens nye opera om renæssancekomponisten Carlo Gesualdo.

 

’Gesualdo – shadows’ spiller på Operaens Tekkelloftet til og med 15. november

****


DEN ultimative skønhed. Og et liv på grænsen af sindssyge. Det er det, der forenes i den italienske renæssancekomponist Carlo Gesualdo. Og det er det, der har fascineret Bo Holten og fået ham til at skrive en vældig opera om Gesualdo.
Det skønne og det sære i forening har altid interesseret Bo Holten. Engang med operaen Maria Paradis, der handlede om en kvindelig komponist af det navn i 1700-tallet og hypnotisøren og astrologen Anton Mesmer. For nogle år siden ’Livlægens besøg’ om Struensee og den gale kong Cristian 7. Galskaben lurer med skønheden i hælene. Eller omvendt.
Nu altså Gesualdo, italiensk komponist cirka samtidig med Christian 4. i Danmark. Og mere end komponist. En adelsmand med en opsigtsvækkende skæbne. Besat af musik og samtidig svøbt ind i italiensk highlife, tumlende med kvinderne, spontan morder, da han overrasker sin kone i sengen med en elsker, begge får kniven. Uantastet offer for et tiltagende vanvid og samtidig hæmningsløst besat af at skrive stakke af madrigaler, der er noget af det skønneste fra den tid.
Og som er en del af Bo Holtens grundstof i hans virke som dirigent af koret Musica Ficta. Og i det hele taget.

SKYGGEN

Det er noget af det herlige ved den nye opera ’Gesualdo Shadows’ – sådan lyder titlen, for figuren Gesualdo er dobbelteksponeret.
Gesualdo følges konstant af sin skygge – tenoren af en baryton – en dobbeltgænger, der rammer både fornemmelsen af mandens tvesind og samtidig den i generationer glemte komponist, hvis musik og person har levet en skyggetilværelse gennem århundreder.
Vi så den i aftes på Takkelloftet i en slags semiscenisk udgave: Orkestret – Concerto Copenhagen – foran os i scenehøjde, få kulisser og sangerne nødtørftigt kostumeret. Vi tænker os til det som grandiost, opulent renæssance-sceneri på en større scene, broget og farverigt. Her kun antydet.
Titelpartiet tiltænkt Gert Henning-Jensen,  sygemeldt og erstattet denne aften af sin understudy Christian Damsgaard.
Ikke nogen ilde erstatning. Damsgård har en flot og smuk, fast tenor. Som Skyggen en klingende baryton: Tor Lind.

BREDT FORTALT

Historien er bredt fortalt. Bo Holten forivrer sig ikke. Dramaet får tid. Især til at dvæle ved de passager, hvor hans styrke er orkestrets præcise klanglige facetter og – ikke mindst – korsatserne, undertiden koblet med hovedpersonerne solo, men også selvstændige kor, hvad der er oplagt med Gesualdo som emne: Madrigaler med ganske få medvirkende, fire eller seks sangere. Genren er Gesualdos, som den også er Bo Holtens, korene smyger sig, undertiden næsten vibratoløst, frem i tæt sammenslyngning, klingende så det skinner og smelter, og tit med de mættede harmoniske omtydninger, der skaber det uventede.
Dermed fortælles den dramatiske historie også: Det er jo den konstante ambitiøse ramme for Gesualdo: Kompositionerne for det faste kor, som var ansat hos ham. Og Bo Holten kan jo trække brillant på sit eget ’Musica ficta’-kor.
Den biografiske Gesualdo-historie udvikles med de skiftende damer og deres skæbne: Hanna Kappelin som hans første, myrdede hustru, Ann-Christina Ingels som hans anden. Og hertugen af Ferrara (Gesualdos hjemby) i Guido Paevatalus alt bortfejende baryton – han erobrer scenen, også med en tekstudtale, der distancerer de fleste andres.

PÅ ENGELSK

Der synges på engelsk. Der har ikke været råd til overtekster på Takkelloftet, så det er bare om at hænge på. Bassen Jesper Buhl, som synger og spiller diplomaten Fontanelli, efterlader heller ikke megen tvivl om, hvilke ord, han bringer over sine læber.
Vi sporer navnlig i 2. akten den italienske iscenesætter Deda Christina Colonnas virke. Det var hende, der satte den sensationelle Vivaldis ’Ottone’ op på Republique under Copenhagen Opera Festival. Hun fører personerne glimrende ud og ind, hin und zurück, op og ned – balkonerne er også i sving på Takkelloftet – og hun får som på Republique dirigenten involveret med replikker og modspil til sangerne.
En metode, der har dobbelt effekt i ’Gesualdo’, fordi handlingen også drejer sig om Gesualdos historiske arbejde med musikere og sangere.
Man kan forestille sig, at der, især i 1 akten, kan strammes en smule et par steder, hvor Bo Holten og hans librettist Eva Sommestad Holten forklarer og tonsætter en smule kompakt og statisk. Men det er en mindre indvending over for en flot tænkt og flot realiseret ny dansk opera. Skrevet i et lettilgængeligt sprog. Eva Sommerstad Holtens libretto kan købes på Takkelloftet.

gregersDH.dk

No Comments

  • Men hvorfor synges der på engelsk? Jeg kan godt forstå den indirekte kritik af den manglende investering i overtekster, men spekulerer på, om det er eksporthensyn, der gør, at operaen ikke er lavet på dansk. Kan der være andre årsager?

    I øvrigt synes jeg, de to kvindelige hovedrolleindehaveres tekstudtale var mangelfuld. Mens de mandliges som helhed var bedre.

  • Kære Benedicte Stamer –
    tak for kommentaren. Du har nok ret. ‘Gesualdo’ synges på engelsk på grund af eksportmuligheden. Når der mangler danske overtekster, er det fordi det er et gæstespil, der ikke har de samme ressourcer, som Det Kgl. normalt ville investere.
    mvh
    Gregers Dirckinck-Holmfeld

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *