Christine Albeck Børge og Peter Christoffersen i ‘Information wants to be free’ (Foto: Natasha Rydvald)
MARERIDT PÅ MUNGO PARK
Kommunikations-helvedet på jord er blevet til vildtvoksende teater i uropførelsen af Lucas Svenssons ‘Information wants to be free’ på Mungo Park Teatret.
***
’ER De forvirret?’ lød den afsluttende replik i ’Soap’, den speedede amerikanske tv-serie i 70’erne, der så vidt jeg husker endte med at blive pillet af kanalerne, fordi en af personerne i serien var bøsse.
Ærgerligt. For vi nød at være forvirrede. Og holdt meget af ham bøssen, ligesom af hele den splittertossede familie.
’Er De forvirret?’ mumlede jeg til mig selv som et ekko, da jeg forlod Mungo Park for en time siden efter premieren på ’Information Wants to Be Free’.
Ja, gu’ var jeg da så.
For hvad skal man stille op, når et teaterstykke vælger at skildre forvirringen – gennem forvirring?
Men det giver på en måde lidt ro i sjælen. Erkender man målbevidst forvirring som et givent eksistensgrundlag, som noget, der hviler i sig selv. Noget som bare hænger der i luften og kan kikkes på. Så kommer tingene i balance.
Den svenske dramatiker Lucas Svensson kaster boldene op i luften. Vi lever midt i et flimmer af informationer, har sammen anbragt os i en lille båd, der gynger. Som tumler med strømmen ned ad livets flod, surfer derudad på det globale net – uden andet mål og med end at kommunikere som rasende.
Sms’e, face booke, networke, mobile, smartphone o.s.v., o.s.v.
Og det får vi så en historie om. Eller en slags historie. Eller en stak stumper af en historie. For ikke at sige: Af temmelig mange historier. Hældt i hovedet på os. For ikke at sige hældt i hovedet på skuespillerne indbyrdes.
Er De forvirret? Selvfølgelig.
Vi er i den verden, som vi hånlo af, da Marshall McLuhan i 1964 lancerede slogan’et ’The Medium is the Message’ – en fremtidsvision, der fortalte os at selve mediet var budskabet, at alt ville vende vrangen ind og ud på sig selv. Vi ville komme til at kommunikere, ikke bare for at fortælle hinanden et eller andet, men for at få orgasme ved bare det at kommunikere. Meddele os.
VELKOMMEN I CYBERSPACE
Nu møder vi her på scenen nogle typer, fisket lige ud af hverdagens fortumlede cyperspace-befolkning. Typer, der er så drogueskudt i link- og sms-verdenen, at de dårligt ved, hvem de selv er.
Det er ret forrygende, både morsomt, rædselsvækkende og forbavsende.
Vi begynder i teaterfoyeren, hvor Christine Albeck Børge drikker sig skæv ved baren midt imellem os, kommunikerer på skift med bartenderen og sin mand, spillet af Peter Christoffersen, der befinder i den modsatte ende af lokalet, den ene er i Tyskland, den anden i Paris. Og da en tredje person, skuespilleren Gry Guldager, krydser gennem lokalet iført tørklæde, aftegner der sig en historie, som fortsætter, da den rigtige scene er indtaget.
En historie, der handler om en ung egyptisk forfatterinde, der har været impliceret i revolutionen på Tahir Pladsen i Cairo, som Christina Albeck Børge, der tilsyneladende er en tysk journalist, skal interviewe, et interview, der vist aldrig bliver til noget, måske fordi den ægyptiske forfatter, Gry Guldager, har bollet på en cruise-liner med den desillusionerede, pillemisbrugende U.S.A.-krritiske Peter Christoffersen, som har et voldeligt og alligevel ikke ufrugtbart sexliv med Christina-journalisten.
Idet vi dog hele tiden bringes i ambivalente scenarier, der vistnok også etablerer Peter Christoffersen i rollen som en ven af pillemisbrugeren, mens den eksotiske egypterinde Gry Guldager også er tysk psykolog, når det stikker hende.
VERBALT VIGEUR
Er De med? Heller ikke.
Det kaotiske leben synes til dels at være tilvejebragt af den rablende cyberspace-kommunikation mellem de tre, men det giver i hvert fald anledning til både uheldsvangre og komiske situationer, og så vidt er alle med:
De tre: Christine Albeck Børge, Gry Guldager og Peter Christoffersen er i et utroligt verbalt vigeur, og som publikummer følger vi deres rekylgevær-hurtige omstillinger, sarkasmer og målløse absurde gøremål med både fornøjelse og desorienteret forbløffelse.
At den totale, frie kommunikation, som den er blevet rendyrket af fanatiske kommunikører som den berygtede Julian Assange, der satte den amerikanske efterretningstjeneste i alarmberedskab på grund af hackerafsløringer om Afghanistankrigen, og at ugebladene interesserede sig mere for, at Assange blev hængt op på noget voldbolleri i Stockholm – at den slags har været inspiration for Lucas Svensson og iscenesætteren Moqui Simon Trolin, er indlysende.
Ligesom det er indlysende, at amokløbet i informationsstrømmen er det mulige og foreløbige makabre endemål for den højt priste folkelige oplysning, som det europæiske samfund har tilstræbt siden Diderot skrev sin Dictionaire, oplysningstidens flammende fanfare.
Jo, det globale informationssamfund knaldet af som mareridt på det lille Mungo Park Teater. Det spiser vi af hånden og går hjem med hovedet fyldt af sprængt oksebryst. Tak for advarslen. Den er lidt sen på den. McLuhan har været der. Eller var det Kilroy?
