(foto: Odense Teater)
GRÆSHOPPERNE I
MEDIELANDSKABET
Kort men endeløs fortælling om de sociale mediers galopperende vanvid på Odense Teaters Værkstedet.
Forfatter: Kasper Sejersen og skuespillerne. Iscenesættelse: Kasper Sejersen. Medvirkende: Niels Martin Eriksen, Freja Klint Sandberg, Mads Emil Duelund Hansen, Emma van der Vleuten Busk og Jeanette Lindbæk Birk.
’Influencer Influenza’ spiller på Odense Teaters Værkstedet indtil 14. marts. Varighed: 1 t 20 min. u. pause
**
GREBET i flugten. Hvad sker der på Odense Teaters Værkstedet – det lille anneks til Store Scene? Et sted, hvor vi har haft gode, endda store oplevelser gennem årene. Et sted, Odense Teater bruger til at præsentere eksperimenter og intimere teater end på hovedscenen. F.eks. også forestillinger med afgangsholdene fra Skuespilskolen i Odense i fulde iscenesættelser, så vi kan få bud på, hvad der er i vente af talent.
MASSER af gode oplevelser har vi haft dér. Jeg nævner i flæng noget af det, der i de senere år har drevet mig til Odense for at se og anmelde, hvad de nu havde gang i på Værkstedet: ’Den grimme mand’, ’Af mandens ribben’, ’Syg ungdom’, ’Her og nu’, ’Himmel uden fugle’, ’Lev menneske’, ’Byen’, ’Hændelsen’, ’Intet’, ’Hverdag og ekstase’, ’Lysistrate’.
OG nu i aftes så ’Influencer Influenza’. Grebet i luften, som sagt. Eller ud af den tomme luft. Eller nej: Ud af en luft, der dirrer af sveddryppende vilde problemer, som råder i det delirium, der breder sig som græshopper i medie-landskabet, sværmen af You Tube, Instagram, Face Book, Twitter o.s.v. Alt den højtråbende selvpromovering fra alle hjørner af det sociale netværk, i den ene ende Donald Trump, der brøler ’Winning! Winning! Winning!’, i den anden ende et par milliarder mennesker kloden rundt som strutter af fortællelyst, betroelsesyge og reklamemageri om hvad som helst – på scenen i dette stykke en blanding af sanseløse ligegyldigheder om, hvad mennesker roder med af private gøremål, væggen, de tapetserer lige nu, hvad de bruger af sminkemidler, hvordan de skaber sig for at gøre sig interessante på de små skærme, orgier af selfier, syndfloder af hårdtpumpet PR for sig selv, ’sig selv’ som et fantastisk produkt. Fremhævning og nedrakning af andre i fri dressur. Fake news, der blæses op til hulkindet troværdighed.
GLIMRENDE emne at dramatisere, hvis man kan finde en vinkel og form, så det hele ikke som her braser sammen eller siver ud i en forestilling, der er kort, men alligevel endeløs i kæden af eksempler på dels det dilettantiske fjolleri, det sociale mediehysteri medfører, dels de forvirrende – og for nogle forførende – signaler om lyksalighederne ved at være en del af det glansfulde landskab, man er med til at befolke. Bl.a. hvis man befinder sig i en eller anden branche, der fylder nettet med løgn og fidus. Rejsebranchen, kosmetikbranchen o.s.v. o.s.v. hele vejen rundt.
DET kunne der måske være kommet en meningsfuld forestilling ud af, hvis man havde fundet et plot, der kunne være rygrad i forløbet – det nærmest man kommer er vel idéen med at plante en opsøgende journalist fra Weekendavisen, der i tyve sekunder forestiller at være kritisk spørgende til halløjet, men straks fanges af det som en bi til honningkrukken og bliver en del af det. Sjovt nok er vi til en teaterpremiere i en uge, hvor netop Weekendavisen skriver om et eksempel på, hvordan face book bliver kanal for blind indfedtning mellem en boganmelder og et forlag.
NU er det overladt de seks skuespillere – Niels Martin Eriksen, Freja Klint Sandberg, Mads Emil Duelund Hansen, Emma van der Vleuten Busk og Jeanette Lindbæk Birk – at fjante enestående energisk med på en opgave – stillet af iscenesætteren Kasper Sejersen – en opgave, der selvfølgelig på en måde i sin forvirring giver et billede på opløsningen af sund fornuft og kritisk substans på de sociale mediers slagmark. Stykket kunne være et tilløb, der kunne være begyndelsen til en skitse, der kunne ende i et stykke teater med mening i.
DET ser til gengæld ud til at være noget i den retning, der er er tanken med den afgangsforestilling, Skuespillerskolen (som nu hedder Scenekunstskolen) i Odense skal spille til maj på Værkstedsscenen med titlen ’Markedet’. Den bliver skrevet af Madame Nielsen, iscenesat af Madeleine Røn Jul, og et par af de medvirkende i ’Influencer Influenza’ er også med i afgangsforestillingen til maj.
gregersDH.dk