Waage Sandø, Sofia Nolsøe, Ghita Nørby og Preben Kristensen i ‘Indenfor murene’ (tegn. Claus Seidel)

EN JØDE –

HER I

BANKEN???

Tryghed, isolation og vrede i opbrud i ypperlig udgave af klassikeren ‘Indenfor murene’ på Folketeatret.

’Indenfor murene’ spiller på Folketeatret, St. Scene indtil 1. april

Henri Nathansen: Indenfor murene. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende bl.a.: Ghita Nørby, Waage Sandø, Sofia Nolsøe, Michael Brostrup, Peter Oliver Hansen, Preben Kristensen, Jannie Faurschou, Nicolaj Kopernikus og Jesper Dupont.

*****

DE første replikker i ’Inden for murerne’ handler om suppe. Middagsbordet står dækket. Det er fredag aften. Hønsekødsuppe med boller. Vi har straks blikket på Ghita Nørby styrende rundt i den store spisestue, hun har spillet rollen før på Det Kgl., trygheden og nærværet emmer fra hende. Hun er Sara Levin selv, lidt rundere nok end dengang, men igen indbegrebet af dette satte, københavnske, gammeljødiske miljø, der har været en perle i det danske teaterrepertoire gennem hundrede år.
Et stykke i den grad knyttet til Det Kgl. Teater, hvor det blev uropført i 1912. Men på det sidste løftet ind i vores bevidsthed med en eminent opførelse på Aalborg Teater, prisbelønnet med Henning Jensen og Marianne Høgsbro som hr. og fru Levin.
Suppe, steg og kage. Brødet, der brydes på rituel vis af herren i huset. Alt er som det skal være. Vi sluger den megen snak om menuen, som var vi til endnu et nyt tv-madprogram.
Scenen er lige åbnet med et totalblik på den levinske stue. Den signalerer mærkelig utryghed. Scenograf Maja Ravn har ikke proppet mahognien og bordet til tolv ind i tætte rammer af plys og portierer.
Vinduerne sidder højt, højt oppe. Der stråler et lille strejf af aftenlys ind af det øverste vindue. Et øjeblik, inden de første replikker, mærker vi en vibration af fængsel. Er der gitter for vinduerne?
En tanke. Hvad er det for mure, vi er indenfor? Hjemmets trygge? Eller en jødisk families utrygge?

APOKALYPTISK TORDEN

Den glimrende opførelse på Folketeatret holder sig sådan set inden for stykkets vante rammer. Vi ved godt, at konflikten handler om, at datteren Esther har vovet sig ind i en forlovelse med en ikke-jøde og holdt det hemmeligt for familien.
Nu bryder det hele løs som en apokalyptisk torden over hovedet på især pater familias, den aldrende Levin, fint spillet af  Waage Sandø. Den formskabte papfigur af en standarddirektør, som man gør ham til f.eks. i tv-serierne, vokser til et levende og varmt menneske, lysende af uro i sjælen, fortvivlet i sin kamp med indgroede vaner og pligttro seglbevarer af traditionerne – over et par døgn grebet af erkendelse af sin egen svaghed.
Levins greb om situationen svigter, nu hvor hans kloge kone lader sine følelser få overtaget både over sig selv og ham. Spillet mellem Sandøe og Nørby er urkraften i stykket, et opgør, der svinger selvbevidsthed og selvforsvar hen på et spor, der handler om at forstå en verden, der ikke er som den, man kender og ønsker sig.
Selvfølgelig stimuleret af en datter, pigen Esther, spillet af Sofie Nolsøe med oprørsk teenage-kraft, og påvirket af de sprækker og sammenbrud i murværket, der viser sig mellem familiens sønner, den udadvendte akademiker Hugo, spillet af Michael Brostrup, og børsmægler Jacob, som Peter Oliver Hansen gør til en pengesnakkende, glad turbo – indehaver af den mest citerede replik fra stykket ’Så la’ dog barnet!’ Og jublende forvalter og viderefører af det fædrene erhverv – hans nyfødte søn får en svingtur under råbet: ”7½ pund!… en lille tyk, ny vekselerer!!”

TIDEN. HVILKEN TID?

Er vi i en svunden tid? Ja, på en måde. I den prægtige scene mellem bogholder Meyer, der over for Levin fremfører sit ønske om at blive gift med Esther, er vi næsten tilbage i H.C. Andersens tid, da Nicolaj Kopernikus må redegøre for, hvorfor han er mødt op med nyanskaffet høj hat.
Jacob refererer et sted i al pengesnakken til, at ”vores skatter går jo til kanoner!”. Vanviddet med Københavns forsvarsanlæg, var i premiereåret 1912 på det højeste.
Men vi er også i en hvilken som helst tid.
Ikke bare registreret ved, at Waage Sandø i gamle Levins ophøjede fornærmethed går rundt og nynner på ’Singing in the Rain’. Der er fra 1929.
Men som publikum mærker vi mere end nogensinde, hvordan stykket ånder os i nakken med et sus af stormfulde paralleller i 2015:
Denne historie om jødisk indesluttet kultur kunne lige så godt foregå i en muslimsk købmandsfamilie på Vesterbro, hvor datteren forelsker sig i en fyr fra kristen familie. Med alt, hvad det indebærer af opbrud, konflikt og dommedag.
Jeg tror ikke, nogen blandt publikum undgår at sidde med den slags paralleller i hovedet. Der er både race-, religions- og social-konflikt at hæfte ind i affæren, også i den ende af historien, der handler om, at Levin-konkurrenten, etatsråd Herming har trynet Levin ved en tidligere lejlighed, da han bed Levin af med et ”Farvel! Vi ansætter ikke jøder her i banken!”
Fra 30’erne huskes en replik blandt ungerne, når man følte sig snydt: ”Skal du jøde mig?” Jøder var ikke til at stole på i pengesager! lød gadens kristne evangelium.

EN KOSTALD!!

I ’Indenfor murene’ mødes Levin-ægteparret modstræbende med forældrene til den unge Jørgen Herming, Esthers uheldsvangre frier. Et møde i etatsrådens stålsatte hjem, scenografisk ren nazifunktionalsme fra 30’erne. Og øjeblikkelig en benhård konfrontation mellem to verdener i fortvivlende forsøg på at finde hinanden. Preben Kristensen som en pralende finansopkomling og hans kone: Jannie Faurschou som vingeskudt levn af købt elegance.
Levin-parret i usikkert trav over for et par selvbevidste opkomlinge. En djævelsk konfrontation.
Selv deres smalltalk er dramatisk guld. Hermings praler af deres dyrt indkøbte Lundbye, Købke og Eckersberg-malerier. Det sidste: 7.000 kr. for – ’en kostald…’ mumler Levin. Guldalderkunst til lynvurdering.

’Indenfor murene’ har en dramatisk, men lykkelig slutning. Murene falder.
Tror vi på dén?
Og hvem gør? I de interviews, Me Lund har skrevet til programmet, mener Herbert Pundik, at assimilationen mellem jødiske og ikke-jødiske danskere vil være fuldendt om hundrede år: ”Om hundrede år er synagogen i Krystalgade en muslimsk moské,” siger han.
Instruktøren Thomas Bendixen mener, at ’vi lige nu oplever en voldsom religiøs oprustning. ”Jo mere muslimerne fylder, des mere begynder jøderne igen at gå med kalot og mødes i synagogen…”

gregersDH.dk