Marianne Høgsbro i ‘Inden jeg fylder 67’ på Aalborg Teater (Foto: Lars Horn)

NEM AT NEDLÆGGE

’Inden jeg fylder 67’ er en ganske underholdende, men også diffus komedie på Aalborg Teater med ret vittigt spil af Marianne Høgsbro i hovedrollen. 

Spiller på Aalborg Teaters lille scene indtil 27.10., men genopsættes måske på grund af udsolgte huse.

***

SKARPT set af Aalborg Teater: At kalde stykket ’Inden jeg fylder 67’. På engelsk er titlen ’A Round Heeled Woman’, der betyder så meget som: ’En kvinde, der er nem at nedlægge’. Den titel skulle såmænd nok hive husarerne til teatret.
Men når teatret nu kan melde pres på billetsalget, handler det vel om, at mange gerne vil delagtiggøres i overvejelserne om, hvad der skal klares, inden man fylder 67 – overvejelser hos en nation af mennesker, der har travlt med at nå det hele. Og som spekulerer på efterløn og pension, allerede inden de er færdige med læretid eller studium eller har født deres første barn.
’Inden jeg fylder 67’ er en komedie om et kvindemenneske, der er nået panikalderen som 66-årig. I åbningsscenen sidder hun og snakker i telefon, mens hun diskret masturberer og bekendtgør til veninden: ”Det er første gang, jeg prøver det…”
I samme øjeblik bliver hun opmærksom på publikum i salen. Hovsa!
Dermed har vi straks en side af stykkets form på plads: Det er en fortælling til andre. Til os.
Der er med andre ord flere lag i den historie. Fortælle-lag. Komedien er skrevet af den amerikanske lystspilskriver Jane Prowse. Hun bygger på en roman af en anden Jane, Jane Juska, som i 1999 – i den skinbarlige virkelighed indrykkede en kontaktannonce i det litterære tidsskrift ’The New York Review of Books’. Den lød: ”Inden jeg bliver 67 – til marts – har jeg lyst til en masse sex med en mand, jeg kan lide.” Hun fik 63 svar.

FLERE LAG

Endnu et lag: Jane er besat af en roman fra 1800-tallet om kvinden Margaret, der mokker frustreret rundt på randen af en permanent pebermø-tilværelse.
Dér har vi så serveret den lidt snørklede dramatiske struktur. Romanens personer er med i handlingens, ligesom vi på tilskuerpladserne er med som dem, den direkte fortælles til.
Jane og Margaret konverserer og diskuterer på tværs af tid og sted. Den moderne sex- og kærlighedsforsømte Jane i Berkeley, Californien, med den victorianske pebermø Margaret i England på Charles Dickens tid.
Det bliver hurtigt rigeligt konstrueret teater. På den ene side sjove situationer med veninderne, de skiftevis grinende og skeptiske Hanne Windfeldt og Merete Mærkedahl, der deltager i oplukningen af stakken af svarbreve på annoncen. På den anden side Janes stribe af møder med håbløse mandspersoner, figurer og karakterer, som Henrik Weel, Jørgen W. Larsen og Jakob Højslev Jørgensen kun lige får lov at strejfe.
Oven i alt halløjet gribes dramatikeren af lyst til at gøre Janes kvaler til et produkt af mislig barndom, elendigt ægteskab og en stakkels forsømt søn – Carsten Svendsen har dén opgave. Vi er i den ende ovre i en amerikansk mellemkrigs- og efterkrigsgenre, hvor Tennesee Williams og Arthur Miller har givet tonen an.

SVÆR OPGAVE

Alt i denne diffuse opstilling står og falder med Marianne Høgsbros angreb på Jane-opgaven.
Med sin karakteristisk flimrende kvindelighed, der kan øse af skarp ironi og selvironi, oplever vi en intellektuel distance til rollen, som er helt forståelig. Manuskriptet – og instruktøren? – giver hende det ene øjeblik fast grund under fødderne som livsglad og beslutsom kvinde med ben i næsen, fuld skrue på skarpe, vittige replikker. Det næste øjeblik som et usikkert, naivt offer for sine omgivelser, kontaktsøgende og kontaktsky på samme tid.
Den er ikke nem. Svær at gøre indlysende. Vi følger hendes lille slagsmål med rollen med nysgerrig og velvillig interesse.
Man kunne have ønsket hende og holdet – og såmænd instruktøren, den svenske Thomas Müller – et stærkere manuskript.

GregersDH.dk