Xenia Noetzelmann, Katrin Weisser og Bjarke Mogensen i ‘Immigrant’ på Louisiana (Tegn. Claus Seidel)

MIG OG

MIT PAS

’Immigranten’ er en eksklusiv lille dialog, Brecht skrev i 30’erne. En skarp tekst, svær at gøre levende som teater.

Forfatter: Berthold Brecht. Instruktør: Jonas Littauer. Musik: Bent Fabricius Bjerre og Bjarke Mogensen. Medvirkende: Katrin Weisser og Xenia Nuetzelmann.

’Immigranten’ spiller 20., 24., 25., 27., og 28. 10. i Karens Minde Kulturhuset. Kommer senere p turné. Varighed 1 time og et kvarter.

***

STOR respekt! To tyskfødte skuespillere, bosat i Danmark har sagt til hinanden: Hov, dér ligger et interessant stof. Lige til at gå til. Lige noget for os.
De to er Katrin Weisser, som vi ser af og til på københavnske scener, helt fortryllende i forestillingen om Clara Schumann på Hofteatret for et par sæsoner siden. Den anden er Xenia Noetzelmann, herligt medvirkende i bl.a. Teater Momentums tre Jakob Stage-styrede stykker i 2015.
De havde i aftes premiere på Louisiana på stykket ’Immigranten’, som er en dramatisering af Brechts ’Flygtningesamtaler’.
Når vi kalder det respektindgydende, er det, fordi det er dét, det er. Mere end det er vellykket. Og når det ikke er særlig vellykket, er det ikke fordi de ikke spiller godt, men fordi teksten ikke er særlig egnet til teaterbrug. Vi lytter til den, klarer fint, at der af og til smutter nogle ord for os i de tos ellers godt flydende dansk. Men teksten er kompakt og krævende, og klart mere egnet til læsning end dramatisk opførelse.
18 samtaler samlet til en tæt dialog, hvor brechtske slaglinjer, maximer og hurtige slutninger vil have bedst af lige at stå i luften – eller blive læst.

SOM EN AKTIE

Brecht skrev ’Flygtningesamtaler’ hen ad vejen under sin udlændighed. Noget af teksten i sin tid i Svendborg, noget, mens han boede i Finland – han angiver i hvert fald, at den tænkte dialog foregår på banegården i Helsinki og udspinder sig mellem to flygtninge. To tyske mænd: Kalle, der er arbejdsmand og Ziffel, der er fysiker.
Vi er omgående inde på, hvor Brecht vil hen med snakken. Kalle (med arbejderkasket) og Ziffel (i smokinghabit) snakker om deres pas.
Kalle siger omtrent sådan: ”Mennesker bliver til alle steder, på de mest tilfældige eller letsindige måder. Det bliver et pas aldrig. Et pas bliver godkendt, hvis det er i orden. Et menneske kan være nok så meget i orden, men bliver ikke godkendt. Ziffel supplerer: Mennesket stikker sit pas i lommen, som man lægger sin aktie i en bankboks, der i sig selv er værdiløs. Men boksen indeholder værdier.

NØGEN SCENE

Scenen er nøgen, bortset fra stakke af plastikkasser, der angiver kufferter. De to er på konstant rejse. På flugt. Sidder på kasserne og snakker og fortæller.
På en måde er det en monolog, der bare er splittet op på to. Emnerne er deres liv, som de kender det hjemme fra Tyskland. Deres erfaringer.
Kalle fortæller, han rendte med aviser om morgenen inden skoletid. Sådan lærte han, hvad flid er. Hans far fik pengene. Sådan lærte han sparsommelighed. Hans far tævede ham. Sådan lærte han at klare smerter. Når han måtte nøjes med at par kartofler til middag, men alligevel skulle sige tak, var det for at lære taknemmelighed.
Sådan fortæller og sludrer de om mange forskellige emner. Det er morsomt ind imellem, for Brechts ironiske, knivskarpe samfundskritik er formuleret med nøjeregnende underforståelse. Vi øjner temaer, der går igen i de såkaldte lærestykker, han skrev i samme periode, f.eks. ’Hr. Puntila’ eller ’Den gode kvinde fra Sezuan’.
Der er på lykkelig vis musik til Weissers og Noetzelmanns ’Immigranten’. Bent Fabricius-Bjerre har skrevet et fint tema, som den virtuose accordeonspiller Bjarke Mogensen sidder næsten som ’tredje flygtning’ ved deres side og improviserer indforstået over. Virkningen er brillant.
Stykket spilles senere på måneden i Karens Minde Kulturhuset i Syhavnen og kommer også på turne rundt i landet.

gregersDH.dk